Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Producentansvar – tandsættet uden bid

Producentansvar er en smuk idé, men der er uendeligt langt fra idé til virkelighed.
Synspunkt 26. januar kl. 06:00
errorÆldre end 30 dage

Hvis producenterne bliver ansvarlige for deres produkter fra vugge til grav, er ideen, at det vil skabe et incitament til at producere bedre og mere bæredygtige produkter. Produkter, der kan skilles ad og genanvendes. Produkter, der ikke vil udgøre et miljøproblem, når de er udtjent og bliver til affald. 

Producentansvar blev som svensk idé fostret i begyndelsen af 90’erne. Der er dog tale om en idé på linje med folkeskolens handleplaner og ikke en naturlov som f.eks. tyngdekraften. 

EU har i flere omgange baseret regulering af affaldsområdet på ideen om producentansvar. F.eks. elektriske og elektroniske produkter, batterier, akkumulatorer og dæk. Det nyeste skud på stammen er kravet fra EU, om at der i 2025 skal indføres producentansvar for emballager. 

Vi har nu lang erfaring at trække på, når vi nu skal finde ud af, hvordan vi i Danmark på en klog måde skal introducere producentansvar for emballager i 2025.

Alle erfaringer i Danmark og i udlandet peger entydigt på, at producentansvar ender i et slagsmål om, hvordan man deler opgaven mellem producenterne og det offentlige affaldssystem. Et slagsmål, der kan koges ned til, hvem der skal betale

Et vingeskudt initiativ

Hvis producentansvar skal have en reel chance som regulatorisk idé, så skal incitamenterne være klare.  Det økonomiske ansvar for produktet fra vugge til grav skal derfor også entydigt, fuldt og helt påhvile producenterne. Der er ikke meget ide i at sige, at forureneren skal betale, for så at sende regningen til en anden.  

Lad os tage et dansk eksempel. Der er producentansvar på elektronikaffald. Det er ovenikøbet en af de få affaldsstrømme, der er penge værd pga. indhold af ædelmetaller som kobber, sølv og guld, sjældne grundstoffer osv. Producentansvaret for elektronikaffald blev indført tilbage i 2006, og vi har således 15 års solid erfaring at stå på. Så hvad har vi lært?

Har producentansvaret medført, at vi har fået bedre, mere miljørigtige og mere genanvendelige produkter? Svaret er klart nej. De seneste 15 år er levetiden på elektronik faldet dramatisk, kompleksiteten af produkterne er steget og reparerbarheden og genanvendelsen faldet. Vi er på ingen måde i nærheden af at levere bare en brøkdel af de gevinster, som ideen om et producentansvar lovede på skrivebordet. 

Hovedårsagen til, at den regulatoriske idé om producentansvar fejler, skal givetvis findes i mekanismerne, der påvirker forbrugernes individuelle valg. Producenternes glitrede markedsføring, modeluner, pris, produkternes teknisk performance, convenience, etc. Der er rigtigt mange ting, der af den individuelle forbruger kan opfattes som vigtigere end produkternes genanvendelighed. 

Borgerne samler producenternes regning op

Fra chefstolen i ARC må jeg samtidig konstatere, at producenterne er sluppet afsted med at dukke sig for væsentlige dele af regningen.

I vores område indsamler vi elektronikaffald på alle de 10 genbrugspladser og 7 nærgenbrugsstationer, som ARC driver for ejerkommunerne. Arealer, mandskabstimer etc. betales ikke af producenterne men af os og dermed borgernes affaldsgebyr. Vi har samlet ca. 540 m2 under tag til håndtering af elektronikaffald. Det har udgjort en etableringsudgift på ca. 4,3 mio. kr. Dertil kommer en meget konservativ anslået vedligeholdelsesudgift på ca. 250.000 kr./året. 

 Herudover anvendes et samlet udendørsareal på ca. 250 m2 til opbevaring af bure mm, samt 900 m2 til containere til indsamling af hårde hvidevarer. Det svarer til en konservativt anslået årlig udgift på ca. 1,04 mio. kr.

Indsamling af hårde hvidevarer i containere kræver derudover indkøb og vedligehold af i alt 18 containere til en indkøbspris af kr. 70.000 pr. stk., dvs. i alt omkostninger på ca. 1,4 mio. 

