Erfaring fra Sverige: Genanvendelsen af emballager står bomstille trods producentansvar
Kort før sommerferien landede regeringen og resten af Folketingets partier pånær Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige en klimaaftale, der kommer til at få enorm betydning på den fremtidige organisering af affaldssektoren.
Selvom klimaaftalen dårligt nok har nået at bundfælde sig henover sommeren, så er der allerede flere store omvæltninger på vej til affaldssektoren. EU har nemlig pålagt medlemslandene at indføre et udvidet producentansvar for emballage inden 2025, og arbejdet med udarbejdningen af en dansk model er allerede i fuld gang.
Forventningerne til effekten af en dansk producentansvarsordning for emballageaffald er allerede høje. Mens forhandlingerne om klimaaftalen stod på blev producentansvaret for emballage flere gange fremhævet som et vigtigt skridt imod øget genanvendelse. Miljøminister Lea Wermelin (S) har blandt andet problematiseret, at vi i Danmark kun genanvender omkring 20 procent af vores plastemballageaffald og peget på udvidet producentansvar som en løsning.
WasteTech er målrettet professionelle, der arbejder indenfor affalds- og genbrugsområdet.
Det er en fatal misforståelse at indføre ordninger for fraktioner, hvor der ikke er en afsætning. Resultatet vil med sikkerhed være indsamling af store mængder, som så ender med at blive brændt, fordi man måske godt kan forbehandle, men ikke sælge materialerne til reel genanvendelse. Men først skal vi så gruelig meget igennem i form at etablering af indsamlingssystemer – indkøb af beholdere og biler, uddeling af information og anskaffelse af systemer til brug i husholdningerne. Der bliver ansat folk til opgaven – og intet kan efterfølgende stoppes igen uanset det endelige resultat. Altså store udgifter som opkræves via affaldsgebyrerne og pålægges os alle, men reelt med meget lille eller direkte negativ effekt. Og så tror man, at forbrændingsanlæggene kan undværes! Det er dybt deprimerende at nogen overhovedet kan få sig selv til at igangsætte sådanne tiltag. De skønne spildte kræfter ender med at give bagslag – hvordan kan man overhovedet tro på politikere og embedsmænd længere, når de kan finde på sådanne tåbeligheder?
En rimelig effekt kan opnås ved at bruge afgifter på de anvendte emballager og opkræve dem hos importører og producenter eller hovedforhandlere, så enhver emballage bliver pålagt betaling i forhold til dens genanvendelighed - uanset, hvor varerne produceres. Jo større afgifter jo større effekt! Afgifterne kan så tilbageføres til at betale for de ordninger, som nødvendigvis må etableres til indsamling af de genanvendelige dele. Så kommer vi forbrugere til at betale via købsprisen på de varer, som vi anskaffer og derfor i forhold til vores forbrug – i stedet for at alle skal betale til et renovationssystem uden sammenhæng med forbruget. Den nu anvendte metode rammer helt skævt og giver voldsomt øgede udgifter, fordi man skal hente (gennemsnitligt) meget små mængder ad gangen fra de enkelte husholdninger og bebyggelser med fælles opsamling.
I forhold til klima, miljø og økonomi vil de nye ordninger for indsamling af plast, mælkekartoner og tekstiler være stærkt negative. Alligevel udbredes disse ordninger lige nu med stor hast i hele samfundet.
Det er til at ude over! Og her hjælper ingen tudekiks.