Effektiviseringskrav truer klimatilpasningen

Hvis vi skal gøre arbejdet færdigt med klimatilpasning og minimering af overløb til vandmiljøet, er vi afhængige af, at Christiansborg udnytter revisionen af vandsektorloven her i 2021 til at fjerne effektiviseringskravet på klimainvesteringerne, skriver forsyningsdirektør i Hofor.
Brødtekst

Husker du, hvor du var 2. juli 2011? Rigtig mange med bolig i hovedstadsområdet husker tydeligt, hvor de var henne, da himlen åbnede sig for det, der viste sig at være et skybrud af historiske dimensioner - et skybrud som forårsagede voldsomme oversvømmelser af både boliger og erhvervsbygninger.

Trafikken brød flere steder helt sammen – jeg sad selv i kø på Helsingørmotorvejen og måtte finde en anden vej ind til byen. S-togslinjer blev indstillet og dele af motorvejsnettet blev lukket på grund af oversvømmelser. Der gik mange dage før, trafiksituationen var nogenlunde normal igen. Og betydelig længere tid med tørlægning og rengøring af de mange kældre, som stod under vand. Den samlede regning for skader og oprydning for denne hændelse løb alene i København op i fem til seks milliarder kroner. 

2011 blev et wake-up-call. Overalt i byerne trak vi i arbejdstøjet for at bremse følgerne af klimaforandringerne, som ud over oversvømmelser også resulterer i overløb til hav, havn og vandløb, når kloakkerne ikke kan rumme vandmasserne. 

Et problem er vendt til en gevinst

De sidste ti år har Hofor arbejdet på at minimere oversvømmelser og reducere udledning af næringsstoffer til vandmiljøet. Vi investerer i ny infrastruktur og nye løsninger, som kan holde vores byer tørre og reducere de store udgifter, som kommuner, forsyningsselskaber og borgere årligt bruger på at rydde op efter sommer-skybrudene.

Under byernes asfalt bygger vi lange tunneler og opsamlingsbassiner, som kan rumme vandet. I nye bydele separatkloakerer vi og anlægger regnvandskanaler. Vi indretter parker og nye vådområder, hvor vandet kan opbevares og som samtidig har en stor rekreativ værdi for området og borgerne. 

Enghaveparken på Vesterbro i København, De Våde Enge i Vallensbæk, Kongsholmparken i Albertslund og Elverparken i Herlev er eksempler på, hvordan vi kombinerer opsamlingen af vand med rekreative samlingspunkter. Mange steder er spildevands-overløbene tilmed reduceret så meget, at der er anlagt havnebade og strande midt i byen.

Synspunktet fortsætter under fotoet 

Enghaveparken

Enghaveparken på Vesterbro

Illustration: Hofor

Et problem er ved at blive vendt til en gevinst for byer og borgere og giver samtidig samfundsøkonomisk stor værdi.

Mørke skyer truer

Men nu truer et økonomisk problem med at stoppe indsatsen. Den nye omfattende infrastruktur, som skal beskytte vores byer mod oversvømmelser og overløb er i fare. Folketinget vedtog nemlig i december en lov om finansiering af klimatilpasning. Loven betyder, at vandselskaberne skal effektivisere på investeringer i alle nye klimaløsninger - også dem vi udfører på overfladen i samarbejde med kommunerne. 

Det betyder, at hver gang der investeres i et nyt anlæg til at håndtere de store regnmængder, så skal der findes en besparelse på op til næsten 20 pct. af investeringen. Alene i København skal der investeres mere end 10 milliarder kroner i nye skybrudsanlæg. Der er således tale om eksorbitant store sparebeløb. Og da vi drives som et non-profit selskab, er der ingen penge på kistebunden eller muligheder for at skabe overskud. Derfor er klimatilpasningen nu i alvorlig risiko for at stoppe. Med mindre der findes en løsning, har Hofor simpelthen ikke penge til at investere i klima- og skybrudsprojekter.

Reglerne skal ændres

Vi har som ledere af et vandselskab stor forståelse for, at vandsektoren, præcis som andre sektorer, hele tiden skal arbejde på at blive mere effektiv. Forbrugernes vandregning skal ikke være højere end højest nødvendigt. Men skal vi nedbringe udgifterne til nye investeringer, så skal det ske på den måde, som vi gør nu – gennem udbud, samfundsøkonomiske beregninger og nøje planlægning. Det er i forarbejdet og ved udbuddet, vi kan og skal spare.

Vores borgere har krav på at bo i byer, der kan tåle det danske udevejr. Lad os sammen få det til at lykkes.