Værdifulde data går tabt i vandsektoren

Digitale analyser og brug af kunstig intelligens kunne gøre en kæmpe forskel for vandsektoren, som står over for milliardinvesteringer til klimatilpasning. Men værdifulde data – og dermed viden – går tabt. Hvor ligger ansvaret, spørger Christian Holmegaard Mossing.
Brødtekst

Den danske vandsektor står over for kæmpe udfordringer nu og i fremtiden. Klimaforandringerne medfører både talrige og vitale effekter. Som den altoverskyggende økonomiske drivkraft for vandsektoren vil klimaforandringer tegne sig for milliarder og atter milliarder af kroner i investeringer frem mod år 2100.  

Traditionelt set er den løsning, som er blevet fundet frem fra værktøjskassen, at dimensionere op. At bygge kæmpe regnvandsbassiner og skybrudstunneler, mere separatkloakering – at udvide kapaciteten og bygge større og større. Men vandsektoren er nødt til at indse, at vi ikke kan blive ved med kun at hente løsningerne inden for de traditionelle ingeniørdiscipliner. 

Det er gået op for de fleste danske forsyningsselskaber, at de ikke når at blive klar til fremtidens vandmængder, hvis de blot fortsætter med at udbygge kapaciteten med den nuværende hastighed. Nogle bud lyder på 100 års forsinkelse. Derfor er vi nødt til at begynde at gøre løsningerne smartere. Vi skal sætte strøm til.

Data er nøglen til mere effektive løsninger

Heldigvis er der begyndt at ske mange gode ting i branchen. Miljøstyrelsen og aktører som DTU, Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI), Dansk Industri og Region Hovedstaden har sat fokus på og samlet viden om, hvordan vandkredsløbet kan tænkes smartere med datadrevne løsninger og brug af for eksempel kunstig intelligens. 

Vi ser flere eksempler på, at kunstig intelligens anvendes til at lave bedre drift og vedligehold af blandt andet kloaksystemer. Her kan man spare på de dyre videoinspektioner af kloakledninger, som forsyningsselskaberne foretager. Ved at benytte data om kloakstrækninger – som alder, dimensioner, materialer, tykkelse – og koble disse med erfaringer fra tidligere videoinspektioner, kan man med kunstig intelligens og machine learning forudsige tilstanden af andre, sammenlignelige strækninger med stor nøjagtighed. Det kan spare store omkostninger til unødvendige videoinspektioner og fremskrive tilstanden af hele kloaksystemet.   

Og den logik kan overføres til rundt regnet alle områder i vandsektoren, hvor der er store sammenhængende datasæt: 

Ved at indsamle vandsektorens data og anvende machine learning til at analysere disse data kan vi forbedre branchens løsninger. Teknologien gør beslutninger smartere, investeringer mere målrettede, og projekterne får større effekt.

Der er rigtig mange projekter, der handler om vandets naturlige kredsløb, hvor data efterfølgende ikke opsamles og sikres for eftertiden. Når projekterne er afsluttet, bliver for eksempel målestationer nedlagt, hvorved vi taber værdifuld indsigt i klimaforandringernes forsatte påvirkning af vores samfund. Denne kontinuerte indsigt og disse data kunne skabe afgørende værdi forud for beslutninger om de store skybruds- og kystsikringsprojekter for hundredvis af milliarder kroner, som skal udføres frem mod år 2100. Det sker bare ikke. 

Opfordring til at branchen kigger indad

Heri ligger en stor frustration for vandsektoren. Både bygherrer, politikere og rådgivere virker mere interesserede i at bygge store anlæg, man kan se – fysiske milepæle for menneskelig formåen – frem for at bruge energi på at monitorere, vedligeholde og dele sektorens data. Det kunne ellers skabe et bedre beslutningsgrundlag og gøre de selv samme anlæg bedre og billigere at bygge.

