Kunstig ø skal finansiere 270 km 'næsten gratis' kystsikring

I tidens løb har flere foreslået en dæmning mellem Hundested og Rørvig, men der har ikke tidligere været inkluderet en ny ø, som kan finansiere størstedelen af projektet. Opfinder Ian Cridland forklarer ideen her.
Brødtekst

Hvem husker ikke Allan, Bodil og alle de andre storme og orkaner gennem de seneste syv år? 

Der kommer fremadrettet flere af dem, som kan føre til oversvømmelser, særligt når man tænker på, at havet stiger omkring 4-6 mm hvert eneste år. 

Nogen kunne vel undres over, hvad vi trisser rundt og venter på?

Jeg har et forslag til en 3,5 km sluse-dæmning og en kunstig ø, som kan sørge for en del af Danmarks kystsikring af den 270 km kyststrækning langs Isefjord og Roskilde Fjord. Hertil hører hele syv kommuner, hvor borgere i de berørte områder vil kunne slippe for at bekymre sig om oversvømmelser og værdiforringelser.

Borgerne kunne samtidig slippe for økonomiske/partipolitiske panderynker, snik-snak og interkommunale trakasserier. Også forsikringsselskaber/lodsejere kunne måske være interesserede i at spare sig for stress og spekulationer i stil med palaveren omkring Jyllinge Nordmark og de lavtliggende grunde.

Det kunne ovenikøbet være, at sluserne på opfordring kunne lukkes, når der var udsigt til oversvømmelse i Jyllinge. En lille fritidssejler-nødhavn ud for dæmningens nordside bør i øvrigt etableres i tilfælde af sluselukning, da der ikke er andre havne på det 60 km lange stræk mellem Odden og Gilleleje Havn.

Men hvad er så undskyldningen for ikke at gøre noget? Måske at ingen vil betale?

Her kommer så forslaget.

3,5 km kombineret dæmning/sluse

Der bygges en kombineret 3,5 km dæmning/sluse mellem Hundested Nordhavn og Isøre i Rørvig Kommune med en pris på ca. 1,5-2 mia. kr. Dæmningen er såmænd det mindste af det hele. Det er jo sluserne, der koster.

Så skal der pumpes sand. Her er det så, at der dukker et par tusinde velbeslåede interessenter op til det første ‘ø-møde’, og så er gildet jo stort set betalt! Der findes nu ingen undskyldning for ikke at gøre noget!

Syd for sluse/dæmningen opføres nemlig Danmarks ydmyge svar på Miami og Dubais ‘Palm Islands’.

slusedæmning Hundested Rødby
Illustration: Ian Cridland

Dæmningen med vej, cykelssti og fortov forbinder Nordøst- og Nordvestsjælland. Omtrent midt på dæmningen er en afstikker mod syd, en 1-2 km lang Strandboulevard.

Strandboulevarden omkranses af badestrand/strandpark og P-pladser, som i øvrigt vil kunne aflaste både Vest-og Østsjælland/Storkøbenhavn, når der optræder hedebølger i Danmark.

Øen, hvor de kommende 3.000-4.000 beboere i første, anden og tredje række til vandet allerede har betalt for udsigt/matrikel og dæmning med bade/bådebroer, herlig sportshal, praktisk dagligvarebutik, fænomenal fælles havn, veloverdækket busholdeplads og naturligvis en dedikeret restaurant eller to, måske gæsteværelser/hotel og vel også ældreboliger/plejehjem/børneinstitution med fælles glasoverdækket gårdmilieu.

Kontorer og boliger på øen

Midt på øen opføres de op til toetagers fællesfaciliteter/kontormiljøer, oven på hvilke taglejlighedernes indvånere kan nyde noget nær 360 graders udsigt. 

En sådan ø vil vel tiltrække beboere/pensionister/hjemmearbejdende samt liberale erhverv med økonomien i orden med lyst og råd til at betale for lys, luft, havudsigt og ordnede forhold.

Linjeføringen på Rørvig-siden er syd om feriekolonien Isøre via en mindre udvidelse af eksisterende vej vest om Rørvigs bevaringsværdige havnemiljø. Hundested/Halsnæs og Rørvig Kommune kan sikkert dele beboere/skatteindtægter mellem sig.

Som vinden blæser, har Isefjordens nord-syd-gående møde med Kattegat via strømninger skabt bundforholdene. Således har de primære vestlige vinde skabt en dybere/bredere rende langs den østlige side af løbet og naturligt efterladt sandbanken midt i udmundingen. Dette må vi rette ind efter. En dæmning med to lige brede sluser på øst- og vestsiden vil efterkomme dette faktum.

Vandmiljøet kan sikres

Det vil ikke være nogen problemer med vandmiljøet, fordi vandstrømmen ind og ud ad fjorden primært foregår i den øst og vestvendte sejlrende, og fordi der netop midt mellem Halsnæs og Rørvig ligger den 1-2 km brede sandbanke, som ‘vi’ kan bygge på (jeg er selv stødt på den i min sejljolle, da jeg kun var en bette knægt).

Og det er jo netop der, hvor vi med fordel kan pumpe ‘lidt ekstra’ sand til, så vi kan skabe et klimasikret paradis, der allerede betalt af de kommende beboere og til glæde for 270 km kystlinje syd for. 

Den øst- og vestlige sluse vil være åbne for vandgennemstrømning hele året, kun undtaget enkelte dage hvert fjerde år, eller når der opstår truende stormflod i et par dage samt ved de jævnlige funktionstests.

Opførsel, forsyning og drift

1. Sømaterialer til øen, dæmningen og strandboulevarden pumpes hovedsageligt fra det store lavvandede område mellem Hundested/Lynæs og Rørvig.

2. Energiforsyning primært fra solceller langs dæmning og på hustage.

3. Færgefarten nedlægges (desværre), men monstro ikke personalet herfra fremadrettet kan drifte sluser/havn samt øens øvrige funktionaliteter.

Kan det hele så egentlig betale sig?

Der har været skrevet en del i tidens løb om, at det ikke kan betale sig (f.eks. her og her), men der har ikke tidligere været inkluderet en ny ø, som kan finansiere størstedelen af projektet.