Michael Kristensen, direktør i Prounit Frames.
Michael Kristensen, direktør i Prounit Frames.

Foto : Prounit Frames

Kartongenanvender: »Jeg er så træt af at høre, at det ikke kan lade sig gøre i Danmark. Selvfølgelig kan det da det.«

Randers-virksomheden Prounit Frames har udviklet en ny metode til at separere plast, pap og alufolie fra fødevarerkartoner til genanvendelse. Spørgsmålet er nu, om investeringen i et fuldskala-anlæg kommer fra dansk eller udenlandsk side, fortæller direktøren.
Brødtekst

Der findes i dag ikke et anlæg i Danmark, der kan håndtere genanvendelsen af de mad- og drikkekartoner, som borgerne er blevet bedt om at sortere – om end en lang række kommuner er blevet tildelt dispensation til at udskyde indsamlingen af den nye fraktion. Derfor sendes de fleste gamle mælkekartoner til genanvendelse i udlandet – primært i Sverige og Tyskland.

Det er en etableret sandhed, men ifølge Michael Kristensen, direktør for virksomheden Prounit Frames fra Randers, så er det ikke hele sandheden. Hans virksomhed har nemlig udviklet en ny metode, der kan separere plast, pap og alufolie fra kartonaffald ud i separate strømme, som kan afsættes kommercielt, fortæller han.

Derfor har han på det seneste forsøgt at blande sig i debatten om den forsinkede udrulning af kartonfraktionen og de manglende genanvendelsesmuligheder i Danmark.

»Det her er et kæmpe problem, for kartonaffald er en kæmpestor fraktion og alle vil gerne have gode løsninger til den. Så spørgsmålet er egentlig bare, hvor der bliver rykket først. Jeg kunne bare godt tænke mig, at det blev her i Danmark – for vi kan altså godt,« fortæller Michael Kristensen og fortsætter:

»Jeg er simpelthen så træt af at høre, at det ikke kan lade sig gøre. Selvfølgelig kan det da det. Der har bare ikke været incitament til at gøre det før nu.«

Selvom processen stadig undergår de sidste og afgørende tests, så er Michael Kristensen overbevist om, at hans proces kan levere materialer i en kvalitet, som kan afsættes til markedet. Og han er allerede i dialog med en række udenlandske aktører, der er interesserede i teknologien, fortæller han:

»Der er mange steder i udlandet, hvor man allerede er i gang, men hvor man har manglet en løsning for blandingen af PE og alufolie (kaldet PolyAl), som ofte enten bliver brændt eller havner på deponier. Den fraktion vil vi gerne have, for vi kan faktisk behandle den og afsætte den. Derfor står vi nu og kigger på at anlægge kommercielle anlæg i udlandet.«

Teknologi opstod under pandemien

Hvis man spoler tiden tilbage til dengang i maj 2019, hvor Prounit Frames blev stiftet, så var det slet ikke meningen, at Michael Kristensen skulle arbejde med affald. Virksomheden var egentlig underleverandør af procesudstyr til opgradering af biogas og til fremstilling af mindre nichemaskiner til mejeriindustrien. Affaldsbehandlingen opstod i starten mere af nød end af lyst, fortæller direktøren:

»Det startede som en lille sideting, men det er kommet til at fylde hele vores verden.«

Men da coronapandemien fik greb i Danmark, så blev flere investeringer udskudt og mange af de projekter, som Prounit Frames arbejdede med stoppede. For at få økonomien til at hænge sammen, så blev halvdelen af medarbejderne i firmaet afskediget, fortæller Michael Kristensen:

»Hele vores marked var pludselig dødt – og vi anede ikke, hvornår det kom igen. Jeg vidste godt, at vi var nødt til at finde på et eller andet og dengang tænkte jeg bare, at det skulle være en midlertidig forretning indtil coronaen gik væk. Men sådan gik det jo som bekendt ikke.«

Til gengæld skulle det vise sig, at den »midlertidige forretning« som Prounit Frames kastede sig over i de måneder ikke nødvendigvis var så midlertidig endda. Michael Kristensen fortæller, at han kastede sig over en ide fra »skrivebordsskuffen«, som han havde tænkt over siden dengang han var ansat i Tetra Pak:

»Hvis man nu kunne skille en mælke- eller juicekarton ad i pap, plastik og aluminium, så kan man sælge det som nye råvarer, hvis det er rent nok. Vi har jo snakket om det i flere år og jeg kunne se, at vi snart skulle til at sortere fraktionen i hele Danmark, så derfor tænkte jeg, at det må da kunne lade sig gøre. Og så gik vi ellers i gang med at eksperimentere.«

Udviklingsprocessen foregik ifølge Michael Kristensen ved god gammeldags trial-and-error, for som han forklarer, så var der ikke mange penge til at kaste efter et større udviklingsarbejde, som potentielt ikke ville kunne bruges til noget.

