Nordmænd satser stort på kemisk genanvendelse Danmark

2 kommentarer.  Hop til debatten
Quantafuel
Illustration: Quantafuel. Se større version
Quantafuel-direktør kalder det for »et kæmpe skridt for branchen«, at Miljøministeriet i Danmark er åbne for at anerkende kemisk genanvendelse af plast. Sammen med Danmarks høje ambitionsniveau for plast og fraværet af en stor genanvendelsesindustri baner det vej for større investeringer.
Interview23. marts 2021 kl. 06:00
errorÆldre end 30 dage

I EU skelnes der på papiret ikke mellem genanvendelsesteknologier. Der står ikke nogle steder, at plast pr. definition skal genanvendes på traditionel mekanisk vis. Men i praksis er der en række hindringer, der gør det svært for nye genanvendelsesformer – heriblandt kemisk genanvendelse – at vinde indpas.

For selvom lovgivningen er teknologineutral i EU, så har der særligt på det nationale plan været en vis skepsis omkring kemisk genanvendelse, fortæller Kjetil Bøhn, der er direktør i det norske selskab Quantafuel, som arbejder med at omdanne blandet plastaffald via pyrolyse til nye råvarer, der kan genanvendes.

»Der har været en vis modstand, og det skyldes blandt andet, at der i nogle lande er en frygt for, at olieproducenter kan finde på at dumpe dårlig olie i et raffinaderi og påstå, at de har genanvendt den i et forsøg på at greenwashe sig selv. Det er en bekymring, som vi har hørt flere steder.«

Midt i denne skepsis har de danske miljømyndigheder imidlertid vurderet, at omdannelse af plastaffald til pyrolyseolie med henblik på fremstilling af nye produkter kan klassificeres som genanvendelse – og det vækker glæde hos Kjetil Bøhn.

»At Danmark nu går ud og godkender kemisk genanvendelse, det er et kæmpe stort skridt for branchen og virkelig vigtigt for os. Det er af meget mere end blot symbolsk betydning. Eksempelvis kigger vi lige nu på at foretage massive investeringer i Esbjerg, og det ville have været svært hvis ikke umuligt, hvis vi var usikre på lovgivningen,« siger han.

Det er ikke blot udmeldingen omkring anerkendelse af kemisk genanvendelse, der gør Danmark til et interessant marked for norske Kjetil Bøhn. Han fortæller, at også Danmarks ambitiøse mål for plastgenanvendelse er en vigtig faktor og hertil kommer det forhold, at der i dag kun er en meget begrænset genanvendelseskapacitet indenfor landets grænser. Alt sammen gør det Danmark attraktivt at investere i.

»Danmark og Norge er jo ganske små lande, og derfor ville det på sin vis være mere naturligt at bygge et genanvendelsesanlæg et andet sted. Men kombinationen af de ovennævnte faktorer gør, at vi ser det som favorabelt at blive ved med at udbygge på det danske marked,« siger direktøren.

Fra brændstof til råstof

Quantafuel er nemlig allerede tilstede i Danmark, da virksomheden har et anlæg i Skive, som netop er begyndt at sende de første leverancer af pyrolyseolie til kemigiganten BASF, der har lagt beslag på store ordrer derfra allerede.

Quantafuel
Quantafuels fabrik i Skive er netop begyndt at levere de første portioner pyrolyseolie fra blandet plast til BASF, der skal lave nye plastprodukter ud af olien. Illustration: Quantafuel. Se større version

Som navnet afslører, så var det ellers ikke intentionen til at starte med, at Quantafuel skulle levere råstoffer til produktion af genanvendt plast.

»Vores firma hedder Quantafuel, fordi vi indtil for tre år siden troede, at vi skulle producer brændstof til forbrændingsmotorer. Rationalet var dengang, at der er et velfungerende marked for biobrændsler. Men over de sidste to år har situationen ændret sig,« fortæller Kjetil Bøhn og fortsætter:

»Fokus er ikke længere på brændstofproduktion. Stort set alle petrokemiske virksomheder har i stedet kastet sig over genanvendelse af plastik. Derfor har vi også ændret vores forretningskoncept. Nu skal vi producere et produkt, der kan transformeres til ny plast på den lettest mulige måde.«

Certificering på plads

Derfor har der også været lidt snak på de indre linjer om hvorvidt firmaet burde skifte navn, men så vidt er det ikke kommet endnu. Til gengæld har virksomheden satset helhjertet på at blive førende indenfor kemisk genanvendelse siden forretningsstrategien blev lagt om.

