Engangsplastikdirektivet og den uambitiøse samtale

Intentionerne bag direktivet var gode, men de samtaler, som direktivet afstedkommer afslører på mange måder et indbygget paradoks i direktivet og den uambitiøse samtale, som vi er fastlåst i.
Brødtekst

Engangsplastikdirektivet, som trådte i kraft den 2. juli 2019 efter en historisk hurtig behandling og vedtagelse i EU, havde dels til formål at forebygge og reducere plastikforurening og dels at fremme cirkulær økonomi og bæredygtige forretningsmodeller.

Der er særlig to spørgsmål, som opstår i kølvandet på engangsplastikdirektivet. Det første spørgsmål lyder: Hvilke materialer skal vi bruge i stedet for plastik, når engangsplastikdirektivet forbyder en række engangsplastikprodukter? 

Et spørgsmål, som mange virksomheder blandt andet stiller til os i Plastic Change i håb om, at vi kan guide dem i junglen af alternative materialer. Skal det være bambus, pap, papir, bionedbrydelige alternativer lavet af alt fra kaffegrums til sukkerrør? 

System over materialer

Mit svar er dog altid det samme. Hvis vi skal tale bæredygtighed, er vi nødsaget til at tale om systemer før vi taler materialer. Lidt forenklet sagt: Der findes ikke bæredygtige materialer. Der findes kun bæredygtige systemer. 

Vurderingen af materialers bæredygtighed må altid ses i sammenhæng med det system produktet skal indgå i. Over de seneste år har vi set et boom i diverse ”bionedbrydelige” og ”komposterbare” materialer, der for mange forbrugere lyder som det grønne valg – hvilket de da også bliver markedsført som. 

Imidlertid glemmer producenten ofte at informere forbrugeren om, at produktet ikke nødvendigvis understøttes på systemniveau. Med andre ord: Hvis der ikke findes en sorteringsmulighed til produktet hjemme hos forbrugeren så ender det i restaffald og dermed ryger lidt af fidusen med et komposterbart materiale. 

Den omfattende innovation inden for alternative materialer må derfor ikke stå alene. Tværtimod bør innovationen og dermed også investeringerne i højere grad fokusere på at finde løsninger på systemniveau end på materialeniveau. 

Med systemniveau mener jeg, hvordan vi bevæger os fra genanvendelse og affaldshåndtering, som er tredje hylde i EU's affaldshierarki til anden hylde, der fokuserer på affaldsforebyggelse og genbrug.

Vejen mod mere genbrug

Det andet spørgsmål, støder vi ikke så ofte på i vores omverdenen, men er måske det spørgsmål vi oftest stiller os selv i Plastic Change. Kan engangsplastikdirektivet fremme cirkulær økonomi og bæredygtige forretningsmodeller, sådan som det var tiltænkt i formålet? 

Det er ikke fuldstændig klart, hvad der menes med ”bæredygtige forretningsmodeller”, men det omfatter utvivlsomt genbrug og genbrugssystemer. 

Spørgsmålet kan derfor koges ned til: Kan direktivet fremme mere genbrug og nye genbrugssystemer – det vil sige systemer, hvor emballager og produkter bliver vasket og brugt igen og igen – ligesom den gode gamle grønne ølflaske, der stadig er det mest bæredygtige valg. 

Definationer på genbrug og genanvendelse
Illustration: Louise Lerche-Gredal

Her er svaret lidt mere kompliceret, men noget i retning af: Det kommer an på… 

På den ene side har det utvivlsomt været intentionen, at direktivet skulle fremme genbrug, og på den måde er direktivet i tråd med både emballage- og affaldsdirektivet, der opfordrer medlemslandene til at iværksætte foranstaltninger, der fremmer genbrug og genbrugssystemer. 

Jeg nærer derfor også stadig et lille håb om, at det udvidede producentansvar, som følger dels af direktivet, vil skabe økonomisk incitament for danske virksomheder til at gå fra lineær produktion af engangsemballager til cirkulære systemer med genbrugsemballage. 

Desværre er der ikke meget der tyder på, at direktivets virkemidler er tilstrækkelige til at fremme genbrug i Danmark. Blandt andet er der ingen af de lande, som vi sædvanligvis sammenligner os med, der for alvor har rykket på genbrugssystemerne, på trods af, at de længe har opereret med et udvidet producentansvar. 

Dertil kommer, at 95 procent af debatten, indsatserne og investeringerne pt. går i retning af genanvendelse, hvilket blandt andet skyldes, at vi fortsat savner konkrete ambitioner for reduktion og genbrug herhjemme på samme måde som vi har det for genanvendelse.   

Skal vi rykke på genbrugssystemer, skal vi derfor skrue op for ambitionerne. Det kommer ikke til at ske af sig selv. 

Direktivets paradoks

Engangsplastikdirektivet er et vigtigt skridt i den rigtige retning, men det rummer også et paradoks. Et paradoks, hvor direktivets midler ikke nødvendigvis tjener til at opfylde formålet. Direktivet vil forhåbentlig både »forebygge og reducere visse plastprodukters miljøpåvirkning«, men det er tvivlsomt, om direktivet vil »fremme omstillingen til en cirkulær økonomi med innovative og bæredygtige forretningsmodeller, produkter og materialer

Skal vi fremme bæredygtige systemer med genbrugsprodukter og genbrugsemballager, skal vi tage livgreb med hele engangskulturen – ikke kun i forhold til plastik. Derudover skal vi turde sætte nogle ambitiøse nationale reduktions- og genbrugsmål, som vil lede til en ny samtale om, hvordan vi når i mål.