Ugens skrald: Genbrugsjagt er kommet for at blive
For et par år siden blev loppemarkeder pludselig igen tilløbsstykker, hvor mange borgere brugte søndagen på jagt efter grammofonplader, bogkasser og parasoller. Nu tyder noget på, at de kommunale genbrugsbutikker begynder at have den samme tiltrækning på flere borgere.
I hvert fald er det indtrykket, man får, når man læser den længere reportage, som Dagbladet Information denne uge har bragt fra Københavns Kommunes nydesignede »delezone« på genbrugspladsen ved Vermlandsgade. Her forsøger kommunen og ARC i en forsøgsperiode på foreløbigt et år at skrue op for det direkte genbrug i kommunen – og indtil videre har ordningen været en stor succes.
Helt konkret er genbrugspladsen blevet opdelt i to zoner. I den ene kan man aflevere sit affald som sædvanligt, mens man i den anden ende er velkommen til at tage lige de genstande, man har behov for.
Indtil videre viser kommunens målinger, at initiativet har tredoblet andelen af direkte genbrug og i hverdagene tager borgerne omkring 1,3 ton affald med hjem som genbrug. På lørdage og søndage sniger mængderne sig i gennemsnit helt op på omkring 3 tons genbrug.
WasteTech er målrettet professionelle, der arbejder indenfor affalds- og genbrugsområdet. Få tilsendt tilbud

Direkte genbrug er sund fornuft - og i sparetider vil grænsen for genbrug flytte sig, så mere bliver accepteret som egnet til fortsat brug. MEN man kan kun tage flere ting ind i sin bolig i en kortere periode. Derefter kommer man i en situation, hvor man bliver nødt til at bortskaffe det, som man ikke længere har plads til eller brug for.
Jeg tror, at man groft overvurderer, hvor stor en del af de genbrugelige effekter, der rent faktisk udgår af affaldskategorien. Den der i dag tager et møbel med hjem, kommer i morgen med det møbel, som nu er erstattet af et bedre!
Den personlige erfaring er, at der er meget ringe afsætning for de effekter, som vi har i overskud - derfor ender så meget alligevel som affald.
Som relativt erfaren bruger af DBA (Den Blå Avis) kan vi se, at selv gode, brugbare ting kan have meget svært ved at blive afsat - også til en pris på kr. 1, som er bundgrænsen.
Genbrug er godt - og populært, men det løser altså ikke alle vores affaldspro-blemer, så der vil 'til evig tid' være rigtig meget, som i stedet skal sikres bedst mulig bortskaffelse.
Jeg vil vove den påstand, at de tiltag, som en meget idealistisk regering har sat i værk på genbrugspladserne, rent faktisk koster alt for store ressourcer i forhold til den gevinst, som opnås.
Bedre affaldsbehandling vil i langt højere grad kunne opnås via adskillelse og ordentlig sortering af materialerne, som en enkelt kommune har igangsat. Skal det gøres ordentligt, er det dog næppe nok, at det overlades til de enkelte borgere - der skal personale på, som har viden nok til at se, hvor der er mest gevinst ved aktiviteten.
En sådan aktivitet er dog betydeligt dyrere, men har også en væsentlig større betydning i forhold til bedre og mere hensigtsmæssig affaldsbehandling - dvs. tørre udbytte og mindre spild i genanvendelsessektoren, hvortil også energiudnyttelse af det ikke genanvendelige affald hører.