MGP-sortering har fra begyndelsen bygget på en misforståelse

MGP-fraktionen er dårlig for vores miljø, medfører forbrug af flere ressourcer og er langt dyrere på alle andre parametre end selve opsamlingen, skriver pensioneret affaldsmedarbejder Finn Langgaard i dette Synspunkt.
Brødtekst

I diskussionen om MGP-sortering må vi stille os selv spørgsmålet: Er formålet at gøre det let for borgerne eller at få mere og bedre genanvendelse?

Hvis formålet alene er at gøre det let for borgerne, kunne man med fordel nøjes med to fraktioner: en til det genanvendelige og en til restaffaldet.

Det ville virkelig give noget på genanvendelseskontoen, men formentlig meget lidt til reel genanvendelse. Og det vigtige i dag synes åbenbart at være at få øget mængden af affald, der kan tælles med som genanvendt. I den henseende er MGP-sortering bestemt nyttig.

Mindre reel genanvendelse

Men MGP-fraktionen har fra starten været en misforståelse.

Den største del af fraktionen er givetvis glas. I de traditionelle, billige og effektive ordninger blev glas afleveret i kuber eller på genbrugspladserne. På behandlingsanlægget blev de brugbare flasker sorteret ud til direkte genbrug, og størstedelen af de ikke-brugbare blev farvesorteret, så man kunne levere rene skår i brunt, grønt og klart glas. Det er kvalitativt den bedste genanvendelse af emballageglas.

De ordninger er ved parcelhusene nu ved at blive ændret til husstandsindsamling i MGP-spande ved den enkelte bolig. Det giver på papiret en lille stigning i indleveret glasmateriale, men når det så betyder, at der reelt bliver mindre glas til genanvendelse – og det ovenikøbet i en ringere form – er det så hensigtsmæssigt?

Med MGP-fraktionen kan vi nu konstatere, at man er har taget et gevaldigt skridt ned ad genanvendelsestrappen ved at blande flere fraktioner. Når de opsamles med en komprimatorbil og dermed både knuses og presses sammen, er det særdeles vanskeligt efterfølgende at skille materialerne, så man får genanvendelige varer ud af dem. Man ender altså med blandede knuste skår med indhold af plast og metal, metal med indhold af glas og plast og endelig plast med indhold af glas og metal.

Kort sagt nogle materialer med et meget ringe genanvendelsespotentiale – og derfor næsten ikke til at afsætte.

MGP-fraktionen er derfor dårlig for vores miljø, medfører forbrug af flere ressourcer og er langt dyrere på alle andre parametre end ved selve opsamlingen. Kort sagt; man forsøger at begrænse renovationsbrugernes udgifter, men sætter til på genanvendelsen i en grad, så man slet ikke opnår det, som egentlig var formålet med udsorteringen.

Derfor: MGP-sortering er en misforståelse, som reelt giver mindre og ikke mere genanvendelse.

Genanvendelseskontoen

I de gode gamle dage blev forslag til nye affaldsfraktioner typisk fostret af teknikerne. Dernæst blev forslagene forelagt ledelsen og derefter indstillet til de relevante politiske udvalg, hvor de blev vedtaget, hvis der var fornuft i dem.

Kravene var først og fremmest, at ændringen skulle give besparelser – eller i det mindste ikke måtte give følgelige merudgifter.

Var etableringen et lovkrav, skulle vi finde den bedste og billigste løsning, så borgerne ikke fik unødige omkostninger.

I dag er situationen en anden. Man beslutter politisk, at der skal sorteres mere ud til genanvendelse, så genanvendelsesprocenten kan blive større og bedre imødekomme krav og forventninger om at få kategoriseret større mængder affald som genanvendt. Det er mindre væsentligt, om nye ordninger øger den reelle materialegenanvendelse.

Det virker altså i dag, som om at det er hamrende ligegyldigt, hvad der sker med de indsamlede affaldsmaterialer i sidste ende. Kan materialerne ikke genanvendes herhjemme, sender vi dem over grænsen, hvilket med et trylleslag giver plus på genanvendelseskontoen. Også selv om de indsamlede materialer for en stor dels vedkommende ender med at blive brændt (energigenvundet med lavere udnyttelse af brændværdien, langt ringere røggasrensning og meget ringere offentlig kontrol med processerne) eller endda deponeret.

Når man nu sender MGP-materiale ud af landet, vil man med stor sandsynlighed opnå ringere genanvendelse af glas og metal – og 100 procent forbrænding af plasten.

Greenwashing

MGP-fraktionen er en langt ringere løsning, end hvis man havde organiseret indsamlingen mere enkelt ved at fastholde indsamling af flasker og glas via kuber og genbrugspladser, havde oprettet en ny fraktion for metal med indsamling fra boligerne (fælles eller individuel) og havde holdt sig helt fra at indsamle plast ud over de eksisterende ordninger, som er pantsystemet og genbrugspladserne for så vidt angår PVC og anden hård plast – typisk større emner.

Mængderne til genanvendelse ville så blive lidt mindre end med MGP-sortering – på papiret. Man hvad gavner det, at tallene er større, hvis der reelt blot er tale om greenwashing?

Der er ikke meget fornuft i at bruge store ressourcer på at få større tal for indsamlede mængder til genanvendelse, hvis den reelle genanvendelse ikke øges – og det er efter alt at dømme den situation, som MGP-fraktionen fører til.