»Vi er for nylig blevet det – så vidt jeg ved – første firma, der har fået certificeret vores kemiske genanvendelsesproces,« fortæller Kjetil Bøhn og fortsætter:

»For at få sådan en licens, så skal vi vide og kunne dokumentere hele affæren. Hvor vores råmaterialer stammer fra, hvordan de er transporteret, vores energiforbrug og processering af dem, vores videre transport til BASF og deres omdannelse af pyrolyseolien til ny plast. Hele værdikæden skal dokumenteres.«

Han fortæller, at certificeringen er udarbejdet af det anerkendte tyske certificeringsselskab TÜV og at hele processen har taget omtrent otte måneder:

»Det er enormt vigtigt for os at få den certificering. Hvis vi vil forhandle genanvendt plast til store virksomheder som Unilever eller PepsiCo, så har de brug for en form for bevis for, at plasten rent faktisk er genanvendt.«

Du talte tidligere om, at der har været en vis skepsis over for at omfavne kemisk genanvendelse. Jeg forestiller mig også, at sådan en certificering kan hjælpe på det?

»Absolut. Der er efterhånden en lang række firmaer, der er begyndt at lave kemisk genanvendelse. Men forskellen er, at vi faktisk opgraderer og forædler pyrolyseolien under vores behandling. Vi fjerner urenheder og ændrer den molekylære struktur – du kan nærmest sige, at vi bygger mini-raffinaderier. Det er hele ideen med vores koncept,« svarer Kjetil Bøhn og fortsætter:

»Det gør vi for at levere et produkt, der er så nemt som muligt at omdanne til ny plast – det anser vi for essentielt, hvis du vil opnå sådan en certificering. Hvis du producerer en dårlig olie, så er det sværere at dokumentere, at olien rent faktisk bliver til et nyt genanvendt produkt.«

Du nævner selv anklager om greenwashing og nu taler vi om, at der er en skepsis eller stigma omkring kemisk genanvendelse. Er det fair at tale om, at der er en skepsis omkring teknologien?

»Ja, men jeg anser det faktisk som en sund skepsis. For os i Quantafuel er det kun en fordel, jo mere strikse reglerne er. Pyrolyse er jo en gammel teknologi, som er tilgængelig mange steder. Hvis du bare kunne hælde noget vilkårlig plast i en hvilken som helst pyrolysereaktor og være ligeglad med kvaliteten af den producerede olie, så ville jeg hurtigt gå konkurs. Så ville der ikke være nogen pointe i at vi investerede så mange penge i at forbedre vores proces.«

Sund skepsis

Derfor håber Kjetil Bøhn på, at kemisk genanvendelse vil opnå mere anerkendelse i takt med, at virksomheder som Quantafuel begynder at arbejde seriøst med at dokumentere værdikæder og opnå certificeringer.

»Vi er faktisk glade for, at der findes de her skeptikere, som stiller de kritiske spørgsmål. Uden dem ville vi have svært ved at konkurrere, for det er klart, at det er billigere at sende en dårlig pyrolyseolie ud på markedet, som er fuld af svovl og klorin.«

Et andet ofte benyttet kritikpunkt mod kemisk genanvendelse er, at der har et højere CO2-aftryk end traditionel mekanisk genanvendelse. Det anerkender Kjetil Bøhn, at der godt kan være en pointe i – men samtidig mener han, at det er alt for forsimplet at sige, at den ene form automatisk er bedre eller værre end den anden:

»Hvis man ikke gør det på en smart måde, så er det meget energiintensivt. Men vi arbejder rigtig meget med vores energibalance og sørger for at rense vores olie med det samme for at undgå unødvendige trin i den videre proces. Vores nye LCA er ikke gennemført endnu, men vi forventer, at vores fabrik i Skive kan ramme et CO2-aftryk som er halvt så stort som på et traditionelt anlæg, fordi vi arbejder med at genbruge så meget energi som muligt.«

Fabrikken i Skive er endnu ikke helt oppe i fuld drift, men Kjetil Bøhn fortæller, at Quantafuel regner med at have deres proof-of-concept på plads indenfor den nærmeste fremtid. Lige nu kører to ud af fire produktionslinjer, og over de næste par uger skal anlægget bevise, at de under kontinuerlig drift kan levere pyrolyseolie i den forventede kvalitet.

»Det næste skridt bliver at lave lidt modifikationer henover sommeren og få de rette tilladelser på plads, så vi kan få gang i alle fire linjer. Målet er at vi kører med alle fire linjer i tredje kvartal og det arbejder vi henimod,« fortæller Kjetil Bøhn.

