Vil politikerne betale – eller bare tale, når det kommer til tekstiler?

Brødtekst

Et nyt kapitel i dansk tekstilhistorie kan starte i Herning, når en ambitiøs gruppe af lokale aktører vil tage udfordringen med tekstilaffald op og skabe et grundlag for et nyt kapitel i Hernings historie som Danmarks tekstilcentrum. Men der er brug for seriøs politisk opbakning og investering – timingen er her, men er politikerne klar til reelle investeringer?

Tekstilaffald og genanvendelse bliver en af fremtidens helt store temaer, og derfor er det vigtigt, at vi allerede nu kommer i gang med at fremtidssikre de danske virksomheder og tester nye materialer og forretningsmodeller, før det bliver et krav fra EU. Fra 2025 skal hele EU nemlig indsamle tekstilaffald – og ingen har fundet den gyldne løsning. Men Danmark har en mulighed for at blive en central spiller, når Herning Kommune sammen med Lifestyle & Design Cluster og interessenter inden for affaldshåndtering og genbrug går sammen om at finde bud på løsninger. 

Der er fortsat store udfordringer med at genanvende tekstilfibre, og der er behov for udvikling af nye løsninger for at undgå, at tekstilaffald sendes til forbrænding. Disse løsninger skal netop skabes i samarbejde mellem virksomheder, borgere, kommuner, NGO’er og innovatører, der allerede i dag er i fuld gang med at teste nye teknologier. Kun i dét samarbejde kan vi skabe holdbare og bæredygtige løsninger til gavn for hele lokalsamfundet – og landet. Og det er netop det samarbejde som projektet Tekstilsymbiose Herning skal facilitere og styrke. Tekstilsymbiosen skal teste og udvikle lokale løsninger, der kan afhjælpe et globalt problem. 

Tekstilindsamling udskudt pga. manglende udvikling på området 

For at illustrere, at tiden er vigtig, besluttede Miljøministeriet, at den forventede - og for nogle frygtede  - husstandsindsamling  af tekstiler blev udskudt til mellem juli 2023 og udgangen af 2025. 76 danske kommuner havde gjort det klart, at de ikke kunne løfte opgaven, da de ikke har en infrastruktur og planer for genanvendelse på plads endnu. Det skyldes blandt andet et udpræget behov for forskning, test og implementering gennem offentligt-private partnerskaber, håndholdte processer hjemme hos forbrugerne, og nye og kendte teknologier, som skal hjælpe med at udnytte den ressourcemulighed, som er i de indsamlede tekstiler.   

For at kunne sætte gang i en seriøs indsats indenfor den grønne omstilling, er der behov for data og opsamling af viden, som kan guide og vise vejen. Mange danske tekstil- og modevirksomheder starter deres indsats uden at have tilstrækkelig information om, hvorvidt de investerede ressourcer gør en forskel. De kommende EU-tiltag omkring den grønne omstilling vil klemme branchen fra to sider – dels vil der komme et øget krav om bæredygtig produktion, og dels et krav om at øge omstilling fra lineære til cirkulære forretningsmodeller. Og de valg er de fleste virksomheder slet ikke klædt på til at tage på det strategiske niveau, der er nødvendigt. De tiltag vi ser nu få stor kritik for at være spredt fægtning med mange silo-baserede initiativer, som reelt ikke er mere end et figenblad for at fortsætte overproduktion og overforbrug. 

En symbiose i Herning starter testen – men får brug for national opbakning 

Tekstilsymbiose Herning er opstået med udgangspunkt i netop den kommende tekstilindsamling og er et forsøg på at samle de centrale spillere om en fælles mission. Med i projektet er blandt andre Herning Kommune, vidensinstitutioner, Herning & Ikast-Brande Erhvervsråd, erhvervshus Midtjylland, to af Danmarks førende NGO’er inden for tekstilgenbrug samt en innovativ genanvendelsesvirksomhed.

Sammen skal vi teste alle de løsninger, vi skal bruge i fremtiden. For i dag findes der nemlig ikke afsætningsmuligheder for store dele af det tekstilaffald, der derfor enten brændes eller sendes til udlandet. Det er derfor oplagt at se på, hvordan disse ressourcer kan sættes i spil lokalt. Af den grund har Lifestyle & Design Cluster sammen med Herning Kommune tænkt sig at gå forrest for at være et godt eksempel og vise hele Danmark, at vi tager vores tekstile aner alvorligt og påtager os ansvaret for at være med til at udvikle løsninger på de globale udfordringer i branchen. 

Men skal hele Danmarks tekstil-affaldsproblem løses, er der behov for nationale initiativer og investeringer. Allerede nu ved projektets start står det klart at for eksempel sortering er en stor hovedpine og samtidig nøglen til den bedste mulige udnyttelse af tekstilerne. Men der er behov for at mange kommuner går sammen og får etableret infrastruktur, så de rette fraktioner kan nå ud til de rette innovatører og virksomheder og standardiserede systemer med adgang til god dataudvinding vil være nøglen til videre udvikling, hvis vi for alvor kan udnytte potentialet i vores tekstil-skrald.  

Det mener vi ikke er en opgave, som nogen privat aktør kan løse alene. 

Prøv WasteTech

Få 3 ugers gratis og uforpligtende prøveabonnement

Klik her