Et nyt interaktivt kort viser, hvor store værdier der går tabt, hvis en stormflod eller erosion rammer en kyststrækning.
Det er Kystdirektoratet, der nu for første gang sætter tal på prisen for ikke at sikre kysterne mod stormflod og erosion i det nye værktøj Kystplanlægger. Et værktøj, der er designet i dialog med KL og kommunerne.
Omkring 430.000 danskere bor i de områder ved kyst og fjord, hvor Kystdirektoratet har kigget på risikoen for oversvømmelse. Kystplanlægger viser risikoen på en given strækning i dag, om 50 år og om 100 år – med farvekoder fra grøn (lav risiko) til lilla (meget høj risiko) - og giver vejledende forslag til kystbeskyttelse på den valgte strækning, f.eks. et dige eller sandfodring.
På hver fjerde kyststrækning anbefaler Kystdirektoratet en bedre og mere gennemtænkt sikring af kysten med f.eks. diger og højvandsmure, enten helt nye eller forbedrede og udbyggede.
Hvor skal man ikke sikre kysten?
Alene for hovedstaden vil det koste adskillige milliarder kroner at beskytte mod oversvømmelser, der kan få store økonomiske konsekvenser, ikke mindst for metroen.
Men selv om det kan være dyrt at sikre kysten, vil det oftest være endnu dyrere at lade være – i hvert fald i de områder, hvor der er store værdier på spil.
Kystplanlægger giver ikke direkte fingerpeg om, hvilke strækninger der er for dyre at sikre, og hvor det bedre kan betale sig at rømme kysten. Det gør man i Storbritannien, og det har danske fagfolk og eksperter også efterlyst herhjemme.
Kystteknisk chef i Kystdirektoratet Per Sørensen fremhæver dog, at det fremgår indirekte af værktøjet.
»Der er områder i Danmark hvor vi anbefaler, at en stigning af risikoen accepteres,« siger han.
Per Sørensen tilføjer, at der er andre virkemidler end kystbeskyttelse:
»Her er planlægning og robusthed i samfundet to vigtige virkemidler,« fremhæver han.
Havet er ligeglad med kommunegrænser
Fagfolk og eksperter har længe peget på et generelt behov for større statslig koordinering af indsatsen for at beskytte de danske kyster, og regeringen har siden tiltrædelsen lovet at imødekomme ønsket.
Miljøminister Lea Wermelin (S) fremhæver i en pressemeddelelse, at »oversvømmelse og erosion er reelle trusler mod vores kyster, og de huse og andre store værdier, vi har i kystområderne.«
»Med Kystplanlægger får vi detaljeret viden om, hvor risikoen er størst 100 år ud i fremtiden. Værktøjet er en skattekiste af viden og forslag, som kystkommunerne kan bruge til at planlægge fremtidens kystbeskyttelse. Havet er ligeglad med kommunegrænser. Derfor er Kystplanlægger lavet, så det kan understøtte samarbejdet om kystbeskyttelsesindsatser på tværs af kommuner,« siger hun.
KL ønsker statslig fond
KL har som nævnt været med til at designe værktøjet, men organisationen peger på, at der stadig mangler regler for, hvordan omkostningerne skal fordeles.
Som loven er i dag, skal de husstande, der får gavn af kystsikring selv være med til at betale. Men det kan være svært for mange lodsejere at blive enige, og kommunen kan ikke tvinge dem.
Formanden for KL’s Miljø- og Forsyningsudvalg Jacob Bjerregaard (S) understreger, at udgifterne til at sikre kysten nogle steder er så store, at der er behov for at staten støtter.
»Vi er nødt til at have en statslig fond til kystsikring, for nogle kommuner og byområder har meget store milliardbeløb i klemme ved oversvømmelser. Huse kan miste værdi, og det går ikke blot ud over borgerne, men også over realkredit- og forsikringsbranchen,« mener Jacob Bjerregaard.
Også DI er bekymret for finansieringen
Dansk Industri (DI) er på samme linje. Chef for Infrastruktur Henrik Friis mener, at Kystplanlægger er »et rigtig godt værktøj.«
»Men der er ingen løsning til den gordiske finansieringsknude,« siger Henrik Friis.
Han fremhæver, at staten i dag årligt yder næsten 180 mio. kr. til fællesaftaler med vestjyske kommuner til sandfodring, hvor kommunerne selv kun bidrager med 10 pct.
»Der er til gengæld ikke en krone til resten af kysterne udover en mindre pulje til diger og helhedsløsninger, hvor der er støre risiko for skader på byer, ejendomme og infrastruktur. Derfor er det nødvendigt med en statslig fond, der kan medfinansiere alle slags kystbeskyttelse, som også skal ses i sammenhæng med klimasikring af byerne. Det er utopisk at tro, at lods- og husejere kan bære alle omkostningerne selv, hvor det ofte ender med indbyrdes skænderier om fordelingen mellem husrækkerne. Samtidig er det alt for store samfundsinteresser i, at staten ikke tager et overordnet ansvar,« mener Henrik Friis.
Han tilføjer, at det er vigtigt, at man i anbefalingerne til kommunerne husker på, at ændringen i Kystbeskyttelsesloven i 2018 gav mulighed for flere hårde og vedvarende løsninger til kystbeskyttelse, der kan kombineres med sandfodring.
Tvivl om værdisætningen af skaderne
Professor i klimatilpasning på DTU Miljø Karsten Arnbjerg-Nielsen siger, at »det er en klar fordel, at der nu kommer et samlet overblik.«
»Så stor ros til regeringen for at have taget dette initiativ. På den anden side ville det være rart at kende forudsætningerne for f.eks. værdisætningerne allerede ved offentliggørelsen. Men de mangler i det offentliggjorte materiale, og bliver først offentliggjort i december,« siger han og henviser til metoderapporten for Kystplanlægger.
Karsten Arnbjerg-Nielsen er blandt de eksperter, der tidligere har påpeget, at værdisætningen for stormflod og andre klimaskader ofte sættes for lavt.
I sidste uge aftalte et bredt politisk flertal at sætte gang i arbejdet med en national klimatilpasningsplan – herunder et pilotprojekt om stormflodsbeskyttelse af hovedstaden. Som led i det arbejde skal man også drøfte, i hvilket omfang staten skal hjælpe økonomisk.
