Vi kan få bedre drikkevand med grundvandsparker

Såkaldte grundvandsparker er et helt centralt middel til at nedbringe mængden af pesticider i vores drikkevand og samtidig få mere natur. Dette nye værktøj er nødvendigt for at vende udviklingen - og kan finansieres via bl.a. EU-landbrugsstøttemidler, skriver professor emeritus ved DTU Miljø og tidligere planchef i Hofor.
Brødtekst

I dag er 41% af vandværkernes boringer forurenet med pesticidrester, og i 11% af tilfældene er grænseværdien på 0,1 μg/L overskredet med bl.a. BAM, DMS og azoler.

Vandværkerne har ingen reel mulighed for gennem lovgivningen effektivt at forebygge forureningen i deres indvindingsområder. Derfor ruster de sig til at rense drikkevandet. På årets Dansk Vand-konference 18. november i Aarhus er ét hovedtema, hvordan man ved hjælp af f.eks. membranprocesser, ionbytning og ozon kan fjerne pesticid- og biocidresten DMS.

Mantraet i dansk miljøpolitik var i mange år forebyggelse frem for rensning, men i en tid, hvor bæredygtighed er i fokus, skal man nu af nødvendighedens grunde til at bruge både energi og materialer til at afværge problemet, stik imod alle målsætninger og hensigter.

Den gennem årtier højt besungne vision hos politikere og vandværksfolk om 'rent ubehandlet drikkevand' synes stille og roligt at forsvinde. Tværtimod, godkendelsesordningen for pesticider opererer bevidst med en vis grundvandsforurening, nemlig op til 0,1 μg/L i gennemsnit på årsniveau for enkelte stoffer. Og hvis grænsen overskrides, så er det ikke forurenernes, de godkendende myndigheders (Miljøstyrelsen) eller de ansvarlige politikeres skyld – ansvaret forflygtiges. 

Dansk Vand-konferencen handler kun om ét stof. Imidlertid er der siden 1950’erne godkendt og brugt næsten 600 pesticider, i dag er der godkendt ca.170 pesticider. Hertil skal lægges et meget større antal mere eller mindre ukendte nedbrydningsprodukter. For de fleste kendte af disse er der ingen akkrediterede analysemetoder. Så vi rager i høj grad i blinde.

Ikke kun fortidens synder

Det hævdes nærmest rituelt, at det handler om fortidens brug af nu forbudte pesticider. At man mest finder de tidligere brugte pesticider og deres nedbrydningsprodukter er ikke overraskende, da det måske tager 30-50 år, før stofferne dukker op i grundvandet. Men overvågningen af det unge højtliggende grundvand i GRUMO og i Varslingssystemet viser en omfattende forurening med pesticidrester. 

Resultater fra massescreeningen viser fund af pesticidrester i 77% af vandet, og 27% af prøverne overskrider grænseværdien. Her finder vi godkendte pesticider og deres metabolitter, f.eks. glyfosat, nedbrydningsproduktet AMPA og azoler fra svampemidler. Så vi har noget til gode – om 30-50 år kan hovedparten af vandværkernes boringer være forurenede, hvis ikke udviklingen vendes meget snart.

Det handler også om biodiversitet i naturen ...

Omkring halvdelen af det danske areal sprøjtes med pesticider og flere gange pr. sæson. For kartofler 14,2 gange, raps 4,4 gange og korn/vintersæd 3,8 gange (2018). Dvs. at halvdelen af Danmark er en biologisk 'ørken'.

Når der sprøjtes med en fin spray på markerne, spredes pesticiderne i aerosolerne ud over naboområder, hvor biodiversiteten nedsættes. Ud over manglen på levesteder har vi her en forklaring på, at der konstateres en stadig tilbagegang i bl.a. bestanden af insekter.

Grundvandet er en del af det samlede vandkredsløb, så når grundvandet strømmer til overfladevandet i vandløb, søer og havet, så påvirker dets indhold af miljøfremmede stoffer overfladevandets dyr og planter. Ved regn bliver organismerne i vandløb via drænvandet påvirket med sprøjtemidler op til flere μg/L (Varslingssystemet og undersøgelser af ungt grundvand, der ender i dræn), og det har vist sig, at faunaen i sådanne biotoper er yderst følsom over for pesticidrester.

... og om sundhed

Sundhedsaspektet af de godkendte pesticider trænger sig også på. Azolerne, der udbredt bruges som svampemidler i landbruget, bruges samtidig som et væsentligt lægemiddel mod svampeinfektioner i f.eks. lunger.

Det er nu kendt, at der hos svampe opstår resistens mod azolerne grundet det omfattende brug, ligesom det er velkendt for penicillin. Disse azolrester (1,2,4-triazol) findes i dag i lidt under en tredjedel af det unge grundvand, og i ca. 4,3% af prøverne var grænseværdien overskredet i 2018. 