2 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind for at deltage i den videnskabelige debat.
settingsDebatindstillinger
#1
Finn Langgaard
23. marts 2021 kl. 17:06

Er det alle plasttyper, der kan nedbrydes til pyrolyseolie - eller spurgt på en anden måde: Hvor stort et spild er der? Hvilke plasttyper kan indgå i processen? Og hvilke kan ikke: Melamin, skumplast, polystyren, cellofan, andre? Hvor stor en del af den blandede plast indgår rent faktisk i processen, og hvor meget plast ender processen rent faktisk med at give - det er vigtigt for at få den reelle genanvendelsesprocent? Og endelig: Hvor stort er det samlede energiforbrug ved processen fra udsortering, indsamling, transport, nedbrydning, transport af hydrolyseolie og produktion af ny plast - beregnet pr. ton ny plast. Fordelen ved processen er for mig at se, at plasten kan cirkulere mange gange - selv om der formentlig på samme måde som for papirfibre vil være et løbende spild i de mange processer. Hvad sker der med spildet, hvor bliver det behandlet og sker det med maksimalt udbytte i form af energigenvinding, som formentlig er den eneste måde hvorpå man kan udnytte denne del?

Én tåbe kan som bekendt stille flere spøgsmål end ti vise kan svare på, men gør et forsøg, så denne form for behandling / genanvendelse retfærdiggøres med overbevisende argumenter. Jeg vil så gerne overbevises om, at der er blot en smule fornuft i at frasortere denne fraktion, der er så voldsomt omkostningsfuld at indsamle.

Vil det kommende anlæg i Esbjerg også komme til at behandle de dele af plasten, som de tyske anlæg ellers afsættes som brændsel - eller er det for meget at forvente? Jeg kan forestille mig, at den betaling, som idag lægges for at få sorteret plast i Tyskland, er en del af motivationen til den nu planlagte aktivitet.

Der vil sandsynligvis næppe være økonomi i at skulle betale for råvarerne - og altså heller ikke til af aftage de andele, som kan sælges til energigenvinding - og altså er indtægtsgivende for sortereanlæggene.

#2
Claus Hindsgaul
23. marts 2021 kl. 18:33

Hej Finn,

Det var mange spørgsmål. Jeg følger området tæt og vil prøve at svare på det, jeg synes er det væsentligste:

Du spørger om plastpyrolyse kan aftage al den plast, vi i dag sender til Tyskland. Vi sender jo blandet plast til Tyskland, og plastpyrolyse kan modtage blandet plast, så det lyder nogen gange som om plastpyrolyse er løsningen på det hele. Det er sjældent at det åbenlyse bliver nævnt: plastpyrolyse kan rigtigt nok udnytte blandet plast, men kun så længe det er den rigtige blanding!

Plastpyrolyse kan helt generelt udnytte polyolefiner (PP, HDPE, LDPE), plexiglas og en vis mængde polystyren. Alt andet er "urenheder". PVC giver saltsyre i olien, PET giver terephthalsyre i olien og andre polymerer forurener olien med diverse andre uønskede stoffer - og udgør således urenheder, som ikke udnyttes, men optræder som en uønsket forurening. De tolereres dog i små mængder - simpelthen fordi de ikke kan undgås helt i affaldsplast. Der kan så arbejdes på at eliminere dem fra produktet ved en indsats i den efterfølgende raffinering. Dette er ren fysik og helt generelt for plastpyrolyse - ikke særligt for Quantafuel.

Men hvorfor så overhovedet plastpyrolyse? Plastpyrolyse og mekanisk genanvendelse går jo efter de samme polymerer. Men mens mekanisk genanvendelse uundgåeligt "downcycler" til en lavere kvalitet, kan plastpyrolyse "upcycle" til virgin kvalitet ved helt at fjerne farvestoffer, lugt, giftstoffer m.m. og genetablere polymerkædernes optimale længde og struktur. Men denne upcycling koster selvfølgelig en økonomisk indsats, og der tabes mere materiale undervejs. Det er derfor fornuftigt at bruge mekanisk genanvendelse indtil det ikke giver mening (efter omkring 1-3 gange hvis vi antager op til 65% recycling rate) og derefter med plastpyrolyse "upcycle" den del af resten, som er egnet til processen.

Den ret væsentlige rest, der ikke kan give miljømæssig fornuftig genanvendelse med nogen af metoderne, bør gå til forbrænding. Og en stor del af denne kan udpeges allerede før borgerne smider den i plastspanden til ingen verdens nytte - for at nå et mål om udsorteringsmængde.