Kommuner sinker sidste års aftale om fremtidens affaldssektor

Hvis vi alle på tværs af offentlige og private skel kunne samarbejde om at realisere aftalen i den ånd, den er skrevet, så var vi allerede halvvejs i mål og godt på vej som grøn affaldsførernation. Så vi står med et valg. Skal vi sætte farten op, eller skal vi trække luften ud af politikernes ønsker?
Brødtekst

Sidste år besluttede politikerne på Christiansborg i bred enighed, at der skal opbygges en stærk privat genanvendelsessektor i Danmark, så mest muligt affald bliver genanvendt i en stærk arbejdsdeling med kommunerne. Det er en god plan. Desværre virker det lige nu som om, flere kommuner sinker aftalen ved at investere i dyre men unødvendige affaldsanlæg - imod den politiske aftales ønsker - frem for at samarbejde om at realisere planen.

Egentlig er arbejdsdelingen simpel i den aftale om fremtidens affaldssektor, som et bredt flertal på Christiansborg indgik i juni sidste år.

Borgere og en del virksomheder i hele landet skal sortere deres affald ens i 10 fraktioner.

Kommunerne skal sikre den lokale infrastruktur - spande, containere osv. - og forestå transporten af det husstandssorterede affald til en privat affaldsbehandler. Kommunen kan enten løse transportopgaven selv eller udbyde den til private.

Derfra skal affaldet håndteres af de professionelle håndteringsvirksomheder, der har budt på og vundet opgaven - dvs. sortere yderligere og forarbejde det så langt som muligt frem mod, at det kan indgå i produktion af nye produkter. Det kan enten ske inden for landets grænser eller - hvis det giver mening - gennem eksport af udvalgte dele af det sorterede affald til behandling i andre EU-lande, hvis de er bedre til det, end vi er i Danmark.

Det er egentlig alt, hvad der skal til.

Kommunernes investeringer står i kontrast til den politiske aftale  

Derfor er der al mulig grund til, at alle parter - kommunale såvel som private - allerede nu samarbejder helhjertet om hurtigst muligt at omstille sig til den nye virkelighed. Den nye sortering skal indfases allerede i år og den samlede ordning, inklusive producentansvar for emballage, skal være på plads senest i 2025.

Derfor undrer det, at flere og flere kommuner lige nu investerer massivt i anlæg til affaldssortering og -håndtering - fra balleterings- og pressemaskiner til haller og bygninger, hvor maskinerne kan stå.

Investeringerne står i skærende kontrast til den politiske aftales formulering om, at kommunerne ikke må investere i nye anlæg og heller ikke må reinvestere i eksisterende, da affaldet skal udbydes og behandles i den private sektor.

Det står også i skærende kontrast til, at de private virksomheder, som skal modtage, forarbejde og genanvende affaldet allerhelst vil modtage det i løs vægt - direkte og så ubearbejdet som muligt. Det det bedste udgangspunkt for den efterfølgende oparbejdning af affaldet. Så hvis målet er øget genanvendelse, skal kommunerne helst ikke gøre andet end at flytte det husstandssorterede affald så uberørt som muligt.

Hvad motivet er for kommunernes investeringslyst, kan man kun gisne om. Kommunerne ved godt, at de ikke må bygge nye anlæg. De ved også godt, at man ødelægger mere, end man gavner ift. genanvendelse, ved fx at presse og ballettere affaldet på vejen fra husholdningerne til den videre forarbejdning.

De ved med stor sikkerhed også godt, at de få arbejdspladser, de kan håbe at holde på kommunale hænder på denne måde, både er færre og med et dårligere arbejdsmiljø end dem, en stærk dansk genanvendelsesindustri kan skabe.

Fokus på samarbejde i henhold til aftalens ånd

Faktisk er risikoen, at kommunal presning, balletering og omlæsning af affald kan føre til, at affaldet i stedet for ryger til udlandet - til en dårligere pris og med en ringere genanvendelse som resultat. Uden at der bliver skabt danske arbejdspladser. Den øvelse taber vi alle på - miljøet, økonomien og samfundet.

Genanvendelsesvirksomhederne er klar til at investere i anlæg målrettet den aftalte sortering i klimaaftalen, men det kræver sikkerhed for, at affaldet kommer på markedet, som beskrevet i aftalen. Det kræver derfor også en klar udmelding om, at aftalen gennemføres, og at affaldet udbydes som indsamlet i løs vægt uden al mulig forskellig unødvendig og skadelig lokal forbehandling

Prøv WasteTech

Få 3 ugers gratis og uforpligtende prøveabonnement

Klik her

Nævnte firmaer