En trussel mod Danmarks drikkevandsforsyning

Det er vitalt for det danske drikkevand, at en eventuel regional omstruktureringer efter valget ikke bliver en sparerunde på jord- og grundvandsforureningsområdet. Hvis regionerne nedlægges efter valget, kan det betyde, at kvaliteten af og tiltroen til vores drikkevand udhules, mener Jens Brandt Bering, forretningschef for forsyning i Niras.
Brødtekst

Nu ligger det fast, at Danmark skal til folketingsvalg 5. juni. Bliver landets drikkevandsforsyning mon et af de store temaer i valgkampen? Det tror jeg desværre ikke. Men det burde det være, og man kan have et spinkelt håb om, at de seneste fund af nye pesticider kan ændre dette!  

I årtier har vi i Danmark fejret og profileret os internationalt på vores forsynings- og fødevaresikkerhed. Vi har brystet os af vores rene drikkevand – at vi drikker grundvand efter simpel vandrensning for grundvandets naturlige indhold af jern og mangan og ikke benytter avanceret vandbehandling til at fjerne miljøfremmede stoffer i grundvandet.

De seneste 20 år har vist os, at det rene drikkevand i hanerne er hårdt tilkæmpet og på ingen måde nogen selvfølgelighed. Det har krævet og kræver fortsat en fokuseret og specialiseret kortlægning, overvågning og ikke mindst beskyttelsesindsats, og det er noget, vi ikke kan tage for givet. Det er vi de seneste år blevet mindet om talrige gange. Senest gennem massive fund af pesticidrester i vores drikkevand fra sprøjtemidlet chloridazon, nedbrydningsproduktet dimethylsulfamid (DMS) og senest også chlorothalonil-amidsulfonsyre, hvor vi endnu ikke kender problemernes omfang. Vi må ikke reducere eller forsætte vores indsats mod grundvandsforurening. Den skal styrkes – og derfor burde Danmarks drikkevand være ét af de tunge temaer i valgkampen!

Gamle stoffer – nye tal
En nylig opgørelse fra Geus viser, at chokerende 41 procent af boringerne, de danske vandværker benytter, leverer drikkevand med pesticider eller nedbrydningsprodukter fra pesticider. Fire ud af ti. Og i godt 10 procent af boringerne er grænseværdien på 0,1 mikrogram pr. liter overskredet. Samlet set findes spor af DMS, som vi p.t. betragter som det mest udbredte stof, i 30 procent af de 1.565 vandboringer, som blev undersøgt i perioden 2018-19.

Det mest bekymrende er, at ’de nye tal’ sandsynligvis ikke viser ’en ny virkelighed’. Vi er blot først de senere år begyndt at teste for flere stoffer.  

Derfor er det så meget desto mere bekymrende, når valget stiller regionale omstruktureringer eller nedlæggelse i udsigt. Regionerne – og amterne før dem – har opbygget en unik kombination af regional hydrogeologisk indsigt, specialistviden om jord- og grundvandsforurening samt forvaltningspraksis. Bliver det i sidste ende sparekniven, der taler, når regionerne nedlægges, og disse fagmiljøer dermed ødelægges, vil den spareøvelse blive en meget dyr fornøjelse i længden, dels for sikring af Danmarks drikkevand, dels for forbrugernes tillid til at vand fra hanen er at foretrække frem for vand på flaske.

Endvidere kan man være bekymret for, at statens forøgede fokus på de ni såkaldte 'generationsforureninger', som bl.a. omfatter forureninger ved Grindsted og Harboøre Tange, vil skygge for truslerne mod drikkevandsressourcen. Ingen af disse generationsforureninger udgør en risiko for drikkevand og vandforsyninger, og man kan frygte, at dette vil medføre færre ressourcer til opsporing, kortlægning og oprensning af forureninger, som ligger tæt på vandværksboringer, f.eks. vaskepladser i forbindelse med større landbrug og maskinstationer, som ofte medfører forurening med pesticider og nedbrydningsprodukter heraf.

Mellem to stole
Det er et problem for drikkevandsforsyningen at nedlægge regionerne, hvis det betyder nedlæggelse af ’den regionale planlægning’. Både staten og kommunerne vil få svært ved at have det regionale vandmiljø øverst på dagsordenen. Kommunerne skal balancere mange lokale hensyn og skabe gode betingelser for lokalt erhverv osv. og vil have svært ved at prioritere de regionale grundvandsinteresser på tværs af kommunegrænserne. Staten vil have svært ved at have tilstrækkelig lokal og regional indsigt.

Vandkredsløbet er et fagligt og forvaltningsmæssigt kompliceret område. Først og fremmest fordi vandet er ligeglad med kommunegrænser. Men også fordi Danmark på trods af sin begrænsede størrelse har stor geologisk variation på tværs af landsdele. I den regionale struktur kan man bedre holde et højt videnniveau med regionalt kendskab til vandkredsløbet og samtidig opretholde et fagmiljø med de bedste eksperter.