En del af forklaringen skal givet findes i den måde, sektoren er reguleret på. Der er også en manglende forståelse, blandt andet på det politiske niveau, for betydningen af at have et godt datagrundlag med ubrudte tidsserier, så vi har styr på de vedvarende effekter af klimaforandringerne. Men der ligger også et stort ansvar hos vandbranchen selv i forhold til at gøre opmærksom på de data, der forsvinder, og den viden, som dermed ikke udnyttes, samt på potentialet i at inddrage nye, digitale teknologier. 

Branchen bliver nødt til at kigge indad. Det er for nemt og ensidigt blot at skyde skylden på politikerne og reguleringen. Ansvaret for at råbe op, bevæge sig ind i den fagpolitiske diskussion og gøre opmærksom på problemerne ligger hos branchen selv. For løsningerne i branchen kan ikke designes ordentligt uden et godt datagrundlag.

Problemet i en nøddeskal

Et godt eksempel til at illustrere problematikken er fra arbejdet med den nye metrolinje Cityringen i København. I forbindelse med tunnelboringen var man nødt til at sænke grundvandstrykket umiddelbart foran tunnelboremaskinen, hvilket gøres ved at oppumpe store mængder grundvand fra lodrette boringer omkring maskinen. Samtidig kan man ikke sænke grundvandet under bygninger i Indre By, der er funderet på egetræsbjælker, da disse ellers ville rådne. Altså var man nødt til at styre og overvåge grundvandet langs hele strækningen meget præcist. 

Til det formål blev der blandt andet installeret omkring 100 online-målepunkter i boringer, hvor man har monitoreret grundvandsstanden langs metroen – nogle steder har man over 15 års sammenhængende tidsserier. Man har eksempelvis kunnet se påvirkningen af stormfloden Bodil i 2013 på grundvandet under København i flere af disse overvågningsboringer. Det var dyrt og komplekst at etablere boringerne og overvågningen, men i den periode havde man et meget præcist overblik over grundvandsstanden i København. Et meget værdifuldt overblik i en tid med klimaforandringer, hvor stigende grundvand er en betydelig udfordring. 

I forbindelse med Cityringens færdiggørelse var der imidlertid ikke længere brug for alle disse overvågningsboringer, da man kunne stoppe grundvandssænkningen i forbindelse med borearbejdet. Boringerne udgør en omkostning at drive, ligesom der er en reel risiko ved at have boringer, der går helt fra terræn og ned i vores grundvandsmagasiner, midt inde i en pulserende storby.  

Så da metro-projektet var fuldført, var alle projektets parter og flere offentlige myndigheder og forsyninger enige om, at det ville give mening at bevare boringerne og fortsætte grundvandsmonitoreringen i et fornuftigt omfang. Men desværre kunne parterne ikke blive enige om, hvem der skulle eje infrastrukturen med boringer og sensorer. Derfor begyndte man at sløjfe en stor del af boringerne samt skrue ned for grundvandsmoniteringen, og dermed er en betydelig del af et værdifuldt datagrundlag gået tabt. 

Og det er desværre problemet i en nøddeskal: Hvem skal tage ansvar for at overvåge vandets kredsløb og bevare værdifulde data? 

Jeg mener, at det er det offentliges opgave, fordi det er dem, der i fremtiden skal foretage de store anlægsinvesteringer, som er drevet af klimaforandringerne. Og ja, der er heldigvis mange steder, hvor data om vandets kredsløb kan tilgås fra offentlige myndigheder.

Der er eksempelvis gennemført et omfattende studie af hele vandkredsløbet under navnet HOBE, og samtidig har Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering (SDFE) iværksat initiativet HIP (Hydrologisk informations- og prognosesystem). Dataejere og branchen generelt er også ved at vågne op – for eksempel afholder Miljøstyrelsen en branchekonference om Digitalisering af Vandsektoren den 12. december i år. 

Men problemet er, at den digitale udvikling i vandsektoren går for langsomt. Der kan og skal gøres meget mere – særligt i forhold til online monitering af grundvand, hvor vi mangler nationale data, og når det gælder online overvågning af klimaforandringernes påvirkning af vandets kredsløb.