Vi skal gøre op med skraldespandenes modsatrette kommunikation

Det er ikke så svært at forstå, at borgerne har svært ved at forstå, at sortering er akut nødvendigt: Spandene taler nemlig deres eget modsatrettede sprog, skriver Lina Katan, ph.d. og specialkonsulent ved Dansk Affaldsforening.
Brødtekst

I lang tid har vi tænkt, at hvis vi kommunikerer, at sortering er vigtigt og hvorfor, så forstår borgerne, og så ændrer deres adfærd sig. Jeg er helt enig, i at adfærd forandres, når man forstår, at forandring er nødvendig – naturligvis under forudsætning af, at de materielle forudsætninger er tilstede for at gøre det, man plejer, anderledes. 

Vi har givet borgerne de materielle forudsætninger for at sortere derhjemme. Spandene installerer et klart og materielt budskab på borgernes matrikel, som spejler og forstærker det verbalt overlevede budskab. 

For spande kommunikerer.

Hvad siger skraldespanden?

Når der står fem spande med hver sit piktogram på, så kommunikeres der, ”du skal sortere”. Når der står en enkelt spand, kommunikeres der, ”du skal ikke sortere”. 

Den materielle kommunikation er mægtig virksomt, når vi vil have budskaber til at trænge helt ind i rygraden – derfra hvor de fleste hverdagsforståelser ligger og -handlinger udgår fra. Jeg vil vove den påstand, at den er vigtigere end den verbale. 

Og her bliver vi opmærksom på problemet. Problemet består i, at borgerne ikke kun holder sig på egen matrikel – der hvor vi har afstemt verbalt og materielt budskab. Næst efter hjemmet opholder borgerne sig mest på deres arbejdsplads. De færdes på gader og stræder, i butikker, i institutioner, på cafeer og i kiosker. Fortsæt selv. Alle disse steder kommunikeres der også til dem. Og her er det langt overvejende den enkeltstående skraldespands budskab, de møder. 

Den materielle kommunikation betragtet, eksponeres rigtig mange borgere altså for et budskab om at sortering er vigtigt, men også for et budskab om, at det ikke er vigtigere end at vi ikke behøver sortere, når vi er på arbejde.

Den ’almindelige’ skraldespands forsvinden?

I min forskning arbejder jeg med et begreb, jeg kalder ’normal affaldsadfærd’. Begrebet beskriver en før-bevidst forståelse af, hvad der er normalt at gøre med sit affald. Engang var det normalt at brænde meget af sit affald hjemme i baghaven eller i kakkelovnen. Siden flyttede normalforståelsen sig, og så var det normalt at smide det brændbare i spanden, som kommunen hentede. Siden flyttende den sig igen, så forståelsen af, hvad der hørte til, i det vi begyndte at kalde ’den almindelige skraldespand’, nu ikke længere indebar papir, glas og batterier. 

Begrebet ’normal affaldsadfærd’ beskriver vores forståelse af, hvad de fleste af vores medborgere gør. Det er ikke en forståelse, vi har tænkt os frem til, den er snarere indoptaget, ved at vi uopmærksomt har observeret, hvordan andre bruger spandene til affald og ikke mindst hvilke spande, der er tilstede, de steder vi kommer. Tag bare papirspanden som eksempel – den er helt normalt inventar på de fleste arbejdspladser, institutioner og hjem. De fleste af os opfatter det som unormalt, ja nærmest moralsk forkasteligt at smide en avis, en tom kuvert eller et brugt ark papir i den ’almindelige’ skraldespand.

Og nu forsøger vi os altså igen med endnu en forskydning af den folkelige forståelse af ’normal affaldsadfærd’. Metal, plast og madaffald skal ud af den ’almindelige’ skraldespand, og om et øjeblik skal tekstiler og drikkekartoner samme vej. 

Man kunne tænke, at der ikke er lang vej til, at den almindelige skraldespand ophører som meningsfuld betegnelse. 

At ville sortere er at sortere?

Men der er en træghed i udviklingen af borgernes forståelse. I hvert fald hvis vi ser på deres adfærd.

Vi får kun lige indsamlet halvdelen af det estimerede potentiale i de nye fraktioner, og det er endda, hvis vi udlægger opgørelserne venligt. Hvordan hænger det sammen, når den ene rundspørge efter den anden konkluderer, at borgerne vældig gerne vil sortere, og at de anser sortering for værende vigtig? 

Begrebet ’normal affaldsadfærd’ er rigtig brugbart, fordi det peger på, at det, der forstås som normalt er acceptabelt også for den borger, der mener, at noget andet egentlig havde været det rigtigste. 

Selvom deltagerne i mit projekt generelt set er helt enige med resten af danskerne om, at sortering er både vigtigt og den rigtigste måde at bortskaffe affaldet, så er der i deres hverdag alle mulige andre hensyn som skubber sig ind foran sorteringen. Sortering i de nyere fraktioner, bliver opfattet som en ekstra indsats udover det normale. Man sorterer når man har tid, overskud og øvrige omstændigheder tillader det. Når de ikke gør det, er det stadig acceptabelt at falde ’tilbage’ på det, som opfattes som normalt.

Kan det tænkes at trægheden i borgernes forståelse af, hvad der er normalt og dermed acceptabelt hænger sammen med, at de så mange steder i deres hverdag mødes af den enkeltstående skraldespands budskab om, at ’her’ skal der ikke sorteres. Kan det tænkes, at det budskab, som borgerne opfatter er, at sortering er vigtigt, men det er altså ikke vigtigere, end at der er rigtig mange sammenhænge, hvor du ikke behøver at gøre det? 

Hvis det var tilfældet, at det var dette budskab, som er trængt ind i borgernes rygrad – der hvor vores normalforståelse ligger og vores handlinger udgår fra – ja så er der vel nærmest perfekt overensstemmelse mellem borgernes nuværende affaldsadfærd og spandenes materielle kommunikation.

Prøv WasteTech

Få 3 ugers gratis og uforpligtende prøveabonnement

Klik her