Vinterregnen har forsinket byggerier mere end corona
Sådan så byggepladsen ved den nye Storstrømsbro ud i vinter. Oversvømmelserne har været med til at forsinke dette og andre byggeprojekter betydeligt.

Foto : Vejdirektoratet

Vinterregnen har forsinket byggerier mere end corona

Dansk Byggeri vurderer, at vinterens voldsomme nedbør og deraf følgende oversvømmelser har større skyld i forsinkelser af bygge- og anlægsopgaver end coronakrisen.

’Åbner 2022’, står der stadig på skiltet ud for byggepladsen ved den nye Storstrømsbro på Masnedø.

Men det kan vise sig at være for optimistisk, for den nye Storstrømsbro er fem måneder efter tidsplanen – primært som følge af den våde vinter og coronakrisen.

Det er langtfra det eneste byggeprojekt, der er påvirket af de to begivenheder. Men måske noget overraskende vurderer Dansk Byggeri nu, at nedbøren på dette område overordnet set er en større synder end corona.

»Vi har fået meldinger om forsinkelser pga. vinterens og forårets regn, hvor mange byggepladser nærmest druknede,« siger Henrik Friis, direktør i Dansk Byggeri.

Fra naturlegepladser til store rørledninger og broer

Han har ikke kendskab til tal eller anden statistik over, hvor mange byggeprojekter der samlet set er forsinket – og hvor meget.

»Men det er vores indtryk, at regnen i større grad har forsinket bygge- og anlægsopgaver end corona, da aktiviteterne på mange byggepladser måtte indstilles pga. de store vandmængder,« siger Henrik Friis.

Der er talrige eksempler på forsinkelser over hele landet: Fra mindre projekter som en naturlegeplads ved Juelsminde til mellemstore som klimasikring ved Harrestrup Å – og til de helt store som Baltic Pipe og altså Storstrømsbroen og andre vejprojekter.

Fynsk motorvej og nordjysk fakultet er også ramt

I Vejdirektoratet oplyser pressechef Martin Østergaard-Nielsen, at man ikke kan opgøre, præcist hvor meget forsinkelse de store regnmængder eller corona har forårsaget.

»Det er dog givet, at både vores arbejde med udvidelsen af Fynske Motorvej på Vestfyn og arbejdet med at bygge det nye Sundhedsvidenskabelige Fakultet i Aalborg blev mærkbart påvirket af regnvejret i både efteråret og vinteren.«

 »Og netop som vi i løbet af foråret skulle intensivere arbejdet på byggepladserne for at indhente det tabte, ja, så kom coronakrisen. Så det var to slag efter hinanden,« siger han.

Martin Østergaard-Nielsen tilføjer, at der som hovedregel er tale om store og langvarige byggeprojekter, hvor det endnu er muligt at indhente forsinkelserne.

På Storstrømsbroen betød corona mere

Storstrømsbroen er lige i denne forbindelse faktisk lidt af en undtagelse – både fordi det er usikkert, om det kan lade sig gøre at indhente forsinkelserne, og fordi det ikke var vinterregnen, der var den største synder.

»Der er ingen tvivl om at det våde vejr har haft en påvirkning. Her er det selvfølgelig ikke de arbejder, der foregår i Storstrømmen, men de arbejder, der foregår med etablering af landanlæggene og etablering af produktionspladsen. De store regnmængder har været svære at bortlede fra de relativt store og lavtliggende arealer, og vores vurdering er, at vejret har forårsaget 2-4 ugers forsinkelse for entreprenøren,« siger Niels Gottlieb, projektchef på Storstrømsbroen. 

»For dette projekt er det dog min vurdering at konsekvensen af corona er væsentligt større end konsekvensen af den våde vinter – fordi projektet er meget afhængig af leverancer og arbejdskraft fra mange forskellige lande, som er blevet påvirket af corona. Der er dels specialbyggede støbeforme fra Kina og Italien samt arbejdskraft fra forskellige europæiske lande – særligt fra Italien og Rumænien,« forklarer Niels Gottlieb.

Vejdirektoratet vil forsøge at optimere processerne med montagearbejdet, og også den italienske hovedentreprenør SBJV’s danske rådgiver Rambøll skal være med til at sætte ekstra skub i broarbejdet.

Læs mere om byggeriet af Storstrømsbroen her.

Storstrømsbroen
Illustration: Michael Rothenborg