Ny bog skal øge tværfagligt samarbejde om regnvand

Ny bog skal øge tværfagligt samarbejde om regnvand

Når regnvand presser kloakkernes kapacitet, kan lokal afledning af regnvand (LAR) være en løsning. Nu skal en ny forskningsbaseret bog om LAR fungere som centralt opslagsværk og hjælpe med at bygge bro mellem landskabsarkitekter, ingeniører, miljøkemikere, biologer, byplanlæggere og andre, der arbejder med klimatilpasning og bæredygtig byudvikling.

Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.

Bogen, der bærer titlen 'Regn med mere – lokal håndtering af regn i byens landskab'er skrevet af professor Marina Bergen Jensen, landskabsarkitekt Antje Backhaus og lektor Ole Fryd fra Sektion for Landskabsarkitektur og Planlægning under Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet.

»Alle vores egne erfaringer og faglige styrker er samlet i bogen og giver et godt helhedsbillede af regnvandshåndtering i byen. Samtidig kan bogen bruges som et opslagsværk, når man leder efter et konkret svar. Vi er under pres for at ændre den aktuelle praksis, og jeg tror på, at vores bog kan være et centralt hjælpeværktøj i denne proces,« siger Antje Backhaus, som er landskabsarkitekt, ph.d. og tidligere medarbejder på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, i pressemeddelelsen.

Men bogen skal også hjælpe med at øge samarbejdet mellem de mange forskellige professioner, der beskæftiger sig med klimatilpasning. Professor Marina Bergen Jensen tror ifølge pressemeddelelsen, at »det nødvendige samarbejde på tværs af professioner kan blive lettere, fordi bogen belyser alle de centrale problemstillinger omkring design, vandkvalitet, dimensionering og merværdi.«

Og sådan en bog har manglet, mener lektor Ole Fryd:

»Man har skullet lede efter sporadisk viden i en lang række forskellige rapporter. De udenlandske fagbøger, der findes, er relativt svært tilgængelige og typisk ikke på omgangshøjde med niveauet i Danmark. Det har vi forsøgt at råde bod på,« siger han ifølge pressemeddelelsen.

 

https://pro.ing.dk/7409

30. jul 2020 11:33