CCS er stadigvæk ikke et klimaredskab

Carbon Capture and Storage (CCS), på dansk CO2-fangst og -lagring, er sat på klimadagsordenen med Klimaaftale for energi og industri mv. 2020, der sætter 18-20 milliarder kroner af til subsidier for CCS-projekter de næste mange år.

Parisaftalen, det stærkere klimaengagement hos især ungdommen og de stadigt mere dystre rapporter fra FN's klimapanel (IPCC) har forøget presset på regeringen og Folketinget for at finde overbevisende klimaløsninger.

Et af svarene har været at give den svage klimalov fra 2014 en overhaling, så den i 2019 blev udstyret med et mål om 70 procents reduktion af klimagasser i 2030. Men målet er er ikke bundet til et budget for drivhusgasser, hvilket gør klimaloven svag.

Hvis klimaloven havde stillet krav til den akkumulerede udledning af klimagasser, ville regeringen ikke kunne have foreslået en 'hockeystav'-politik (Figur 1). Man kunne ikke have satset på CCS, eller vedtage byggeri af nye motorveje og udvide Københavns lufthavn.

En gammel teknologi

CCS har flere årtier på bagen. Olieindustrien har presset CO2 ned i undergrunden i de seneste 50 år med det formål at udvinde mere olie. Enhanced Oil Recovery, EOR, kaldes det. Man henter CO2 fra naturlige kilder hundreder af kilometer væk. Et ton CO2 lagret med EOR medfører i virkeligheden fire ton CO2 udledt til atmosfæren.

IPCC udgav i 2005 en specialrapport om CCS, som redegjorde for de teknologiske og geologiske muligheder. Denne blåstempling var med til at forstærke interessen i de følgende år. Den ene rapport efter den anden udkom med scenarier for tiden frem til 2050 fra universiteter, lobbyorganisationer, EU, IEA og nationale styrelser mv.

De var alle meget optimistiske og lignede i det hele taget hinanden. Eksempelvis støttede EU sig til IEA’s scenarier. Men IEA havde ikke ret i sine prognoser om, hvad CCS ville kunne levere klimamæssigt.

EU besluttede i 2007 at støtte 12 demonstrationsprojekter. EU vedtog et CCS-direktiv og et ændret ETS-direktiv, så lagret CO2 skulle tælles som ikke-udledt. Med genopretningspakken under finanskrisen blev der bevilget store milliardbeløb.

Resultater er en magelvare 

Projekterne blev dog alle forsinkede, aflyst eller opgivet – og i det hele taget har der ikke været fremskridt at spore trods de mange stærke politiske, økonomiske, institutionelle og erhvervsmæssige støtter. Det samme har været gældende i USA.

I dag er der kun ét kulkraftværk i hele verden, Boundary Dam i Canada, der har et CCS-anlæg i drift (på 1 blok ud af 3). Og det har til stadighed problemer med teknikken – i  2021 var det kun i drift i 49 porcent af tiden (Figur 2). CCS-anlægget reducerer desuden kulkraftværkets effekt med 20 procent.

Norge har også erfaringer med CCS. Igennem de seneste 30 år har Statoil/Equinor strippet fossilgas for CO2, fordi gassen indeholder for meget CO2. De har så injiceret CO2'en ned i undergrunden igen.

I 2015 droppede regeringen så det stort anlagte CCS-projekt ved Mongstad, som skulle have fanget CO2 fra både et gaskraftværk og et olieraffinaderi.

Nu er nordmændene i gang med at etablere et CO2-lager, men foreløbig uden CO2: »Der er stadig intet marked for vores projekt, ingen services, ingen kunder,« siger projektleder Sverre Overå til tyske Taz. »Vi er dårligt stillet, fordi vi er first movers.« Regeringen påtager sig risikoen og afholder 80 procent af omkostningerne.

Parisaftalen og BECCS

Parisaftalen har i temmelig ubemærkethed en forudsætning, der hedder BECCS. Det er CCS anvendt på biomasseværker. I forvejen antager klimakonventionerne, siden den første blev vedtaget, at ’bioenergi’ er ’CO2-neutral’. I praksis er denne antagelse helt ude i skoven, blandt andet fordi biomasse brænder hurtigere, end den kan blive erstattet med ny vækst.

