Pap og papir hober sig op: »Det er et wakeup-call«

Foto : Polubiatka / bigstockphoto

Pap og papir hober sig op: »Det er et wakeup-call«

Vi kan ikke planlægge vores markeder for genanvendelse af affald efter, at Kina vil aftage det hele, lyder det fra Radikale Venstres klimaordfører, tidligere miljøminister Ida Auken.

»Affald er guld!«

Sådan lyder slagordet, der skal sælge skrald som en ressource. Men de seneste to år er priserne på pap- og papiraffald faldet, efter det store aftagerland Kina stoppede med at importere en stor del af det europæiske pap- og papiraffald i 2018.

Konsekvensen er, at pap og papir nu hober sig op på europæiske lagre, der kæmper med at afsætte affaldet til genanvendelse, kunne WasteTech fortælle tirsdag.

Og det er en lærestreg både for Europa og Danmark, når det gælder indretningen af den cirkulære økonomi, mener Ida Auken, som tidligere har været miljøminister og nu er klimaordfører for Radikale Venstre og formand for Folketingets klima-, energi- og forsyningsudvalg.

»Vi kan ikke lægge vores markeder til rette efter, at Kina vil aftage alt, hvad vi producerer af affald i Danmark. Så det er et wakeup-call til Europa og måske særligt til Danmark, som producerer rigtig meget affald pr. borger,« siger hun til WasteTech.

Hun mener, at der skal regulering til for at skubbe markederne for genanvendelse godt i gang, for eksempel ved at gøre det billigere for virksomheder at bruge genanvendte materialer, og dyrere hvis de i stedet vælger at bidrage til en lineær økonomi.

»Der er masser af typer affald, der ikke har en værdi endnu, fordi vi har gjort det for billigt at bruge nye, virgine ressourcer. Det er der, vi skal sørge for, at rammerne er rigtige,« siger hun og fortsætter:

»Hvis vi havde et frit marked, hvor man betalte for sine eksternaliteter, så ville der være en del flere ressourcer, der havde en værdi, fordi de nye materialer ville være dyrere.«

Er det holdbart i længden, at man skal betale for at komme af med sit affald til genanvendelse?

»Nej, det er jo derfor, det er godt, at vi får det her som et wakeup-call til Europa, så vi ikke tror, vi kan klare den ved at sende affaldet til Kina. Vi kan ikke løbe an på, at de vil aftage alt vores affald.«

Hvad skal man gøre i stedet for?

»Vi skal sætte vores egne systemer rigtigt op, både så vi har designfasen rigtigt, så vores afgiftssystem vender rigtigt, og så vi stiller nogle krav til genanvendelsen, der sikrer, at det kan betale sig også for virksomhederne at købe og bruge genanvendte materialer – og også sikre, at de bliver genanvendt,« siger Ida Auken.