
Foto : Amager Ressourcecenter
Fra løsning til problembarn: Er tiden løbet fra affaldsforbrænding?
Der vil stadig være behov for forbrændingsanlæg i fremtidens affaldssystem. Men udviklingen i affaldets sammensætning dikterer, at der ikke længere er det samme behov for anlæggene, fortæller DTU-professor.
Fortællingen om affaldsforbrænding har været en dansk succeshistorie siden det første forbrændingsanlæg blev opført på Frederiksberg for knap 120 år siden. Anlæggene hjalp ikke alene Danmark med at blive kvit med de store, snuskede lossepladser og løse et affaldsproblem – de forsynede også tusindvis af husstande med varme og elektricitet og mindskede derved afhængigheden af fossile brændsler.
Vil du have fuld adgang til WasteTech?
Nu må hetzen mod affaldsforbrænding stoppe!
Hvad hjælper det reelt, at vi begrænser forbrænding af affald i Danmark? En meget stor del af det, som vi sortere ud til genanvendelse - og eksporterer, vil alligevel blive brændt, fordi kvaliteten er for ringe og fordi der slet ikke er afsætning for de materialer, som vi sortere ud. Så længe der hvert år deponeres enorme mængder organisk affald alene indenfor EU, er der brug for anlæg, der forsvarligt kan bruge energien i dette. At nedlægge velfungerende forbrændingsanlæg er direkte skadeligt for klimaet! Brændbart affald, som ikke kan genanvendes, bør betragtes som en CO2 neutral energikilde - uanset at det indeholder plast. Vores behov for energi bliver jo ikke mindre - og der er MEGET langt til en situation, hvor vi ikke deponerer brændbart affald (bortset fra i Danmark, som formentlig er det eneste land i verden, hvor vi er dækket ind med forbrændingsanlæg. Organisk affald på deponi giver udledning af metan - og altså forurenende på flere måder end ved blot at udgøre meget store arealer, som i mange år ikke kan bruges til andet - og som både forurener grundvand og atmosfære. Vi vil gerne begrænse vores CO2 belastning - så er vi nødt til ikke alene at fastholde vores forbrændingsanlæg i mange år fremover, men også til at importere affald til energiformål. Vi tror, at vi er så gode, når vi udsorterer flere materialer til genanvendelse, men det er vi altså ikke. Hovedparten af de indsamlede materialer kan slet ikke genanvendes - eller kan ikke afsætte til dette formål, fordi der ikke er behov for dem i markedet. Så de ender med at blive brændt andre steder med beetydeligt mindre energiudbytte, at blive deponeret eller eksporteret til steder, hvor vi reelt intet ved om anvendelsen. Hvor blinde for realiteterne har vi egentlig lov at være? De tal som er grundlaget for beslutningerne om den øgede genanvendelse er direkte vildledende og aldeles uegnede som beslutningsgrundlag. De viser jo kun, hvad materialerne sparer i CO2 udledning, HVIS de indsamles i fuldt omfang, hvilket ikke vil ske, HVIS alle de indsamlede mængder genanvendes, hvilket heller ikke vil ske, og indeholder IKKE de klimamæssige omkostninger ved at etablere og drive indsamlingssystemer mv. De er altså i høj grad politiske. Man kan så undre sig over, at politikere kan få sådanne idéer som at nedlægge en række af vores forbrændingsanlæg længe før de er udtjent. Der er investeret store mængder CO2 i etableringen, de er langt fra afskrevet og der er stadig meget store gældsposter, som jo skal betales uanset om værkerne kører eller ikke. Dertil kommer så, at fjernvarmekunderne skal betale for alternative løsninger. Så man kan roligt fastslå, at man som både renovations- og varmekunde bliver belastet af store ekstraregninger fra begge aktiviteter.
Det er hovedløst tåbeligt. Hvad har vi dog gjort for at fortjene disse helt igennem uforståelige beslutninger?