»Det hele startede med, at jeg tog over i Harald Nyborg og Biltema for at købe regnvandstønder, vandslanger og drænpumper. Dem koblede vi sammen og begyndte at teste forskellige løsninger med vand, kemi og kogeblus. Jeg er nok den eneste i Danmark, der har ødelagt så mange drænpumper,« griner Michael Kristensen og fortsætter:

»Min tese var, at de her ting jo er limet sammen. Så vi skulle bare finde noget, der kan spise limen – og det er jo egentlig ikke så svært rent kemisk at separere materialerne. Problemet er snarere at gøre det rent nok, så materialerne stadig kan sælges som råvarer. Restkemi kan ødelægge hele business-casen. Men med tilstrækkelig kemi og vand, så opløser vi både aluminiummet og spiser limen.«

Jernklorid og brint

Én ting er, at man kan skille materialerne ad. Noget helt andet – og lige så vigtigt – er, om man så kan afsætte dem efterfølgende. Men det kan man faktisk godt, insisterer Michael Kristensen.

Pappet kan bruges til ny karton og plasten består af homogen og fødevaregodkendt PE. Tilbage stod aluminiummet – som ikke er råt aluminium, men alufolie – som ikke umiddelbart kunne afsættes. Men når alufolien reagerer med kemien og opløses, så frigiver det tre aktive ioner, der også findes i jernklorid – et salt der blandt andet bruges på kemiske vandrensningsanlæg til at fælde fosfor, så det kan fjernes.

»Så begyndte vi ellers bare at forfine processen og i dag har vi et demonstrationsanlæg og afsætningsmuligheder for alle tre fraktioner. Men vi vil gerne gå skridtet videre og derfor har vi søgt om penge fra Innovationsfonden til et nyt projekt. Vores proces udleder nemlig brint, og vi bruger så relativt lidt energi, at vi gerne vil lave Power-to-X på vores brint. Med brint og CO2 kan vi jo lave metan, men der er vi ikke helt endnu. Det er næste skridt i raketten,« fortæller Michael Kristensen.

Hvor rene er jeres materialer? Hvilken kvalitet kommer de ud i?

»Da plastindustrien havde analyseret vores materialer, så spurgte de hvor mange tons, vi kunne levere. Så det må jo være godt nok. Det samme gælder pappet,« svarer Michael Kristensen og fortsætter:

»VI har fået udført en masse tests af vores materialer, som fortæller os hvor rene de er og hvad de består af. Men vi vil selvfølgelig gerne have et detaljeret datablad for vores materialer. Udfordringen er, at det kræver rigtig mange kilo, før vi kan få det certificeret. Der skal vi næsten op på et ton. Så det er vi i gang med nu.«

Overrasket over lobbyisme

På trods af, at langt størstedelen af landets kommuner har valgt at udskyde indsamlingen af mad- og drikkekartoner fra husstandene, så oplever Michael Kristensen en stor interesse omkring den teknologi, som hans virksomhed arbejder med.

Desværre oplever han også, at det ikke er helt lige til at lande en aftale, som gør, at han kan finde den nødvendige kapital til at bygge en fabrik på dansk grund. Michael Kristensen fortæller, at han er blevet overrasket over »hvor meget lobbyisme«, det kræver at starte en ny affaldsforretning op.

»Jeg er blevet kimet ned af kommuner, der gerne vil høre, hvad vi kan og hvad vi ikke kan – og om hvordan de kan få et samarbejde op at stå med andre kommuner. Men det er lidt en hønen-eller-ægget situation faktisk at få det til at ske,« fortæller direktøren og fortsætter:

»Jeg vil jo gerne have en lovning på, at jeg kan få de her materialer fra dem i de næste ti år, så jeg kan få mine investorer med på ideen – men det må de ikke, siger de. Jeg kan jo ikke bygge en fabrik til 100 millioner, hvis de kun kan love mig materialerne i ét år. Det er der jo ingen, der vil investere i.«

Hvordan ser du på udrulningen af den nye mad- og drikkekartonfraktion i Danmark? Der er jo meget få kommuner, som faktisk er kommet i gang og som ikke har søgt dispensation fra det.

»Til at starte med, så blev jeg virkelig træt og ked af det over at se, hvor mange der søgte dispensation. Da jeg gik ind i branchen, så tænkte jeg jo, at nu skal vi alle sammen til at sortere – og det bliver skide godt. Med 98 kommuner om bord, så har jeg jo 98 potentielle kunder. Lige indtil jeg så, hvor mange der søgte dispensation,« svarer Michael Kristensen og tilføjer:

»Men efter at have været i dialog med mange kommuner, så forstår jeg, at sagen er mere kompliceret end som så. Alle kommunerne er jo bundet af kontrakter med lokale virksomheder, som de ikke bare kan rive over. Derfor vil jeg hellere tale om, hvad vi egentlig har af muligheder i Danmark, end jeg vil slå dem oven i hovedet med, at de har søgt dispensation.«

Ifølge Michael Kristensen har flere store, udenlandske aktører fra Tyskland, Sverige og sågar Japan henvendt sig for at høre mere om den løsning, som hans virksomhed har udviklet. Det har blandt andet ført til et samarbejde med svenske Fiskeby, som allerede genanvender pappet fra mælkekartoner. Derfor kan det alligevel ende med et dansk fingeraftryk, selvom mælkekartonerne ender med at blive sendt ud af landet.

»Dem har vi et godt samarbejde med i dag og vi har også tilbudt at koble vores anlæg til deres. Så man kan sige, at selv hvis kommunerne sender affaldet til Sverige eller Tyskland, så kommer vi sandsynligvis til at behandle deres affald. Jeg så bare helst, at vi gjorde det her i Danmark og skabte nogle flere arbejdspladser,« fortæller han.

Prøv WasteTech

Få 3 ugers gratis og uforpligtende prøveabonnement

Klik her