Gamle dyder viser vejen ind i en cirkulær fremtid med mindre affald

»Vejen frem er et kredsløb, hvor emballager cirkulerer, ikke kun i den enkelte husholdning, men mellem forbrugere, detailhandel og producenter,« skriver Lina Katan, Katrine Weber og Louise Lerche-Gredal i dette synspunkt.
Brødtekst

Det er november, og det er europæisk affaldsforebyggelsesuge. Vi står i Annas[1] køkken, som oplyses af den stærke efterårssol. Den ældre kvinde åbner et af sine køkkenskabe for os. Stablet på to tætpakkede hylder står afvaskede bægre og bøtter, som oprindeligt indeholdt creme fraiche, karrysalat og flødeis.

Beholderne er egentlig designet til engangsbrug, men Anna bruger dem igen og igen: »Der er ingen grund til at smide dem ud. De er rigtig gode, når man har en lille middagsrest.«

Når Anna vasker og genbruger beholderne, påtager hun sig et arbejde, som engangsemballagerne egentlig har overflødiggjort. Engangsemballagerne har gjort hverdagen lettere – både for forbrugere og producenter. Brug, og smid væk. Nemmere og mere bekvemt bliver det vel ikke? Så pyt med at der kommer en del affald ud af det, eller hvad?

Vi bruger ikke for at smide ud. Vores forbrug er udtryk for en hverdag, hvor vi skal nå mere og mere. Engangsemballager er et convenience-produkt, som af mange opleves helt uundværligt i en convenience-kultur. På linje med alle mulige andre moderne produkter frigiver måden, vi emballerer vores fødevarer på, både tid og hænder, som i stedet kan bruges andetsteds.

En ond spiral

Danmark har år igennem ligget i toppen hvad angår affaldsproduktion, og i reglen tilskriver vi vores rigdom og deraf høje forbrug æren herfor.

Problemet ligger imidlertid ikke nødvendigvis i forbruget, men i den infrastruktur og kulturelle sammenhæng, forbruget understøtter og lukrerer på. De lineære forretningsmodeller, hvor produktets rejse fra producent over forbruger fører lige lukt i skraldespanden, har forbrugerne i dag få alternativer til.

Nok så mange Anna’er kan tage det på sig at vaske og genbruge nok så mange bøtter og bægre, men så længe Anna fortsat køber creme fraiche, vil hendes ihærdighed først og fremmest føre til ophobning af bægre i skabe og skuffer. Den lineære model er en ond spiral, hvor ressourceforbrug og affaldsmængder vokser i et hæsblæsende tempo. Det skriger til himlen, at vi må gøre noget.

Vi kan ikke fortsætte brug-og-smid-væk-kulturen

En økonomi, hvor emballager cirkulerer, er fremtiden. Og Annas eksempel giver anledning til at overveje, om fortidens dyder kan inspirere. Hvis Annas omgang med tingene ledsages af et mantra, så er mantraet ressourcebevidsthed og omsorgsfuld omhu.

Genbrug er for Anna ikke et klima-ideologisk anliggende, det er en selvfølgelighed, præcis som brug-og-smid-væk er det for os andre. Den omhyggelige omgang med tingene, være det sig fødevareemballager eller sirligt sammenlagt gavepapir, udtrykker en værdsættelse, som baserer sig på en grundforståelse af ressourcer som begrænsede. Og selvom Annas måder kan synes gammeldags, så er det faktisk sådan, at ressourcerne også i dag og i fremtiden er begrænsede. Vi kan ikke blive ved med bare at bruge og smide ud.

Anna er med andre ord på forkant med det, vi alle sammen kommer til at gøre mere af, hvis vi vil nedsætte vores samlede ressourceforbrug, producere mindre affald og leve mere bæredygtigt.

Men det er ikke blot forbrugere, der skal følge Annas eksempel. Producenter og detailhandel skal tilsvarende tilbyde en cirkulær ordning, der honorerer Annas møjsommelighed. Og når hun kan, så kan de også – vaske og bruge igen og igen – og producenter og detailhandel har oven i købet forudsætningerne for at udvikle systemer og produkter, der gør det convenient at genbruge.

Genbrug er fremtiden

Creme fraiche-bægret kan designes i en genbrugelig kvalitet, som er både lækker og nem at håndtere, og som de selv har interesse i at få tilbage. Producenter og detailhandel kan understøtte ordninger, så forbrugeren blot skal smide emballagen i 'retur-spanden' i hjemmet, som herefter bliver afhentet, sorteret, vasket og genopfyldt.

Vi ved, at ordninger som disse kan lade sig gøre, for vi har gjort det før. Tænk blot tilbage på mælkemanden og den grønne ølflaske. Med disse eksempler siger vi ikke, at løsningen er at erstatte plastik med glas. Vi siger, at vi må fokusere på at etablere cirkulære systemer, som kan gøre det muligt og mere convenient at være en bæredygtig husholdning.

Så længe Annas bægre ikke genopfyldes, vil emballagerne før eller siden ende som affald, som i bedste fald kan smeltes om og genanvendes. Men genbrug og genopfyldning er bedre end genanvendelse. For ved genbrug holder vi emballagerne længst muligt i den cirkulære økonomis kredsløb.

På den vis har Anna fat i den lange ende, selvom hendes forlængelse af emballagernes levetid for nærværende er kort og kun lever i hendes eget lille økosystem. Producenter og detailhandlen må tilslutte sig kredsen og påtage sig ansvaret for at etablere nye, bæredygtige systemer. De skal modtage Annas bægre, og de skal sikre, at de kan bruges igen og igen.

Vejen frem er et kredsløb, hvor emballager cirkulerer, ikke kun i den enkelte husholdning, men mellem forbrugere, detailhandel og producenter. Genbrug er ikke fordums tid. Genbrug er nøglen til at reducere vores ressourceforbrug og minimere vores affald. Genbrug er fremtiden.

[1] Anna er en ’persona’, som er konstrueret på basis af empiriske observationer foretaget i forbindelse med henholdsvis Katrine Webers og Lina Katans videnskabelige feltarbejde.