En stor post er medarbejdernes håndtering af elektronik og hårde hvidevarer på pladserne, inkl. tilhørende administrative opgaver. Det bruger vi samlet ca. 171 timer/uge, dvs. 8.892 timer pr. år svarende til ca. 3,6 mio. kr./år.

Der forekommer beklageligvis arbejdsskader ifm. håndteringen af elektronikbure mm. Det skyldes bl.a., at det udstyr producenterne ifølge reglerne skal betale for og levere, ofte er af dårlig og billig kvalitet. I 2018 havde vi i ARC en arbejdsskade, i 2019 og 2020 havde vi beklageligvis to arbejdsskader/år. Arbejdsskaderne i 2020 medførte sygefravær på i alt 260 timer. 

Et system uden konsekvenser

Der er generelt uacceptabelt, at producenterne kan slippe afsted med at levere billigt, underlødigt opsamlingsudstyr, som vi skal bruge. På denne måde afskæres vi som affaldsselskab også fra at arbejde med udstyr og indretning for at sikre et godt og sikkert arbejdsmiljø for vores medarbejdere og forbygge skader. Jeg nægter at tro, at producenter foretager en kyniske kalkule af deres omkostninger til udstyr ifht. vores omkostninger til sygedage. 

Men jeg må konstatere, at snitfladerne og incitamenterne i den måde, vi har indrettet producentansvaret på, i dag ikke er hensigtsmæssig. Producenterne kan hverken se eller mærke konsekvenserne af deres valg. Hverken i form utilfredse medarbejdere, afvigelser i arbejdsmiljøcertificeringen eller omkostninger til sygedage. Det er ikke i orden. 

Opbevaring af elektronik på pladserne medfører også gener og omkostninger relateret til indbrud i elektronikrum. På vores genbrugspladser havde vi 5 indbrud/indbrudsforsøg i 2020. Skaderne varierer i sagens natur meget, afhængigt af hvor meget der bliver ødelagt fra gang til gang. I 2020 kostede de ubudne gæster os ca. 100.000 kr. 

Der brydes ind i elektronikrummene, fordi noget elektronikskrot er penge værd, f.eks. telefoner, computere, iPads etc. Der er regler om, at producenternes værdier skal være låst inde. Omkostninger til sikring af værdierne og omkostninger ifm. indbrud påhviler dog ikke producenterne, der stryger gevinsten, men i stedet kommunerne/affaldsselskabet. Det er også en uhensigtsmæssig snitflade. 

For at sikre en effektiv transport af elektronikaffaldet omlastes affaldet. Også her dukker producenterne sig, og regning falder ned hos ARC. Dette til trods for at gevinsten i form af lavere omkostninger til den videre transport tilfalder producenterne. 

På ARC omlastningen håndteres elektronik og hårde hvidevarer for Frederiksberg og København.

I alt anvendes 850 m2 til håndtering af elektronik, hvoraf 340 m2 er under tag. De samlede omkostninger til drift og vedligehold af areal/ejendom, inkl. husleje, udgør 690.000 kr./år. Håndteringsomkostninger (mandskab) udgør 675.000 kr. år.

Vi må ikke være naive

Som affaldsselskab betaler vi således årligt store millionbeløb, der reelt skal bæres af producenterne. Ud over at det aldrig er rart at blive holdt for nar, udgør snitfladerne et mere principielt/systemisk problem. 

Når meget væsentlige dele af produkternes omkostninger til affaldshåndtering ikke bæres af producenterne, udhules det prissignal, forbrugerne står overfor, når de skal træffer deres valg. Mange faktorer har som nævnt betydning for forbrugernes valg. Prissignalet har betydning. Med de forkerte økonomiske snitflader amputeres producentansvaret og bliver reduceret til pæne greenwashing skåltaler, i stedet for at få chancen som reelt regulatorisk instrument, der vil føre til design og produktion af bedre og mere genanvendelige produkter. 

Vi skal ikke være naive. Producentansvar bliver aldrig en magisk pille. Men når vi nu har bestemt, at det er den idé, vi skal indrette vores regulering efter, skal vi også gøre, hvad vi kan for at indarbejde de rigtige incitamenter i instrumentet. Det betyder, at producenterne fuldt og udelt skal bære hele regningen fra vugge til grav i alle led af den efterfølgende affaldsbehandling, som produktet medfører.


 

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Du har ikke tilladelse til at deltage i debatten. Kontakt support@ing.dk hvis du mener at dette er en fejl.
Forsiden