Affaldsvisioner i spandevis - men er det nok?

Der er gode elementer i den nye aftale for affaldssektoren. Men den indeholder ikke en samlet strategi for cirkulær økonomi, skriver formand for IDA Thomas Damkjær Petersen i dette indlæg.
Brødtekst

Det skortede ikke på ambitionerne, da Regeringen og et flertal i Folketinget for nylig indgik aftale om en grøn affaldssektor i 2030.

Særligt en af ambitionerne er jeg meget enig i, nemlig at Danmark skal arbejde på at forbedre sin position fra at halte bagud til at være verdensførende, når det gælder om at genanvende affald.

Men det er godt nok svært at gennemskue, om den aftale, der ligger, leverer på netop dette mål.

Cirkulær økonomi med en knips?

Læser man ned i aftaleteksten er der masser af gode elementer. For selvfølgelig skal det være lettere at aflevere ting til direkte genbrug på mange flere genbrugsstationer, selvfølgelig skal vi sortere affald mere ensartet på tværs af kommunegrænser, og det er rigtig fint at ”indsamlingen af offentlige og private virksomheders affald strømlines".

Ligesom det lyder fornuftigt med ”modulerede gebyrer, der skal give producenterne økonomisk incitament til at designe emballager til genanvendelse", for nu at nævne nogle eksempler.

Til gengæld synes jeg, det er lige lovlig frejdigt, når der står, at ”aftalen udgør dermed også en strategi for cirkulær økonomi”. Vupti, så fik vi også lige den på plads, eller hvad? 

Men hvor er fokus på et opgør med vores brug-og-smid-væk kultur? Den problemstilling klares ikke med en reduktion af affaldsforbrændingsanlæg eller ved at udvide antallet af spande, vi kan sortere i. 

Retfærdigvis skal det nævnes, at udsagnet følges op med sætningen: ”Strategien skal følges op af flere tiltag på området inden for de kommende år”.

Det bliver der i høj grad brug for. I det hele taget kræver de mange rigtige intentioner både politisk opfølgning og konkret handling. Herunder for eksempel en strategi for udvikling af genanvendelsessektoren i Danmark, som styrker muligheden for, at de nye løsninger rent faktisk bliver udviklet på dansk grund. For når det hele skal sendes i EU-udbud, risikerer vi meget nemt at sende ”guldet” til andre EU-lande.

Det bliver en kæmpe udfordring at implementere rammerne for det nybrud, jeg synes, at aftalen er et udtryk for.

Og udfordringen bliver formentlig ikke mindre, når det gælder om at skaffe de økonomiske ressourcer til den omfattende omstilling, som aftalen fordrer af sektoren.

Store omvæltninger kræver bred opbakning

En så stor omstilling kræver selvsagt bred opbakning i såvel befolkningen som hos de aktører, der skal omsætte visionerne til virkelighed. I den forbindelse vil jeg stærkt anbefale, at man både lytter og giver plads til de mange forskellige faggrupper, som skal implementere de mange brikker, der skal falde på plads frem mod 2030.

For at få nogen til at følge en plan, skal den nemlig også give mening for dem, der skal løse den. Og her er der flere steder i aftalen, hvor kæden springer lidt af efter min mening. 

Det er svært at se, hvordan vi når i mål, når det ikke må koste mere, og hvordan vi indfrier genanvendelsesmålene på f.eks. plast, når vi er langt fra at være klar med en udrulning af producentansvaret for netop plastemballage. 

Og de nye teknologier, der tales om i aftalen, kommer næppe heller af sig selv, så hvem skal udvikle dem? 

Selvom der bestemt er meget godt at sige om denne aftale er den også et eksempel på, hvor svært det er at inkorporere alle aspekter i én aftale, når det gælder så komplekse områder som den danske affaldssektor. 

Derfor ser jeg den i højere grad som udtryk for rammesætning og begyndelsen på en proces end en fiks og færdig køreplan. Og hvis den for alvor også skal være en strategi for cirkulær økonomi, skal der mere til.

Det er ikke alle problemer, vi kan sortere os ud af, selv om der i offentligheden og medierne har været meget fokus på dette her med, at vi fremover skal sortere i 10 typer af affald. 

Hvis vi virkelig skal i retning af cirkulær økonomi, skal vi sørge for, at der kommer så lidt i spandene som muligt. Derfor håber jeg, at de tiltag, der skal følge aftalen op, vil indeholde elementer om f.eks. reparation af produkter, så de kan holde længere, og at udmøntningen af aftalen vil få et endnu skarpere fokus på at minimere affaldsstrømmene. At produkterne får et længere liv i borgernes tjeneste, inden de ender i spanden. Den til genanvendelse, forstås.