Cementovnene fodres med kød- og benmel, nedknuste bleer og restaffald

Den silende regn når knap nok at ramme det cirka 400-grader varme cementrør, før det fordamper igen og stiger til vejrs. Fra den regnvåde jord - adskillige meter under cementrøret - stiger dampen også til vejrs, imens produktionsapparatet ufortrødent kværner videre. En konstant rislen af cementklinker der falder til jorden, blander sig med lyden af de piskende regndråber, mens en skarp dunst af noget sødt og metallisk bider sig fast i næseborene. 

Kilden til den særprægede lugt er en gråhvid silo fyldt til randen med kød- og benmel, som via rørledninger konstant fodrer de buldrende cementovne med slagteriaffald. Hver time bliver adskillige tons kød- og benaffald ført ind i ovnene. På årsbasis løber forbruget af kød- og benaffald som brændsel op i næsten 50.000 tons.

Scenen er Aalborg Portland på en regnvåd formiddag i april, hvor de massive grå industribygninger nærmest går i ét med den grå himmel og den grå cement, som fabrikken årligt producerer omkring 1,6 millioner tons af. Dertil kommer cirka 800.000 tons hvid cement, som er et finere og mere sart produkt. Det betyder også, at den hvide ovn ikke kan bruge kul, da asken derfra vil misfarve cementen.