Husker vi tilbage til, da amterne blev nedlagt, førte det til et stort videntab på området for vandløb og grundvand. Det kan ske igen nu, hvor det er regionerne, der står for skud. Der er brug for 'et regionalt lag' imellem det kommunale og det statslige til at varetage vandkredsløbet – ikke kun på grundvandsforureningsområdet, men også områder som eksempelvis klimatilpasning og vandmiljø i søer og vandløb.

En parallel til jordforurening
Ud over stofferne i form af nedbrydningsprodukter og rester fra sprøjtemidler, som åbenlyst er en trussel mod drikkevandsforsyningen, har en ny kortlægning fra Danske Regioner udpeget over 1.228 forurenede grunde, som kan udgøre en forureningsfare for det omkringliggende vandmiljø.

Regionerne har vurderet, at der på ca. 90 lokaliteter er behov for indsatser til at forhindre, at forureningen spredes til vandmiljøet. Omkostningerne til disse indsatser og yderligere afklaring af risiko for de øvrige 1.138 lokaliteter er estimeret til at løbe op i ca. 1,3 mia. kr.

Dermed gælder bekymringerne ikke drikkevandsforsyningen alene, men også området for jordforurening samt natur og vandmiljø på et mere generelt plan. Regionerne eller regionale centre vil også fremadrettet være de rigtige institutioner til at sikre håndtering af jordforureninger såvel som grundvandsforurening til overordnet beskyttelse af drikkevandsforsyningen.
 

Hvis regionerne nedlægges
Hvis regionerne nedlægges er det med hensyn til jord- og grundvandsområdet afgørende, at:

  • strukturen for arbejdet fastholdes. Dvs. at de eksisterende centre/kontorer fastholdes med de nuværende placeringer og bemanding. Herved fastholdes den nødvendige geografiske nærhed samt de faglige og administrative kompetencer.

  • området får en fast, øremærket, 5-årig bevilling minimum på det nuværende niveau. Den stabile finansiering er afgørende for at kunne gennemføre prioritering og afvikling af sagerne økonomisk og miljømæssigt optimalt.

  • håndtering af generationsforureninger finansieres særskilt og gennemføres i et forløb, hvor der tilknyttes et advisory board. Sagerne har et økonomisk omfang, som gør en finansiering gennem den nuværende bevilling urealistisk.

  • der øremærkes midler til en målrettet indsats i forhold til pesticid-truslen mod drikkevandsforurening, og at disse midler udmøntes både nationalt, regionalt, kommunalt og hos forsyningsselskaberne, gerne i partnerskaber.

  • man fastsætter en ny to-benet-forvaltningspraksis, hvor der efter grundige forundersøgelser gives midlertidige, men langsigtede tilladelser til avanceret vandbehandling på vandværker med kildepladser, som er ramt af miljøfremmede stoffer fra ældre forureninger ('fortidens syndere'). Samtidig fastholdes vores tradition med at drikkevandsforsyningen skal baseres på simpel behandling af grundvand, der skal beskyttes gennem en målrettet grundvandsbeskyttelsesindsats. Vi er nødt til at erkende, at forsyningsselskaberne ikke bare kan finde nye kildepladser, men at det samfundsøkonomisk kan være optimalt at foretage midlertidig avanceret vandbehandling indtil forureningen er oprenset og en effektiv beskyttelsesindsats implementeret.

  • det indskrives i alle kommuneplaner, hvordan byudviklingen skal foretages under hensyn til grundvandsressourcen. Det er ikke tilstrækkeligt med en udpegning af OSD og BNBO. Den kommunale grundvandsbeskyttelsesindsats skal via Indsatsplanerne være en integreret del af den kommunale planlægning.

  • man nedsætter en kommission, der får til opgave at fastlægge, hvordan Danmark i fremtiden samtænker vand- og landbrugsinteresser. Der er behov for en fælles køreplan for Danmarks forpligtigelser i forhold til EU’s Vandplaner samt beskyttelsen af vores drikkevand. BNBO er kun første skridt på vejen. Alle er enige om, at landbruget skal kompenseres, og vandforbrugerne skal betale, men hvordan får vi denne enighed omsat til konkret handling?

Forbrugernes tillid til den kommunale drikkevandsforsyning må ikke blive udfordret, og det sker måske netop i disse måneder. Derfor burde Danmarks drikkevand være ét af de tunge temaer i valgkampen! Alternativt begynder vi som forbrugere at købe flaskevand i supermarkedet – og det er ikke bæredygtigt, hverken hvad angår sundhed, miljø eller pris.