Oven på én fejlagtig forudsætning bygger man så en anden, der siger, at hvis man forsyner et værk med CCS, så CO2 lagres i stedet for at blive udledt til atmosfæren, så har man ’negative emissioner’.

Hvis vi antog, at CCS virkede i praksis, ville det kræve helt umuligt store landarealer, for at BECCS kunne levere 'negative emissioner' i global skala. Op til 40 procent af det eksisterende landbrugsareal.

Det ville være nødvendigt at beslaglægge landbrugsjord og fjerne oprindelig skov til plantagedrift - til skade for mennesker, der lever af jorden og skoven. Det vil også være et gigantisk anslag mod den naturlige mangfoldighed (biodiversiteten), som i forvejen er under hårdt pres.

CCS og CO2-afgifterne

En ekspertgruppe nedsat af regeringen har netop fremlagt tre mulige modeller for CO2-afgifter.

Model 1 vil betyde en ensartet afgift for ikke-kvoteomfattede virksomheder - den billigste model for samfundet, hvor de mest CO2-udledende virksomheder vil komme til at betale... mest. Princippet er kendt som: forureneren betaler.

Men da det italiensk-ejede Aalborg Portland ligger i Aalborg og udleder langt mest af alle industrier i Danmark, så bliver det næppe model 1, som regeringen vil gå efter, men snarere model 3. Her »[...] har eksperterne forudsat en fiktiv offentlig finansiering på en halv milliard kroner, som skal bruges til at finansiere yderligere tilskud til CCS«. 

Med andre ord: For at undgå at træde én virksomhed over tæerne vil man hænge sin hat op på en teknologi, som bevisligt har haft svært ved at lette.

CCS undslipper kritik

I Danmark er der en tendens til at sætte vognen foran hesten. Man taler en del om CO2-lagring, mens man forbigår CO2-fangsten, der overalt ser ud til at volde vanskeligheder.

Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget rammer for CO2-lagring, hvor der tydeligvis mangler forståelse for, at der er et stort energi- og udledningstab under fangst af CO2. Brancheorganisationen for olie og gas taler om, at det vil skabe grønne jobs, hvis Danmark lagrer CO2 fra andre lande.

De danske rederier vil transportere CO2 til de steder, hvor CO2’en skal lagres. De færreste synes dog at bekymre sig om, at det er energi- og ressourcekrævende at trække CO2 ud af røggas – og at effektivitetsgraden er lav.

Vi spørger derfor: Hvordan kan det være, at der ikke bliver sat spørgsmålstegn ved CCS? Der bliver kun sagt i forbifarten, at det er en umoden teknologi eller lignende. Umoden? Efter alle disse år?

Niks til fix

NOAH er efter tyve år ikke mere overbevist om værdien ved CCS og slet ikke BECCS.

Det ligger dybt i vores teknisk prægede civilisation at gribe ud efter tekniske løsninger på de problemer, der dukker op - det gælder ikke kun ingeniører.

CCS/BECCS er for os at se et sådant teknologisk fix, der kun vil fjerne opmærksomheden for de påkrævede dybtgående forandringer i vores samfund, som angår landbrug, skovbrug, gartneri og arealudnyttelse, industri, byggeri og anlæg, håndværk, handel, offentligt og privat forbrug, import, bygninger og boliger, transport til lands til vands og i luften, fiskeri, forsvar, turisme og forlystelsesindustri, undervisning, forskning, sundheds- og plejesektoren, energiproduktion og -forbrug og endelig udviklingspolitik, EU-politik, national, regional og kommunal politik – kort sagt: Alt, der røre sig, og som har direkte og indirekte betydning for den samlede klimapåvirkning fra det danske samfund.

Først og sidst ser vi det som et etisk og moralsk morads, hvor man accepterer et overshoot, det vil sige en midlertidig for stor udledning af CO2 i tiltro til, at CCS kommer til at virke engang.

Et stort flertal i Folketinget er endog parat til at sende 18-20 milliarder kroner efter projektet trods de ringe erfaringer globalt. Penge, som havde været bedre investeret i energieffektivisering og vedvarende energi.