Vi skal betragte affaldssortering som kritisk infrastruktur

Regeringens klimapartnerskaber burde sætte fokus på lokal inddragelse og ejerskab ud over sit fokus på erhvervslivets rolle i den grønne omstilling, skriver formand for miljøorganisationen VedvarendeEnergi
Brødtekst

Regeringens 13 klimapartnerskaber med de store spillere inden for dansk erhvervsliv melder nu deres konklusioner og ambitioner ud.

Med erhvervslivets store fokus på centralisering og top-down-tilgang kan man være bekymret for, om den grønne omstilling kun kommer til at gavne de få. I den forbindelse skal det diskuteres, om flere infrastrukturprojekter skal betragtes som kritisk infrastruktur fremover.

De forskellige klimapartnerskabsrapporter viser os generelt, at 70 pct. drivhusgasredukton i 2030 er mulig. Det er godt nyt for klimaet, at det ikke kun er befolkningen og de grønne organisationer, der tror på et 70 pct. reduktionsmål.

Nu ser vi opbakning og konkrete løsninger fra erhvervslivet. Det er opløftende at se konkrete løsninger på, hvordan vi kan reducere afbrænding af affald, udfase kul, udbygge vedvarende energi massivt og renovere energisparende i vores bygningsmasse - bare for at nævne nogle af de gode forslag.

Det forundrer dog, at erhvervslivet i deres anbefalinger næsten udelukkende kommer med store infrastrukturprojekter. Befolkningen spiller næsten ingen rolle i den kommende omstilling, hvis det står til klimapartnerskaberne. Det ubesvarede spørgsmål er: Hvis de store spillere inden for erhvervslivet skal stå for både opførelsen og driften af de store projekter, hvordan får de små erhvervsdrivende og befolkningen så gavn af omstillingen?

Privatisering af affaldet

Et godt eksempel er Klimapartnerskabet for affald, vand og cirkulær økonomi. Partnerskabets vision om 90 pct. genanvendelse i 2030 fortjener ros. Men forslaget indbefatter både en overdragelse af affald til producenter og to centrale affaldssorteringsanlæg for hele landet. I dag bliver lidt under en tredjedel af vores affald brændt af og leverer op mod 25 pct. af den danske fjernvarme. Kommuner indsamler meget af vores affald, og når affaldet brændes af, bliver varmen i lejligheder og huse til gavn for de mange.

Hvis kommuner fremover skal ”overdrage” og dermed privatisere vores affald, så flytter værdiskabelsen fra den brede befolkning (varme i boliger) til få hænder (videresalg af sorteret affald).

Selvfølgelig er det positivt, at vi som samfund reducerer afbrænding af værdifulde ressourcer. Det er det eneste rigtige at gøre. Sorteringsanlæg skal også have en vis størrelse for at opnå stordriftsfordele. Men den brede befolkning får ikke gavn af det, når få udvalgte spillere må sortere og videresælge de værdifulde metaller, glas, plastgranulater etc., som vi smider væk derhjemme.

Især når vores samfund flytter sig fra en lineær til en mere cirkulær økonomi, er det afgørende for et socialt, miljømæssigt og finansielt bæredygtigt samfund, at værdiskabelsen og ejerskab omkring vores affald, som bliver til nye ressourcer og produkter, kommer mange til gode.

Skab lokal inddragelse

I forbindelse med salg af eldistributøren Radius i starten af 2019 vedtog Folketinget en ny lovgivning om kritisk infrastruktur. Lovændringen betyder, at kritisk infrastruktur enten skal have det offentlige eller et forbrugerejet andelsselskab som majoritetsejer.

Hvis den grønne omstilling skal være til gavn for den brede befolkning, så skal regeringen og deres støttepartier på det kraftigste overveje, om mange grønne infrastrukturprojekter ikke bør betragtes som kritisk infrastruktur og dermed være enten offentligt ejet eller forbrugerejet.

I rapporten fra regeringens klimapartnerskab for energi- og forsyningssektoren kan man læse, at kommunerne skal sikre udbygning af sol og vind på land ved at »den nødvendige plads stilles til rådighed«.

Endnu et eksempel, som tyder på en meget begrænset inddragelse og engagement af den lokale befolkning. Men netop for at sikre lokal opbakning og værdiskabelse, og for at begrænse en stigende centralisering, burde klimapartnerskaberne også indeholde forslag om lokal inddragelse og ejerskab.

Konsekvensen på den korte bane er, at klimapartnerskaberne risikerer lokal modstand, som kan skabe forsinkelser i den grønne omstilling. På den længere bane tyder mange forslag på en omstilling, der bliver til gavn for de få, og som vil være i modstrid med et socialt, miljømæssigt finansielt bæredygtigt samfund.