National standard for kildesortering er en alvorlig for trussel for vores miljø-innovation

Ensretning og standardisering af affaldssektoren risikerer at kvæle innovationen og motivationen ude i kommunerne i stordriftens hellige navn, advarer to erfarne affaldskonsulenter.
Brødtekst

Regeringen har foreslået en national standard for sortering af husholdningsaffald i 10 fraktioner. Umiddelbart synes der at være bred forståelse for beslutningen, blandt andet fordi der har været utilfredshed med, at kildesorteringsindsatsen i nogle kommuner har været mindre end i andre, og fordi forskellighederne i indsamlingssystemer har begrænset mulighederne for stordrift for indsamlere og sorteringsanlæg. 

Men der er god grund til at tænke over beslutningen en ekstra gang. Med 98 kommuner vil nogle kommuner selvfølgelig sortere mindre end andre. Men i vores iver efter at forhindre det, overser vi nemt det modsatte og langt vigtigere forhold: Der er nogle kommuner, der sorterer og genanvender mere end andre!

Vi må ikke glemme, at det netop var den kommunale forskellighed, der bragte Danmark op i internationale førerfelt på affaldsområdet. Helt tilbage fra slutningen af 1970’erne, hvor affaldet kom på den politiske dagsorden, skød alle mulige forsøg med indsamling og indsamling af husholdningsaffald op i de forskellige kommuner, understøttet af de fælleskommunale affaldsselskaber, der blev dannet i løbet af 70’erne.

Kommunale affaldseksperimenter

Mange forsøg var yderst succesfulde, og blev siden en del af vores hverdag, mens andre viste sig mindre heldige. Fælles for dem alle var, at vi lærte af dem.

Vi lærte om beholdertyper, tømningstrategier og -frekvenser, betaling efter beholderstørrelse, betaling efter vægt, placering af containere i hustande, på gadehjørner, på små genbrugsøer og på store genbrugspladser. Central sortering, mekanisk såvel som manuel, optisk sortering, kompostering og biogas, indsamling af farligt affald, og meget andet.

Den hurtige udvikling på affaldsområdet skyldes alene det kommunale selvstyre og det faktum, at der hele tiden var kommuner, der viste store risikovillighed og fungerede som front-runners.

Hertil kommer den buket af lokale løsninger, der fremkom hvor borgerne havde inddraget affaldshåndteringen i deres grønne projekter – gårdkompostering, små sorteringsstationer, der var tilpasset de små gårde og meget andet.

Paradigmeskiftet med Fogh regeringen i 2000 medførte en voldsom opbremsning af udviklingen, men det blev heldigvis kun temporært, og kommunerne formåede at komme tilbage i udviklingssporet.

Risiko for mindre udvikling

Den foreslåede nationale standard hviler på en konsulentundersøgelse af, hvad der lige for øjeblikket må anses for den bedste måde at sortere på. Der kan stilles alvorlige spørgsmål til konklusionerne i den undersøgelse, sådan som den endte med at blive udformet, men det er helt generelt værd at huske, at undersøgelsen kun kunne laves, fordi vi i Danmark har forskellige løsninger, der har kunnet sammenlignes.

Hvordan skal den næste undersøgelse se ud, hvis vi kun har én metode at sammenligne? Vi kan selvfølgelig opgive vores førerrolle og i stedet trække på internationale erfaringer. Men i Danmark stopper udviklingen. En national standard kan ikke undgå at blive stærkt konserverende for status quo.

Den foreslåede standard er ikke nogen elegant løsning. Indsamling i 10 fraktioner er dyrt og besværligt. Det kræver en masse plads hos de enkelte borgere og medfører en masse ekstra CO2 i indsamlingsomkostninger. Kildesortering i enkeltfraktioner er nok i dag den bedste løsning, men ikke nødvendigvis i morgen.

Det er vigtigt at udviklingen af alternative billigere, og mere miljøvenlige indsamlingssystemer fortsætter. Der foregår i dag mange forsøg med forbedringer af kombineret indsamling af fraktioner, lige fra MGP-sortering (metal/glas/plastic) til optisk sortering. Det vil være en stor fejl at sætte udviklingen i stå på stordriftens alter.

Og hvorfor er det egentlig, vi så gerne vil have stordrift? Vores kommuner er ikke små. De udgør hver for sig økonomisk interessante opgaver for private operatører. Københavns Kommune udbød faktisk affaldsindsamlingen i zoner, fordi kommunen var for stor.

På nogle områder, såsom plastsortering, kan der være teknologisk fordel af at få etableret store sorteringsanlæg. Men det har kommunerne jo observeret, og affaldsselskaberne har allerede stillet forslag om to store fælleskommunale sorteringsanlæg. Det er regeringen, der har blokeret for, at de er blevet bygget – ikke kommunerne.

Åbner for gradvis monopolisering

Men nationale standarder udgør derimod en perfekt mulighed for en gradvis monopolisering af sektoren. Måske er det i virkeligheden det, der er på industriens dagsorden. Der er ikke tvivl om, at vi vil se de største danske og internationale spillere få en stigende rolle i sektoren, mens de mindre regionale eller lokale selskaber vil svinde ind. Er det det, vi vil?

I praksis er en »one size fits all« løsning ikke nogen heldig løsning. Der er forskelle i ejendommes tilgængelighed og pladsforhold, der er forskelle i befolkningstæthed og dermed afstand mellem de enkelte beholdere, der er forskelig affaldssammensætning på land og i by, i karrebebyggelser og i villaområder og så videre.

Vi skal samtidig også huske, at en beslutning om 10 affaldscontainere kun er en beslutning om sortering, ikke en beslutning om øget genanvendelse – for alle fraktioner vil noget kunne genanvendes og noget ikke.

For plastikcontaineren vil den ikke-genanvendelige del i dag udgøre over 50 procent. Hvis der med forslaget lægges op til, at de private indsamlere overtager ansvaret for indholdet i de 10 containere, så vil en meget stor del af det ikke-genanvendelige affald desuden forsvinde fra det offentlige ansvar og kontrol.

Glem ikke kommunernes selvstyre

Det måske virkelig truende ved forslaget, er dets holdning til selve eksistensen af vores kommuner. Det gælder jo på alle de kommunale områder, at der kan opnås stordriftsfordele ved at standardisere opgaverne.

Hvis stordriftsfordele bliver den centrale parameter for indretningen af vores samfund, har vi ikke jo brug for kommunerne – så styres det hele meget bedre af regeringen og Finansministeriets regnedrenge.

Vi mener, at det er overordentlig vigtigt, at vi begynder at reflektere over, hvad det er vi har gang i. Vi bliver nødt til at forholde os til, om det den vej vi ønsker at gå – er stordriftsfordele den afgørende parameter, der skal bestemme hvordan vi vil indrette vores samfund?

Det er fint nok at lave vejledende nationale standarder for affaldssortering, men undlad for alt i verden at bruge betonhammeren og kvæle innovation og motivation i kommunerne. Og vi skal som sagt huske, at sortering ikke automatisk betyder højere genanvendelse. Det er vigtigere at sætte mål for genanvendelsen end for sorteringen.