Frederiksberg-borgmester om konkurrenceudsættelse: »Hvis det her går igennem, så ses vi i retten«

jeg forstår helt ærligt ikke dette problem regeringen forsøger at løse. der er overkapacitet på forbrændsanlæggene. hvorfor er det ikke en god ting? og selvom jeg ikke forstår den del. så fatter jeg slet ikke at man ikke planlægge sig frem til en løsning. bare at liberalisere det hele betragter jeg ikke som planlægning tværtimod.

Og i disse Pfas tider virker det endnu mere uansvarligt at reducere kapaciteten på affaldforbrænding.

Historien er lidt mere kompleks end som så. Amagerforbrænding kørte i en lang årrække med alt for høj belastning og måtte årligt søge dispensation til at brænde langt mere end værket reelt kunne klare. Bestyrelsen - og kommunerne var utroligt længe om at tage stilling til dette problem - ledelsen forsøgte i mere end 5 år at få taget det alvorligt. Så kom der endelig en beslutning, men værket var stadig stærkt overbelastet i den lange periode, som fulgte før det nye værk var klar til brug.

Merudgiften ved at bygge til større kapacitet end det reelle, FORVENTEDE, behov var beskeden - og der skal jo stadig være reservekapacitet til situationer, hvor naboværkerne har problemer.

Lukker en ovn på Vestforbrænding, Kara eller Norfors, skal der helst være kapacitet til at klare en sådant problem i en periode på måske 3 - 6 måneder.

Jo større ovne, jo større problemer, når en ovn går ned. Og affaldet skal jo behandles - i det mindste fjernes fra 'produktionsstederne' meget hurtigt.

Men forestil dig en situation, hvor ARC (eller et andet anlæg) reelt lukker. Hvor skal varmen så komme fra? Den eneste mulighed er at lade Amagerværket producere den, hvilket vil betyde en manglende sammenhæng mellem el- og varmeproduktion - og det vil blive en meget dyr løsning - også klimamæssigt.

I København er det ikke forbrændingsanlægget som ejer og driver fjernvarmen, men det er ellers det normale. En konkurs vil få meget store konsekvenser for rigtig mange boligers varmeforsyning - konsekvenser som det vil tage adskillige år at få løst.

Og hvem har økonomi til at overtage et forbrændingsanlæg med fjernvarmenet - i fri konkurrence om brændslet og underlagt en lang række vilkår for drift og levering af energien? Kort sagt en meget usikker forretning.

Og hvem skal betale regningen i sidste ende? Fjernvarmekunder vel? Og det i en situation, hvor samfundet finder det hensigtsmæssigt at udbrede fjernvarmen mest muligt - og hvor det derfor ikke er hensigtsmæssigt at skabe mistillid til dette, samfundsmæssigt set billigste system.

Når du skriver, at "de skal tage tæskene selv", så glemmer du vist, at der kun er ét sted at opkræve pengene - hos kunderne! Men kan man det, hvis de ikke længere får leveret produktet? Kommunerne har garanteret for lånene, træder garantien i kraft er der kun skatteborgerne tilbage til at betale.

Tabet kommer altså til at ligge på samfundet som helhed. Og er reelt helt unødvendigt, for alt fungerer jo - godt, billigt og miljørigtigt. Så problemet er alene et helt uforståeligt ønske om at lave noget om.

Der blev ved opførelsen af ARC (og også de andre nybygninger af forbrændingsanlæg i slut 00érne/start 10érne) rejst kraftig debat af den overproduktion som blev stablet på benene blandt andet i Ingeniøren. Hvorfor blev business-casen (erne) dengang ikke rettet til? -Måske skulle der slet ikke have været bygget den produktion, som man hver især gjorde.

Valgte ejerne valgte ret populært sagt "at se bort fra dette" , og istedet "se det fede i en skibakke"? -og samtidig med styringen fra statslig side var ikke eksisterende? - Men det fritager vel ikke ejerne for ansvaret.

Man ligger vel en smule i sit ejet søle, i dag hænger flere af anlæggene kun sammen økonomisk ved hjælp af import af affald der afbrændes.

Jeg mener egentlig der bør ses på om kapaciteten på eu-plan afhjælper et problem, samt behovet for varmeproduktion. Hvis dette er tilfældet i begge henseender, så fint og fortsæt. Ellers luk den fornødende overproduktion og tag tæskene selv.

I artiklens tekst er anført: "Og da importeret affald – såkaldt refuse-derived-fuel (RDF) – typisk indeholder større mængder fossilt affald end de danske husholdningers restaffald, så kan øget import i værste fald betyde, at klimaudledningen fra forbrændingsanlægget stiger."

Det er altså noget vrøvl! Uanset hvad der bliver brændt, vil processen udlede CO2. Om den kommer fra biobrændsel eller fossilt affald er da helt underordnet. Vi taler om plast, som er en del af affaldet. Der er store mængder plast i vores hverdag, som IKKE KAN genanvendes. Hvis vi ikke må brænde det, hvordan skal det så behandles?

Den plast som endnu findes i restaffaldet udgør en forsvindende lille del af de fossile brændsler, som i mange år fremover vil blive brugt som energi - kul, olie og naturgas anvendes i enorme mængder til at sikre vores samfund den nødvendige energi - også i Danmark, så den nærmest religiøse frygt for at brænde denne yderst beskedne mængde plast er helt uforståelig.

Dette skal også ses i forhold til, at langt hovedparten af den plast, som vi sorterer ud til 'genanvendelse', efterfølgende reelt bliver 'energigenvundet' - og altså brændt. Af den simple årsag, at det enten ikke KAN genanvendes eller ikke kan finde afsætning til genanvendelse.

Hvis plastindholdet i affald, som importeres til forbrænding i Danmark, skal være afgørende for om importen skal ses positivt eller negativt er helt ude af proportion med problemets størrelse.

Afbrænding - og altså energiudnyttelse - af organisk affald, der ellers ville blive deponeret, er en ubetinget miljøfordel. Der deponeres både på Europæisk og på verdensplan enorme mængder af denne type affald - og der er stort set ingen steder, hvor denne affaldstype kan blive energiudnyttet bedre og med færre miljøomkostninger end i Danmark!

Så lad os nu ikke gå i koma over, at det importerede affald indeholder lidt plast, men i stedet glæde os over, at vi dels handler klimamæssigt korrekt ved at importere så meget som muligt til forbrænding - og dels via den betaling, som vi får for at modtage affaldet, får et betydeligt tilskud til at nedbringe vores egne udgifter til den energi, som vi ikke kan undvære.