Lang vej til en klimaneutral affaldssektor

Affaldsaftalen indgået i juni indeholder de helt rigtige visioner om en ’klimaneutral affaldssektor’ og cirkulær økonomi som ’vækstmotor’. Desværre bringer de reelle tiltag i aftalen os ikke meget langt mod disse. Det er heller ikke en lille opgave, så det kunne man måske heller ikke have forventet.
Brødtekst

Et politisk flertal indgik i juni en aftale om en klimaplan for affaldssektoren. Det skete efter, hvad der udefra lignede et kaotisk og intenst forhandlingsforløb, der resulterede i en aftale med pressemeddelelser og store ord om klimaet fra ministre og ordførere. Hvis man tog skåltalerne for gode varer kunne man nemt tro, at affaldet var ryddet af vejen, og sektoren var så godt som på vej mod klimaneutralitet. 

Flotte ord. Lille klimaeffekt.

Man kan undre sig over, at retorikken og indpakningen af aftalen havde så stort fokus på klima, selvom indholdet i høj grad handlede om organisering af sektoren og ejerskab til affaldet.

Aftalen bidrager, ifølge regeringens egne beregninger, med en CO2-reduktion på 0,7 mio. tons CO2 i 2030. Denne effekt kommer fra udsortering af plast hos borgere og virksomheder. Affaldsforbrænding udleder godt 1,5 mio. tons CO2, og udgør dermed den største andel af de 2,5 mio. tons CO2, som er de officielle indenlandske udledninger fra den samlede affaldssektor. Med aftalen forventer regeringen altså en halvering af udledningerne fra affaldsforbrænding. 

Indregner man også det biogene CO2, er udledningen fra affaldsforbrændingen dog nærmere 3 mio. tons, da lidt over halvdelen af den CO2, der udledes ved forbrænding, kommer fra biogent affald (affaldstræ, pap, papir osv.). Det biogene CO2 tæller dog ikke i det danske og internationale klimamål og regnskaber, men udledningerne er jo reelle, og det er derfor vigtige at adressere sektorens samlede udledninger og de større reduktionspotentialer. Kort sagt udgør aftalens 0,7 mio. tons CO2-reduktion således ca. 25% af udledningerne fra forbrænding. 

Efter årets foreløbige klimaaftaler mangler der med lidt god vilje i alt yderligere 15 mio. tons CO2 for at nå det danske klimamål om 70% reduktion af drivhusgasser i 2030 ift. 1990. Der skal derfor med stor sandsynlighed leveres en hel del mere fra affaldssektoren.

Usikkerhed om den reelle klimaeffekt

For klimaet giver det rigtig god mening at øge genanvendelse af plast. Det samme med de andre affaldsfraktioner, som aftalen ønsker at få ud af forbrændingen. Ser man på plast, er det dog kun en mindre del af den udsorterede plast, der kan genanvendes i dag. Derfor er det positivt, at aftalen har et mål om, at der skal stilles krav om reel genanvendelse af 60% af den indsamlede plast. 

Effekten af aftalen må dog anses for at være usikker af en række grunde, som kalder på afklaring. For det første, er det uklart, om man kan stille krav om 60% reel genanvendelse af den indsamlede plast, når den sendes videre til behandling. Kan markedet levere og kan man spore, hvor plasten ender? 

Videre står det ikke klart, hvordan man med aftalen vil lykkedes med at indsamle, hvad der ifølge beregningerne ligner omkring 2/3 af alt plast. Dertil siger aftalen ikke noget om, hvad der skal ske med den del af den indsamlede plast, der ikke kan genanvendes, hvilket lige nu er over halvdelen. Sender man det ud af landet og belaster et andet lands klimaregnskab? 

Videre redegør aftalen heller ikke for, hvad der skal erstatte energien fra den plast der fjernes fra affaldsforbrændingen. Som systemet er i dag vil det umiddelbart være biomasse, der erstatter plast i fjernvarmen, hvilket ikke ser godt ud, hvis man indregner arealanvendelse og global klimabelastning af øget importeret biomasse. Det gør vi ikke ift. 70%-målet, men der er bred enighed om, at vi kigger mod et energisystem med markant mindre biomasse – ikke mere. 

Endelig ønsker aftalen at sætte en stopper for import af affald, hvilket igen giver god mening, hvis man kun kigger på det danske nationale klimaregnskab. Men set i bredere perspektiv har affaldsforbrænding lavere klimabelastning i Danmark, end hvis affaldet deponeres i det affaldseksporterende land. Og import kan endda give rigtig god mening, hvis vi lykkedes med CO2-fangst og lagring, som beskrevet nedenfor. 

Meget kan ændre sig over det kommende årti, men klimaeffekten af aftalen må siges at være behæftet med en vis usikkerhed. 

En fugl i hånden

Der er behov for at få alle virkemidler i spil hurtigst muligt, hvis vi skal leve op til nationale og international klimamål. Mindre udbredte teknologier som CO2-fangst og lagring (CCS), ser herunder ud til at blive afgørende. Dette gælder også i affaldssektoren og på forbrændingsanlæg, da vi ud fra tilgængelige fremskrivninger af affaldsmængder, selv med ambitiøse genanvendelsesrater, ikke har udsigt til at skrive affaldsforbrændingen ud af ligningen. 

Grundlæggende bliver det svært at leve op til lokale, nationale og internationale klimamål uden CCS; en klimaneutral affaldssektor, Danmarks 70%-mål, Københavns Kommunes mål om CO2-neutralitet i 2025 og Paris-aftalens mål. 

CCS kommer ikke af sig selv og kritiseres for at være ’fugle på taget’, og i Danmark mangler der bl.a. en strategi for, hvordan vi får gang CCS. Der er dog med klimaaftalen fra juni sat en del midler af til CO2 fangst, og diverse aktører og vidensmiljøer er meget aktive. 

Kigger man alene på affaldsforbrænding er potentialet i omegnen af 2,3-3 mio. tons CO2 i 2030, når det biogene affald regnes med, dog med en vis usikkerhed omkring, hvad der sker med plastaffaldet og import i fremtiden. Alene på ARC i København er reduktionspotentialet godt 0,5 mio. tons CO2. ARC vurderer at dette kan realiseres i 2025 via CO2 fangst, hvis der kommer hul igennem til EU-midler og de rette nationale rammebetingelser kommer på plads.

Gang i den cirkulære vækstmotor

Ser vi på Danmarks globale bidrag til klimaet skal vi kigge længere op i affaldshierarkiet og udover det nationale klimaregnskab. Her handler det om at undgå at skabe affald, reducere forbruget af ressourcekrævende materialer og sikre produkter med lange levetider, der kan repareres, genbruges og genanvendes. Der er ikke meget af dette i affaldsaftalen. 

Til gengæld har klimaloven en global søjle, hvor netop cirkulær økonomi, grønne indkøb og adfærd er blandt virkemidlerne. Vi ser frem til, at der også for alvor tages hul på denne del af klimaloven. Der er behov for at supplere 70%-målsætningen med f.eks. indikatorer på cirkulær økonomi og den globale klimabelastning fra forbrug og offentlige indkøb. 

Konklusionen er kort og godt, at der er gode takter i de politiske visioner og målsætninger i affaldsaftalen. Men der er også mange ubesvarede spørgsmål, og lang vej til en klimaneutral affaldssektor og en mere cirkulær økonomi, som skal håndteres fremadrettet. Det bliver nød til at blive bragt tilbage på det politiske forhandlingsbord, som en vigtig del af klimaindsatsen i det kommende årti.