Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Producentansvar – som at slå søm i med en regnorm

1 kommentar.  Hop til debatten
Jacob H. Simonsen, Direktør i ARC, svarer i dette synspunkt på Henrik Egede, direktør i APPLiA Danmarks, modsvar til Simonsens tidligere synspunkt om producentansvar bragt på WasteTech.
Synspunkt 9. februar kl. 06:00
errorÆldre end 30 dage

Henrik Egede fra APPLiA har bestemt forstået budskabet i mit indlæg ’Producentansvar – tandsættet uden bid’: Producentansvaret er en smuk ide, men der er uendeligt langt fra ide til virkelighed. 

Jeg er glad for, at Henrik Egede griber debatten. For den er vigtig, særligt når vi står over for at skulle bruge samme reguleringsmæssige greb, når vi efter 2025 skal implementere producentansvar for emballager. Og det er derfor, at vi allerede nu bør kigge på de erfaringer, vi har gjort os gennem de seneste år.

Her kan vi hos ARC konstatere, at mange af omkostningerne til håndteringen af elektronikaffaldet overvæltes på borgerne i fællesskab (via affaldsgebyret). Omkostningerne burde rettelig afholdes af producenterne og lægges på varens pris, og dermed være et direkte incitament for kunderne til at købe de mere miljørigtige produkter. 

ARC ser gerne, at affaldssystemerne bliver indrettet sådan, at vi får mindst muligt at lave. Mere genbrug og genanvendelse, mere cirkulær økonomi, flere reparationer, mindre spild, bedre ressourceudnyttelse.

ARC er ikke sat i verden for at tjene penge. Vi skal håndtere det spild/affald, der opstår som følge af borgernes forbrug. Når vi løser vores opgave, har vi fokus på at minimere den miljø- og klimamæssige påvirkning. Hvis der ikke er affald tilbage i samfundet, bliver vi arbejdsløse – og så har vi alle vundet. 

Det er i den kontekst, jeg rejser debatten. Det redskab, vi har tænkt at bruge for at opnå miljø- og ressourcemæssige fordele, er lige så uegnet, som at forsøge at slå et søm i med en regnorm.

Jeg kan forstå, at APPLiA er godt tilfredse med producentansvaret, som det er indrettet i dag. Det er måske ikke så underligt, når store dele af den regning, producenterne burde betale, lander hos nogle andre. Det har jeg tydeligt dokumenteret. Bare for ARCs vedkommende er det mange millioner kroner om året. Det gavner producenternes pengepung her og nu, men miljøet vinder intet. 

Idéen bag

Idéen bag producentansvar er jo netop, at der skal være den størst mulige tilskyndelse til, at producenterne står på mål for deres produkters livscyklus – lige fra produktionen indtil de i sidste ende bliver til affald.

Man har dermed ønsket at indføre et incitament til, at de produkter, der er miljømæssigt ringe, bliver dyre og dermed konkurrencemæssigt mindre attraktive for forbrugeren. Et dårligt produkt er i denne sammenhæng et produkt, der er vanskeligt at genanvende, indeholder problematiske stoffer og så videre.

Kæden springer naturligvis af, når store dele af prisen for affaldshåndtering ikke kanaliseres tilbage til producenten og forbrugeren, men betales af andre. Prissignalet slår ikke igennem over for forbrugeren, når producenten ikke bærer den fulde omkostning. 

Da producentansvaret for elektronikaffald skulle indføres for snart mange år siden, var det blandt mange elektronikproducenter forventet, at de enkelte elektronikproducenter ville få deres egen elektronik tilbage. I så fald ville der være en kæmpe konkurrencemæssig fordel i at indrette sine produkter med færre farlige stoffer og gøre dem lette at skille ad.

Dengang var der flere elektronikproducenter, der havde sat et stort udviklingsarbejde i gang. 

Incitamentet er dødt

Under forhandlingerne lykkedes det så branchen at få igennem, at producentansvaret skulle indrettes, så affaldet samles ind og behandles samlet. Dér døde incitamentet.

Det gjorde udviklingsarbejde med mindre kemi og lettere adskillelse til en konkurrencemæssig ulempe, fordi produkterne var lidt dyrere at lave, og firmaet ikke fik den noget større besparelse ved tilbagebetalingen, den ellers ville have fundet.

Når branchen så samlet fedter en pæn del af regningen af på andre for den miljøpåvirkning, som deres produkter medfører, så er der intet tilbage af de gode tanker og flotte hensigter udtænkt i lønkammeret. Ideen kan være nok så smuk, men der er uendeligt langt fra idé til virkelighed. 

Hvis producentansvaret skal virke, skal den enkelte producent være forpligtet til at tage de produkter tilbage, som vedkommende sætter i omløb på markedet. Og producenten skal betale hele regningen for den miljøbehandling (og/eller miljøpåvirkning), som hans produkt medfører.

Dermed vil forbrugeren (alt andet lige) stå over for valget mellem et dyrt miljøbelastende produkt eller et billigere og mere miljørigtigt produkt. Incitamentet til at skabe reparérbare produkter vil også slå igennem til glæde for miljøet. Incitamentet vil være på plads og en smuk tanke vil blive genoplivet. 

1 kommentar.  Hop til debatten
Debatten
Du har ikke tilladelse til at deltage i debatten. Kontakt support@ing.dk hvis du mener at dette er en fejl.
#1
Finn Langgaard
1. juni kl. 23:39

Der er hundredevis af producenter og tusindvis af importører af varer, som er emballeret fra fabrikkernes side.

Man kan næsten ikke forestille sig et system, hvor såvel emballage som vare vurderes individuelt på en lang række parametre, og udfra vurderingen pålægges en samlet pris for bortskaffelse pr. solgt enhed.

Så vidt jeg husker er det tyske duales-system indrettet sådan, men kun for så vidt angår emballagen. Hver forhandler betaler så til en fælles kasse for det estimerede, årlige salg, hvorefter fællesskabet sikrer bortskaffelse. Det vil sige, at manindsamler og modtager embalagerne på store sortereanlæg og efterfølgende afsætter de sorterede materialer bedst muligt.

Sortereanlæggene er altså ejet af systemet, som igen er bygget op som en virksomhed - først og fremmest med stærkt fokus på økonomi, så ordningen bliver billigst mulig for virksomhederne. Derfor afsættes både til genanvendelse (i EU eller ude i verden), til deponering og som brændsel - afhængigt af hvad der er mest økonomisk fordelagtigt. Så vidt jeg ved, er der ingen offentlighed om afsætningen og ingen pligt til at indberette tal for slutbehandling af de sorterede mængder.

Når blot affaldet er afleveret til sortering, bliver det regnet for genanvendt - også selv om det bliver eksporteret, brændt eller deponeret.

Sådan regner vi ikke i Danmark - og det er grunden til, at vi i statistikkerne halter uhjælpeligt bagefter. For at få sammenlignelige tal, skal vi ændre vores beregningsform, lære at betragte kildesorteret som værende lige så godt, som industriel sortering - og omdøbe vores affaldsforbrændingsanlæg til energianlæg, så de både kan brænde affald og kildesorteret affald, som ikke med fordel kan genanvendes - opdelt ved indvejningen naturligvis, men ellers behandlet som i dag. Dvs. med høj energiudnyttelse.

Forsiden