Kommunerne har et ansvar for at sikre drikkevandet mod forurening

I anledning af Vandets Dag opfordrer partner i Dansk Drikkevandskontrol kommunerne til at kigge indad og nøje overveje deres opgaver som tilsynsmyndighed, bygningsejer og administrator af den lokale vandforsynings regulativer omhandlende levering af drikkevand.
Brødtekst

Den 22. marts er af FN udpeget til at være Vandets Dag, og selv om der i en tid præget af covid-19 for nogle kan være langt til at tale om 'verdensmål og andre filosofiske initiativer', så mener vi, at der mere end nogensinde er brug for at sætte fokus på både Vandets Dag og FN's Verdensmål.

Menneskers sundhed hænger tæt sammen med adgang til god vandhygiejne og sanitære forhold. I Dansk Drikkevandskontrol, som er et uafhængigt netværk, ønsker vi gennem fokus på rent drikkevand at skabe sundhed til mennesker og sætte bedre standarder inden for arbejdet med bygningers vandinstallationer.

I Danmark tager de fleste for givet, at der hver eneste dag er rent drikkevand i hanerne, og vedligeholdelse af bygningers vandinstallationer er noget, som man sjældent (aldrig) tænker over. 

Men: I det store verdensbillede er det et faktum, at et ud af tre mennesker i dag ikke har adgang til rent drikkevand og fremtidsudsigterne peger på, at frem mod 2050 kan op til 5,7 milliarder mennesker i perioder kunne komme til at undvære adgang til rent drikkevand i mindst en måned om året.

Et meget aktuelt eksempel herhjemme så vi i februar på Frederiksberg, hvor forsyningen grundet fund af jordbakterier (coli) i vandforsyningsnettet måtte udstede kogepåbud for en del deres forsyningsområde. Samme ubehagelige oplevelse oplevede vi i 2019 i Aalborg, hvor der måtte opstilles decentrale vanddepoter. 

Forurening af gadeledningsnet og bygningers vandinstallationer

De indledende eksempler er desværre blot to ud af mange, som tydeligt viser sårbarheden for så vigtigt et produkt som drikkevand. Men én ting er de udvendige forhold, hvor mange vandforsyninger siden 2016 har været pålagt at fremstille drikkevand i henhold til den internationale fødevarestandard ISO 22000, noget andet er befolkningens begrænsede kendskab til Bygningsreglementets krav til bygningsejere om vedligeholdelse og sikring af bygningers vandinstallationer.

Af Bygningsreglementet fremgår det, at vandinstallationer skal udføres, sikres og vedligeholdes, så de opfylder gældende krav til henholdsvis DS 439 (vandnormen), DS/EN 1717 (sikring mod tilbagestrømning) og DS/En806-5 (vedligeholdelse af ventiler og komponenter).

Af Fødevarestyrelsens Hygiejnevejledning (siden 2014) fremgår det om bygningers vandinstallationer, at vand, der bruges på fødevarevirksomheder, som udgangspunkt skal være drikkevand, der overholder kvalitetskravene i Naturstyrelsens drikkevandsbekendtgørelse.

Hvis virksomheden ændrer ledningssystemet, fx ved ombygning, eller begynder at bruge tappesteder, som ikke har været brugt i længere tid (tænk på alle de bygninger som grundet covid-19 er blevet lukket ned), skal virksomheden sikre, at vandet stadig er fødevaresikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Det er vigtigt at forstå, at kvalitetskravene gælder helt ind til det sted i virksomheden, hvor vandet bliver brugt i »produktionen«. Fx når vandet bruges som ingrediens i fødevarer, til vask af fødevarer, ved anvendelse af industriopvaskemaskiner, i storkøkkener og til rengøring af overflader, der kommer i kontakt med fødevarer.

Kommunerne skal som myndighed over for bygningsejeren påpege reglerne, som gælder for sikring og vedligeholdelse af bygningens vandinstallationer, mens drikkevandsforsyningerne står for at levere rent drikkevand »i hele vandbanen«

Vandforsyningers regulativer

I anledning af Vandets Dag vil vi opfordre samtlige kommuner til at kigge indad og tænke over deres opgaver som både tilsynsmyndighed, bygningsejer og administrator af den lokale vandforsynings regulativer omhandlende levering af drikkevand.

I forhold til regulativer og leveringsbestemmelser er det kommunalbestyrelsen, der principielt godkender ændringer og tilpasninger, hvorefter vandforsyningen via deres website offentliggør bestemmelserne over for forbrugere og erhvervsliv. 

Hermed et sammendrag fra en vandforsynings regulativ for levering af drikkevand (godkendt af kommunen januar 2021):

»Vandinstallationsarbejder, der er omfattet af autorisationsloven, må kun gennemføres, efter der er indhentet tilladelse til arbejderne, og det er den lokale byggemyndighed (kommunen), som udsteder tilladelsen. 

Vandinstallationer skal udføres, så de opfylder kravene i Bygningsreglementet, hvor der i vejledningen til overholdelse af Bygningsreglementet henvises til DS 439 (Vandnormen) og til DS/EN 1717 (tilbagestrømningssikring).

