Plaststrategi: Vi skal skyde bredt for at nå målet

Der er mange måder at gribe plastudfordringen an på, når vi skal minimere brugen af unødvendig plast og genanvende mere. I Aarhus arbejder vi i flere retninger og i samarbejde med mange. Der er nemlig ikke bare én stor forkromet løsning på plastproblematikken, skriver Hanne Tokkesdal fra AffaldVarme Aarhus.
Brødtekst

Vi møder plastik overalt i vores hverdag. Prøv at kigge rundt der, hvor du er lige nu. Hvor mange ting kan du se i din umiddelbare nærhed, der er lavet helt eller delvist af plast? Mange, gætter jeg på. Vi er nemlig omgivet af plast, hvor end vi kigger hen.

Og det er der en ret simpel grund til. For plast er et fantastisk materiale, som kan skabes med et hav af egenskaber. Blødt, hårdt, farvet, klart - ja det er stort set kun fantasien, der sætter grænserne for de egenskaber, vi kan lave plast med. Derfor er plast også meget svært for os at undvære.

Men det faktum, at plasten er fantastisk, er på den anden side også vores store udfordring. For når vi giver plasten mange forskellige egenskaber, så skaber vi en masse forskellige typer af plast. Og det giver os problemer, den dag plasten ikke kan bruges længere, fordi vi endnu ikke har systemer, der kan håndtere de mange forskellige plasttyper.

Derfor ender noget plast som affald alt for tidligt, og i værste fald ender det i naturen, hvor plast bestemt ikke hører hjemme. Og det er en udfordring, som kan virke uoverskuelig. Det kræver mange forskellige værktøjer at komme i mål, så vi får minimeret brugen af plast og får genanvendt mere.

Vi tør ikke vente

Men skal vi så bare sætte os på hænderne og vente, fordi der ikke er nogen simpel løsning på udfordringerne? Det kan virke skræmmende at give sig i kast med at løse en udfordring, som er så kompleks og stor, uden at man egentlig helt ved, hvordan den skal løses. I Aarhus har vi besluttet os for, at vi ikke kan vente. Vi har valgt at gå i gang via en Plaststrategi for Aarhus Kommune med indsatser, der spænder bredt både i forhold til plastproblematikken og samarbejder med andre aktører.

Med vores plaststrategi har vi et mål om at minimere unødvendig brug af plast og sikre bedre genanvendelse. Gennem 11 indsatser har vi målrettet arbejdet.

Senest har vi lanceret en vejledning til virksomheder og det offentlige, der skal guide til bæredygtige plastvalg i forbindelse med indkøb og udbud. En vejledning, som vi er ret stolte af. Det er ikke et kæmpe projekt – nej det er faktisk ”bare” et PowerPoint-show. Men det er konkret og brugbart, og det opfylder et behov, som vi kan se, er til stede.

Vejledningen er blevet til i et samarbejde under Plaststrategien imellem Aarhus Kommunes Indkøbsafdeling, AffaldVarme Aarhus og Plastindustrien. 

Et andet eksempel kunne være byggebranchen, hvor vi kigger på, hvor meget og hvilke former for plast der bliver anvendt i forbindelse med lokale byggeprojekter. I samarbejde med en entreprenør kigger vi på at forebygge unødvendig brug af plast på byggepladser og sikre bedre genanvendelse. Lige nu har vi et konkret pilotprojekt på Lighthouse højhus-projektet på Aarhus Ø.

I området omkring Aarhus Ø er Plaststrategien også en del af et projekt omkring etablering af en havskraldespand – en Seabin – ved bassin 7 hvor der er vandsport og havbadefaciliteter. Etablering foregår i samarbejde med den lokale forening Aarhus Watersport Complex. Et meget synligt og konkret eksempel der gerne skulle sikre mindre plast i vandet i området og et generelt fokus på plast i havet. 

Viden om plast blandt børn er også en væsentlig indsats i strategien, for børn er fremtidens forbrugere og nutidens forandringsagenter. Konkret er der udarbejdet en ”Rappe skralde bog” der via en rapands rim og remser lærer mindre børn – og måske deres forældre – hvorfor affaldssortering er vigtigt.

Som disse eksempler viser, så peger vores indsatser i meget forskellige retninger. Og vi ved ikke altid helt, hvor vi ender. Men vores mål er selvfølgelig at få konkrete produkter og resultater ud af indsatserne, som ud over at pege ind i plaststrategien, også understøtter attraktive og bæredygtige rammer for livet i Aarhus.

Sammen er vi stærkere

En stor del af arbejdet i plaststrategien går ud på at indgå i partnerskaber med erhvervsliv, videninstitutioner, interesseorganisationer og borgergrupperinger. For hvis vi virkelig skal lykkes, så må vi arbejde sammen på tværs af brancher, viden og fokusområder. Med et fælles mål.

For det handler nemlig om at gøre en forskel, så vi minimerer unødig brug af plast og genanvender mere plast. Hvis vi deler vores arbejde, så bliver vi alle sammen meget klogere. Viden er en vigtig ingrediens i opskriften på at løse plastproblematikken. Men samtidig med at vi videndeler, så skal vi også handle sammen. For sammen er vi stærkere, og vi når meget længere ud, hvis vi gør tingene sammen.

Det handler også om at se på løsningerne fra forskellige perspektiver. Derfor deltager plaststrategien også ved forskellige arrangementer, som kan være givende for flere parter. Et eksempel er fra 2019, hvor vi deltog ved AU Challenge – en tværfaglig case-competition på Aarhus universitet. Her var et af temaerne Aarhus’ nye Plaststrategi.

De studerende blev introduceret for de udfordringer, Aarhus Kommune står overfor, og bedt om at supplere plaststrategien med en tolvte indsats – hvilken indsats syntes de, at plaststrategien manglede. Ved at inddrage de universitetsstuderende skabte vi en mulighed for anderledes og innovative inputs til plaststrategien.

Kast jer ud i det

Nu har vi været i gang i lidt over et år med at prøve os frem. Det har ikke været det letteste år, når man ser på, hvad der sker i samfundet omkring os. Men vi har gang i alle de planlagte initiativer – nogen dog lidt forsinkede og nogen i en lidt anden retning, end vi havde forventet.

Mit vigtigste råd til andre, som er i gang med at kigge på udfordringer omkring plast, vil være, at I skal kaste jer ud i det. Læg en strategi for, hvor jeres arbejde skal pege henad, og start med pilotprojekter, der understøtter retningen. Så er I på vej. For hvad er det værste, der kan ske? I og med at vi arbejder med små initiativer, så er det ikke nogen katastrofe, hvis vi fejler indimellem. Det ville derimod være en katastrofe, hvis vi slet ikke gjorde noget.

I kan læse mere om vores initiativer i Plaststrategien 2020-2025.

Prøv WasteTech

Få 3 ugers gratis og uforpligtende prøveabonnement

Klik her

Nævnte firmaer