Hvad glyfosat angår, hævdes det hårdnakket, at det er ufarligt for mennesker, det er 'jo blot en aminosyre', der er ufarlig for menneskeceller. Men her ser man bort fra, at glyfosat hæmmer mikroorganismers 'shikimate pathway'.

I dag ved man meget lidt om glyfosats påvirkning af mikroorganismerne i menneskenes tarmflora. Effekten af menneskenes tarmflora på sundheden er i dag et stort spirende forskningsområde, så hvor er forsigtighedsprincippet henne, når man bagatelliserer brugen af glyfosat?

Grundvandsparker er en del af løsningen

Den gode nyhed er, at mange problemer kan løses ved at samtænke de forskellige løsninger på rent grundvand, biodiversitet, sprøjtefri fødevarer, klima mv. Derfor handler det om, at der i lovgivningen og konkret indføres et nyt værktøj/begreb, nemlig 'grundvandsparker'.

Der tænkes her på sprøjtefri landområder, hvor grundvandet indvindes til drikkevand. På sigt vil man derved opnå 'rent ubehandlet grundvand til drikkevand', så vi får vendt den kedelige udvikling med et stadigt større behov for at rense drikkevandet.

Sådanne områder bliver oaser for den hårdt medtagne natur herhjemme og kan være et væsentligt bidrag til at få gjort noget godt for den vaklende biodiversitet. Samtidig vil disse områder kunne bidrage til folkesundheden ved at producere fødevarer fri for sprøjtemidler. 

Der indvindes i dag allerede grundvand fra sprøjtefri områder, så behovet for inddragelse af nye sprøjtefri landbrugsområder til grundvandsparkerne udgør – med et meget usikkert skøn –  ca. 200.000 ha. På disse områder skal der være sprøjtefrit landbrug, herunder økologisk landbrug, skove og naturarealer.

Der vil her være et øget optag af kuldioxid og hermed et bidrag til klimastrategien, og samtidig skabes der attraktive rekreative områder, der vil tiltrække beboere fra by til land og kunne give øget turisme. 

Det skal nævnes, at miljøminister Lea Wermelin (S) har lovet at fremsætte et lovforslag, der forbyder brug af pesticider i private haver og på offentlige områder, og ca. en tredjedel af de kommunale arealer er i dag sprøjtefri. 

Finansiering?

Man vil straks høre, at grundvandsparkerne alene af finansielle grunde er et umuligt projekt. Se bare på, hvor langsomt det går med de relativt små boringsnære beskyttelsesområder (BNBO), der nu skal gøres sprøjtefri! Og det er naturligvis et problem, at udbuddet af 'billig jord', f.eks. lavbundsjorde, ofte ligger langt væk fra urbane områder, hvor hovedparten af grundvandet indvindes til drikkevand. 

Der skal mange penge til at kompensere landmændene for reduceret produktion eller til ekspropriation. Interessant nok forkludrer vores skattesystem igen og igen handlemulighederne. Ekspropriation vil for en del landmænd være at foretrække, fordi kompensationen er skattefri modsat kompensation for sprøjteforbud!

Hvis vi konservativt regner med en gennemsnitlig kompensation på 130.000 kr./ha. til kompensation for sprøjteforbud og ekspropriation, så kræves ca. 26 mia. kr. Hvis man antager, at man i første omgang kunne hente to mia./år fra EU-landbrugsstøttemidlerne (syv mia.) og en mia. fra vandforbrugerne, så ville det tage ca. ni år at virkeliggøre grundvandsparkerne.

Yderligere finansiering – dermed kortere implementering – kunne skaffes fra erhvervslivets 'klimaaflad' og statstilskud. Endelig kunne staten droppe planerne om 15 naturnationalparker, der 'kannibaliserer' på eksisterende sparsomme statsejede naturområder og udstyrer dem med hegn i stedet for at skabe nye naturområder. Her kunne hentes i omegnen af 800 mio. kr. 

Hvem skal lede udviklingen?

Skabelsen af grundvandsparker kræver samarbejde mellem geologer, hydrologer, biologer, agronomer, økonomer og andre faggrupper på et højt fagligt niveau. Denne opgave, der går på tværs af kommunerne, bør løses på regionalt eller nationalt plan.

Én mulighed kunne være at overlade ledelsen af opgaven til regionerne, i samarbejde med kommunerne, da disse enheder også råder over større faglige muskler end kommunerne.

Den øvrige grundvandsindsats er også vigtig

Regionerne udfører i dag en vigtig indsats med at beskytte vandforsyningernes boringer fra forurening fra et stort antal affaldsdepoter fra både byer og industri. Hertil kommer alle vaskepladserne for pesticider og nedgravede pesticidrester i landbrugsområderne.

Regionernes afværgeindsats vil fortsætte i mange år, men 'kampen' for drikkevandet bør i meget større udstrækning kombineres med forebyggelse mod kommende forureninger gennem etablering af grundvandsparker, der som nævnt tillige vil spille en central rolle i kampen for mere natur, bedre biodiversitet og klimatilpasning.