Vi bliver nødt til at se på helheden, når vi arbejder med genbrugsmaterialer

Byggeriet kan mindske sin samlede CO2-udledning ved at benytte genbrugte materialer. Men vi har behov for et entydigt referencegrundlag, ellers risikerer vi at snyde os selv, når vi promoverer for høje CO2-besparelser, skriver Dan Johannes Pham fra Cowi i dette synspunkt.
Brødtekst

Når vi nævner miljømæssig bæredygtighed i byggeriet, kan vi ikke komme udenom, at byggebranchen står for omkring 39 pct. af den globale CO2-udledning.

Et af de værktøjer, som bliver taget i brug for at mindske CO2-udledningen i byggeriet, er genbrug af materialer i et nyt byggeprojekt, fordi udvinding af råstoffer og produktionen bliver 'sparet'.

Det bliver derfor indlysende, at genbrug af byggeaffald er en ressource og et simpelt middel, som bør spille en større rolle i byggeriets kamp mod en mindre CO2-udledning.

Genbrug af materialer kan reducere den indlejrede CO2 betydeligt. Det er den CO2-udledning, der er forbundet med materialet i hele livscyklussen, hvilket gælder fra udvinding af råstoffet til end-of-life. Andelen af den indlejrede CO2 består af ca. 11 pct. af den udledning, som vi har fra alle sektorer på globalt plan. På den måde er der et stort potentiale at hente fra dette middel.

Men den CO2-besparelse, man opnår ved at benytte genanvendte materialer, skal afgrænses korrekt. Ellers risikerer vi i sidste ende at snyde os selv.

Det kan f.eks. være misvisende at referere til en CO2-besparelse, man opnår ved at benytte et genbrugt materiale, som allerede er produceret, og benchmarke besparelsen med produktionen af det samme nye materiale.

Et meget større billede bør blive taget i betragtning, da byggeriet består af et større sammenhængende system.

En ensidig fokusering på den materialetype, man erstatter i et byggeprojekt, svarer til, at man håndplukker CO2-besparelser og præsenterer dem med skyklapper på. Det er vigtigt at huske på, at mange andre aspekter også bliver påvirket af det genbrugte materialevalg.

Genbrugsmaterialer bestemmer driften og den fremadrettede CO2

Byggeriets ’skal’ består af forskellige materialelag, der bliver sammensat på forskellige måder til en klimaskærm. Valget af materialer har derfor en rolle for klimaskærmen, da det er den beklædning, bygningen har. Den definerer den varmetilførsel og energi, som under drift skal tilføres til en bygning for, at den kan fungere. Denne løbende tilførsel af energi kalder man den operationelle CO2.

Derfor er det ganske tydeligt, at den indlejrede CO2 og den operationelle CO2 er afhængige af hinanden. Det er ikke en mulighed at komme ind på valg af genbrugsmaterialer i byggeriet, uden at tænke på hvordan det påvirker driftsenergien i en bygning, som netop definerer den fremadrettede CO2-udledning.

For at kunne belyse, hvad man sparer, kræver det, at man kigger på entydige referencer, som tager udgangspunkt i hele byggeriets livscyklus, hvor både den indlejrede og operationelle CO2-udledning er med i systemafgrænsningen.

Det kan f.eks. være benchmarks for, hvor meget et byggeri må udlede af CO2 i alle dets faser. Gennem det kan man se, hvordan genbrugte materialer kan være et middel til at indfri de mål, som bliver pålagt i et byggeprojekt.

Først CO2-forbrug, derefter besparelser

CO2-udledningen fra byggeriet bygger på mængder og volumen. Jo flere bygninger, der bygges, jo mere CO2 udledes der også. Det understreger, at forbruget i den indlejrede og operationelle fase er vigtigt, hvis vi skal kunne referere til en holistisk CO2-besparelse.

Det kræver, at man på politisk plan formår at definere og vedtage, hvor meget bygninger i hele livscyklussen må udlede af CO2. Et såkaldt CO2-budget, så vi kan referere til et loft, vi kan bygge og designe efter.

Det forbrug vil man kunne sigte efter og sammenligne sin CO2-besparelse med, fremfor at udplukke en besparelse man opnår ved at sammenligne et gammelt materiale med et nyt materiale.

Byggebranchen har brug for tydeligere referencer for sine CO2-besparelser, hvis man for alvor ønsker at løse klimaudfordringerne. Det kræver en større opmærksomhed rettet mod CO2-besparelser, da vi kan risikere at snyde os selv for, hvor meget CO2 der egentlig bliver udledt.