Vandforsyningen kan kræve dokumentation for, at tilbagestrømningssikring er etableret, og at disse fungerer forskriftsmæssigt.«

Som bygherre er kommunerne underlagt samme krav fra Bygningsreglementet, som enhver anden bygherre. Det vil sige, at de er forpligtet til at efterse, vedligeholde og sikre deres bygningers vandinstallationer. Situationen med covid-19 har betydet, at mange kommunale ejendomme er blevet lukket ned i lang tid, hvilket har medført ufattelige mængder af stillestående og potentialet bakteriefyldt drikkevand. 

Derved er der ikke kun stor fare for forurening, men også risiko for udvikling af legionella-bakterier, hvilket i særlige tilfælde kan være livstruende.  

På det seneste har vi været involveret i et kommunalt tiltag, hvor man sammen med det lokale erhvervsliv ønsker at udvikle bæredygtige forretningsmodeller til gavn for begge parter. Fra vores side har vi spurgt ind til, om det ikke kunne være en idé også at sætte fokus på kommunens egne bygninger, hvor vi sammen kunne etablere processer for eftersyn og gennemskylning for derved at eliminere risikoen for bakterieudvikling i både koldt- og varmtvandsinstallationerne.

Eftersyn kan jo også være med til at afdække potentielle vandskader forårsaget af dårligt vedligeholdte installationer – noget, som vi i daglig tale kalder rettidig omhu, og som vi rigtig gerne ville hjælpe kommunen med at handle på.

Om vi kommer videre vides i skrivende stund ikke, men vi har i hvert fald forsøgt at byde ind med et konkret forslag til både bæredygtighed, vandhygiejne og ansvarlighed for menneskers sundhed, trivsel og økonomi.

Udarbejd risikovurderinger

Der er risiko ved drift af alle drikkevandssystemer, og konsekvenserne af risici er meget forskellige fra anlæg til anlæg, men der vil altid eksistere en fare for ulykker. Det er derfor vigtigt at være opdateret med seneste viden og erfaringer inden for eftersyn, vedligeholdelse og sikring af bygningers kritiske vandinstallationer.

Derfor mener vi, at det vil være en god idé at udarbejde risikovurderinger, som i relation til tilbagestrømning mod de offentlige gadeledningsnet såvel som intern forurening af bygningers vandinstallationer kan give en beskrivelse af risici i forbindelse med projektering eller vedligeholdelse installationerne.

En risikovurdering vil ikke kun bidrage til, at der kan foretages ændringer forud for projekteringen eller ved udarbejdelse af vedligeholdelsesplaner. Processen vil også bidrage til at sikre rent drikkevand i hele vandbanen lige fra »boring til bygningens sidste tappested«.

Risikovurderingen bør som minimum beskrive forhold som:

  1. Hvordan drikkevandsinstallationerne er designet.
  2. Hvilke maskiner og apparater, som er tilsluttet drikkevandinstallationerne.
  3. Hvilke kategorier af vand findes der i virksomhedens drikkevandsinstallationer.
  4. Hvilke sikringsenheder er nødvendige ved de forskellige kategorier, herunder også beskrivelse af procedurer for vedligeholdelse.
  5. Beskrivelse af forslag til løsning og information til myndigheder.

Dokumenteret viden er nøglen til bæredygtigt byggeri

I forhold til drikkevand, bæredygtighed og eksempelvis fremtidige DGNB-certificeringer af bygninger, så er det vores påstand, at ingen af delene kommer til at fungere, hvis ikke man forstår betydningen af at kende til vandkvaliteters betydning forud for valg af materialer til bygningers drikkevandsinstallationer.

Påstanden understøttes af, at der ifølge brancheforeningen Forsikring og Pension tilbage i 2019 blev udbetalt cirka 21 milliarder kroner i samlet erstatning til rør og vandskader i store beboelsesejendomme. Dertil kommer cirka 2,3 milliarder til dækning af rør- og vandskader i mindre ejendomme. 

Skaderne skyldes ofte manglende viden om vandkvaliteters betydning for valg af materialer til bygningers vandinstallationer, hvilket ifølge fagfolk for en stor del af skadernes vedkommende kunne være undgået, hvis man i både projekterings- og vedligeholdelsesfaserne var opdateret med seneste viden på området.

Bæredygtighed er ikke at gøre, som man plejer og genbruge projekterings- og udbudsmaterialer, når der skal designes vandinstallationer. Det gamle ordsprog om »at hvis man gør, som man plejer, så får man også, hvad man plejer at få« kan direkte overføres til de mange korrosions- og forureningsskader i bygningers vandinstallationer, som ofte ender ud i syn- og skønssager (hvor kun advokaterne bliver vindere), hvor relativt nye rørinstallationer skal udskiftes efter kort tid.

Dokumenteret viden om vandkvaliteters betydning for materialevalg er ikke kun en del af nøglen til bæredygtige vandinstallationer - det er et væsentligt element i at sikre sundt drikkevand i hele vandbanen, og det er mit håb med dette indlæg at skabe en konstruktiv debat om både kommuners, bygningsejeres, rådgiveres og udførendes ansvar for at tage godt imod det sunde drikkevand, som vandforsyningerne arbejder hårdt på at levere til matriklen.

Prøv WaterTech

Få 3 ugers gratis og uforpligtende prøveabonnement

Klik her