Mange sløjfninger af spøgelsesboringer overholder ikke bekendtgørelsen

Der er tusindvis af boringer, som enten ikke er sløjfet eller er sløjfet utilstrækkeligt. Det er medvirkende til, at beskyttelsen af vores drikkevand ikke er så god som vi går og tror, skriver grundvandsspecialist i Rambøll.
Brødtekst

Ude i det danske efterårslandskab, nogle gange skjult bag højt græs, befinder sig et ukendt antal såkaldte ’spøgelsesboringer’ - drikkevandsboringer, der ikke længere er i drift. Når en drikkevandsboring hverken er i brug eller forsvarligt sløjfet, udgør den en latent forureningstrussel mod vores grundvand, fordi der så stort set er fri passage til, at alskens giftig- og ubehageligheder kan trænge ned.

På den baggrund er det naturligvis positivt, når kommuner som eksempelvis Vejle nu giver økonomisk støtte til at få sløjet deres spøgelsesboringer. Men dermed er alt desværre ikke rosenrødt.

Når det kommer til ’forsvarlig sløjfning’, så står der i boringsbekendtgørelsen, at »Sløjfning af boringer og brønde skal foretages således, at de oprindelige jordlags vandstandsende evne retableres, således at der ikke gennem anlægget kan ske forurening af grundvandet eller udveksling af vand mellem forskellige grundvandsmagasiner.«

Det er jo ret klar tale, men i praksis kan vi desværre konstatere, at dette krav desværre ikke opfyldes til fulde. Derimod ser vi alt for mange sløjfninger, der ikke sker forsvarligt, hvilket næsten udgør en endnu større trussel mod grundvandet end spøgelsesboringerne i sig selv, fordi forureningsrisikoen så bliver endnu sværere at fjerne fremover – både rent teknisk, men også fordi sløjfningen nu vil være blåstemplet af myndighederne. 

Betonit og skorstenseffekt

Den typiske årsag til, at boringerne ikke sløjfes forsvarligt, er, at man bruger metoden med blot at fylde boringerne op med betonit. Det kan såmænd være udmærket, især på nye boringer. Problemet er bare, og nu bliver det lidt teknisk, at mange gamle boringer er udført uden en forsegling imellem forerør og formation.

Det betyder, at selv om man fylder boringen op med bentonit, så har man ikke stoppet forureningsvejen, fordi der vil ske en strømning langs ydersiden af forerørene gennem de forskellige geologiske lag, således at det nedsivende kan resultere i en kontaminering af de underliggende magasiner – også kendt som en ’skorstenseffekt’.

Hvis man skal være på den sikre side, bør man i stedet bese og håndtere hver boring individuelt, og hvad angår gamle boringer typisk tage røret op, bore det oprindelige borehul større (overboring), og fylde det op med en blanding af betonit og beton. Problemet er bare, at en sådan løsning hurtigt kan komme op og koste det tidobbelte af en betonitløsning. Udfordringen kan således koges ned til ’tid og penge’, hvilket nok ikke er den store overraskelse.

Råd til at se igennem fingre?

Spørgsmål er bare, om vi som samfund har råd til at se igennem fingre med de uforsvarlige boringssløjfninger i det lange løb? Hvis vi ikke får taget skeen i den anden hånd på et tidspunkt, hvor der både er politisk medvind og ministeriel bevågenhed på grundvandsområdet, hvordan skulle vi så gøre det?

Og hvordan forklarer vi de kommende generationer, at vi måske alligevel ikke mente dét med grundvandssikkerheden lige så alvorligt, som vi måske fik det til at lyde?