Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Samspil er vejen til eksportfordobling

vand
Illustration: Bigstock.
Med regeringens ambition om at fordoble dansk vandeksport, skal vi ikke bare tænke nyt, vi skal tænke sammen. Der er uudnyttet potentiale i vandbranchens SMV’er. Et potentiale, der skal indfries igennem samspil og i mødet mellem vandbranchens aktører; leverandører, forsyninger og regulerende instanser, skriver Generalkonsul og Teamleder for Water Technology Advisory i Europa, Jakob Andersen.
Synspunkt2. juni kl. 05:00

Fra 20 til 40 milliarder kroner i 2030. Regeringen udstak denne fordoblingsambition i sidste års danske eksportstrategi for vand. En strategi, der er et lysende eksempel på, hvad vi kan opnå, når politiske og kommercielle interesser går op i en højere enhed. Det giver også anledning til at spørge ’hvordan?’. Som Generalkonsul og Teamleder for Water Technology Advisory i Europa, optager dette spørgsmål mig i særdeleshed. For at udløse potentialet i eksportstrategien på vand skal de danske vandselskaber støtte op. Det skal vi gøre muligt igennem regulering.  

Markedsmodning af nye løsninger skal ske i samarbejde

Den danske vandbranche står som international rollemodel. Dette gode renommé og bevågenhed omkring den danske vandmodel er vi ikke kommet sovende til. Det er opnået igennem markedsregulering, der understøtter effektivisering og optimering, brobygning mellem offentlige og private aktører og forsyningernes villighed til i nogen grad at udfordre status quo og søge den fortsatte udvikling. 

Tiden er moden til at tage endnu et skridt i retningen af en branche, som i endnu højere grad indgår i markedsmodningen af nye løsninger. Det er i relationen mellem branchens parter, at innovationen for alvor giver Danmark en konkurrencefordel. Derfor bør vi i højere grad understøtte samskabelse. Water Valley Denmark er et godt eksempel på, hvordan man netop formår at sætte samskabelse i højsædet og dyrke de innovative kræfter i integreret samspil.

Rammevilkår skal understøtte nyudvikling 

At fordoble eksporten af dansk vandteknologi kræver en stor satsning. Ikke blot hos vores eksisterende danske leverandører, men også morgendagens. Ved også at fokusere på vandbranchens SMV’er kan vi gøre os forhåbninger om at møde de strategiske ambitioner. 
I Water Technology Advisory har vi derfor blikket rettet mod de danske SMV’er. Eksportmulighederne for SMV’erne er netop betydelige, men det er også nødvendigt med en forståelse for, at hvor vandbranchen er global, agerer man på eksportmarkederne lokalt. Det er væsentligt, at vi skaber tillid og demonstrerer kompetencer via lokal tilstedeværelse. På den måde lægger vi de vigtigste byggesten for at skabe fakturaværdi for vand SMV’erne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvis eksportstrategien sætter ambitionsniveauet, hvordan sørger vi så for, at lovgivning udgør en drivende kraft?

Jeg vil opfordre til, at den kommende reviderede vandsektorlov motiverer til og understøtter muligheden for, at vores forsyningsselskaber i højere grad indgår i innovationssamarbejder med danske leverandører, store som små. Branchen har bevist, at det er muligt at skabe nye skelsættende løsninger installeret inden for vores egne hegn. Repræsentationen af danske løsninger hos forsyningerne er afgørende for vores troværdighed omkring den værdiskabelse, som vi internationalt skal konkurrere på.

Der er store muligheder for videneksport 

Vi skal også i højere grad kaste os ud i udvekslingsforløb af vores driftsledelsesmæssige kompetencer. Selvom tekniske løsninger er en vigtig del af vores fortsatte succes, skal vi ikke glemme de dedikerede fagfolk som formår at indfri løsningernes potentialer. 
Jeg ser et eksportpotentiale i vores driftsfolks tænkemåder og erfaringsgrundlag, hvor vi for alvor kan fremvise branchens samlede kompetence i en forretningsmodel, der afføder potentiale for systemeksport eller decideret fyrtårnsprojekter. Formår vi at placere fyrtårnsprojekter strategisk på eksportmarkederne, følger systemeksport af danske løsninger også naturligt.

Det er en holdsport

Kære kolleger i den danske vandbranche, det her er en holdsport, hvor vi i samspillet med hinanden vil lykkes. Jeg har store forhåbninger til mulighederne for at øge eksport af dansk vandteknologi og –services. Den danske vandbranche er som indikeret fyldt til randen med intelligent arbejdskraft og intelligente løsninger. 

Fra politisk side skal vi tilsvarende også være villige til at skubbe til de regulatoriske rammer, for at sikre råderum til spirende innovative løsninger udviklet i samarbejde med og installeret hos danske vandselskaber. Dette giver grobund for øget eksport. The Trade Council er godt klædt på til at løfte opgaven på eksportmarkederne, med mere end 30 dedikerede vandrådgivere på tværs af Indien, Nordamerika og Europa, hvor den dybe tekniske faglighed møder kommerciel rådgivning. Vi ser frem til at spille sammen.

Vil du deltage i debatten med et synspunkt? Skriv til os på pro-sekretariat@ing.dk.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger