Malik – næsten en stormflod i et glas vand

31. januar 2022 kl. 07:28
Tuborg Havn oversvømmelse
Tuborg Havn ved København ved solnedgangstid søndag. Der var da høj vandstand, men ifølge flere beboere har det været langt højere flere gange i 2010'erne. Også andre steder i landet blev vandstandsstigningen efter Malik relativt behersket. Illustration: Michael Rothenborg.
Stormfloden efter Malik blev heldigvis ikke ’ekstrem’ som bebudet. Flere steder i landet er kystbeskyttelsen ellers forsinket, men den forhøjede vandstand var på et relativt lavt niveau, så de udsatte områder slap med skrækken.
Artiklen er ældre end 30 dage

»Til alle ved museet. Kom væk NU. Der er brud på en af de udlagte water tubes, og endnu et brud kan ikke udelukkes.«

Sådan advarede Midt- og Vestsjællands Politi søndag eftermiddag på Twitter, og efterfølgende blev borgere evakueret fra Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

Museet er et af de wetspots, der blev meget hårdt ramt af stormfloden efter Bodil i december 2013, og som i lighed med en række andre udsatte steder endnu ikke fået gennemført den forbedrede kystbeskyttelse, der er nødvendig i det nye klima.

Men som de andre steder, hvor kystsikring har været forsinket, slap man i det store og hele med skrækken. Selve stormen Malik forårsagede ret store skader, men oversvømmelserne i kølvandet på den var næsten en stormflod i et glas vand – i hvert fald ift. advarslerne om ’en ekstrem stormflod’ fra TV2 Vejret, og en ’kategori 3-varsel, meget farligt vejr’ fra DMI.

Dansk kystsikring er en hastesag

I takt med klimaændringerne vokser også risikoen for voldsomme stormfloder i danske farvande, og eksperter har flere gange advaret om, at dansk kystbeskyttelse halter og bør være en hastesag – ikke mindst efter FN’s Klimapanel IPCC’s 2021-rapport.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Under stormfloden efter Bodil kom vandstanden 2,6 meter over dagligt vande i Roskilde Fjord ved Jyllinge Nordmark, og selv om kystbeskyttelsen der som så mange andre steder er blevet forsinket af naturhensyn, lykkedes det at få byggeriet i gang igen.

sommer blev den nye sluse endelig indviet. Tilbage for digelaget var blot at tjekke pumpe, ventiler og andet materiel - og den nye kystsikring holdt fint stand her i weekenden.

Andre af de steder som var udsat for Bodils stormflod, er det endnu ikke lykkedes at få forbedret kystbeskyttelsen – på trods af, at man har diskuteret det i årevis. Det gælder bl.a. Seden Strandby og Kerteminde på Nordfyn og på stort set hele nordkysten i Nordsjælland.

Ramte primært havneområder og kystveje

I Seden Strandby blev man imidlertid positivt overrasket søndag over, at vandet kun nåede op i haverne. Og selv om havet også trængte op på land en række steder i Nordsjælland, og bølgerne kastede sten op på den lukkede strandvej i Rågeleje, var selve oversvømmelsesskaderne trods alt begrænsede.

Erosionsskader kan typisk først gøres op senere, men flere steder forsvandt der tilsyneladende et par meter af strandene; det gjaldt bl.a. ved Blokhus i Nordjylland.

Overordnet set ramte oversvømmelserne mest havneområder og kystveje.  F.eks. måtte en cafeejer helt nede ved Holbæk Havn kæmpe for at holde vandet ude, og i Hørsholm måtte kommunen advare om tang og mudder på Strandvejen.

Prisbelønnet højvandmur blev ikke lukket ordentligt

Et af de sidste områder hvor man kunne ånde lettet op, var Sydfyn og andre af de østvendte kyster, der er ret udsat for det såkaldte tilbageskvulp fra Østersøen. Det er det, som bl.a. Svendborg har oplevet flere gange, men der er det ikke usædvanligt, at vandstanden når over 1,5 meter, og det nåede den ikke, da den var på højeste niveau natten til mandag.

Til gengæld skabte tilbageskvulpet mindre oversvømmelser, typisk ved havne, i en række byer i den østlige del af Sønder-, Syd- og Midtjylland; bl.a. Sønderborg, Aabenraa, Haderslev og Kolding - og længere oppe i bl.a. Horsens og Hou. Vandstanden faldt dog hurtigt igen.

Tilsyneladende var Lemvig eneste sted, hvor oversvømmelserne blev værre end ventet. Limfjordsbyens højvandsmur Le Mur, der ellers både er prisbelønnet, har været besøgt af talrige delegationer fra ind- og udland og flere gange har bevist sit værd, blev tilsyneladende ikke lukket ordentligt. Men det skyldtes efter alt at dømme en menneskelig fejl – og dem kan man som bekendt ikke klimatilpasse sig ud af.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger