Affald og genanvendelse er en international opgave

Håndtering og genanvendelse af affald er i stigende omfang en fælles opgave for de europæiske lande. Alligevel er der jævnligt kritik af, at vi ”rydder op efter andre”, når danske virksomheder importerer affald. Den opfattelse er der behov for et opgør med, skriver Niels Bukholt fra ARI.
Brødtekst

Danmark eksporterer årligt lidt over to millioner tons affald til andre lande ud af vores samlede affaldsproduktion på godt 12 millioner tons. Importen svinger mere end eksporten og lå i 2019 på 1,2 millioner tons.

Med andre ord er import og eksport af affald en integreret del af at behandle og genanvende affald.

Eksempelvis eksporterer virksomheder som Stena Recycling og HJHansen store mængder jern- og metalskrot til Tyskland og Sverige. Det hænger sammen med, at vi ikke har stålværker i Danmark, og at der i netop Tyskland og Sverige er tung industri og bilfabrikker.

Samme logik ligger under, at virksomheder som Marius Pedersen A/S eksporterer store mængder pap og papir, ligesom store dele af husstandenes metal-, glas-, og plastikaffald eksporteres.

Elbilsbatterier og spildevand

Et andet eksempel er inden for elbiler. Elbilernes fremmarch betyder, at vi om få år står med store mængder udtjente litium-ion-batterier, der indeholder metaller og sjældne jordarter, som der allerede i dag er knaphed på. De skal derfor genanvendes.

Men det har vi ikke teknologi til i Danmark. Det har til gengæld finske Fortum, der i Danmark driver et anlæg til behandling af farligt affald. De har i Finland udviklet et anlæg, der kan genindvinde over 80 procent af materialerne fra et elbils-batteri.

Ligeså arbejder svenske Stena Recycling sammen med universitetet i Luleå på at videreudvikle teknologier til genbrug af batterier. Og tyske VW har meldt, at de vil bygge batterifabrikker i Sverige og Tyskland - inklusiv strategier for genanvendelse.

På importsiden fylder affald til forbrænding mest, men der er reelt ikke mange typer affald, som ikke importeres til en eller anden form for behandling.

I Danmark er vi eksempelvis blandt de bedste i Europa til at rense forurenet vand. Danske RGS Nordic, der driver affaldsanlæg i flere nordiske lande, driver i Danmark et vandrensningsanlæg, der modtager vand, som de kommunale rensningsanlæg ikke er gearede til at modtage. Hos RGS Nordic bliver vandet renset, hvorefter det udledes, når det er rent.

Virksomheden håndterer store mængder af spildevand fra danske industri- og medicinalvirksomheder og fra den danske oliebranche.

Anlægget er så effektivt, at det også modtager spildevand fra den norske olieindustri. Når vandet er renset, sendes slammet - inklusive den tilbageholdte forurening - retur til Norge, hvor det deponeres sikkert.

En del af olien skilles i øvrigt fra og sendes til AVISTA OIL i Horsens, som oparbejder olien til genanvendelse. Samme virksomhed indsamler og genraffinerer også spildolie fra eksempelvis autoværksteder og industrivirksomheder i Danmark, Skandinavien og Storbritannien, så olien kan genbruges som ny smøreolie.

Grænseoverskridende affaldshåndtering

Et andet eksempel er overskydende slagger fra kommunernes affaldsforbrænding. Set med genanvendelsesbriller har slagger stor værdi, fordi de indeholder metaller, der kan udvindes og genbruges, og fordi de efter sortering kan erstatte jomfruelige råvarer som sten og grus under veje. Slagger bliver i Danmark for 99 procents vedkommende genanvendt.

Danske Meldgaard behandler slagger fra forbrændingsanlæg i Danmark, men er også aktiv i lande som Belgien, Portugal, Tjekkiet, Norge, Sverige og endda i USA. Virksomheden med base i Sønderjylland håndterer over en million tons slagger årligt og forædler metaller fra slaggerne på et anlæg i Kolding, som de har investeret store beløb i.

Det lyder komplekst - og det er det også. Men pointen er simpel. Genanvendelse af affald er i stigende omfang en international opgave. De nordiske og europæiske lande samarbejder i stigende omfang om at håndtere affald bedst muligt.

I takt med, at de europæiske samfund skal genanvende mere og mere, skal der udvikles og opføres nye og stadig mere sofistikerede anlæg. Mange af dem er så dyre, at det næppe vil give mening på kort sigt at lade nationale grænser definere, hvor anlæggene skal placeres.

Derfor er tendensen på europæisk niveau, at der udarbejdes fælles miljøstandarder, så mere og mere affald kan flyde lettere på tværs af landegrænserne. I tråd med tankerne om både grøn omstilling og EU’s indre marked, anskues affald i stadig større omfang som råvarer og ressourcer, der skal kunne bevæge sig frit på linje med andre varer og arbejdskraft.

Helt grundlæggende er håndtering af affald en grænseoverskridende opgave, som landene hjælpes ad med.

Det ved de fleste godt i branchen. Politikerne og embedsfolkene ved det også godt. Vi synes, at danskerne mere bredt også skal vide det. Dels fordi vi som nation kan og skal være stolte af, at vi bidrager til en renere og mere bæredygtig verden og dels fordi, der kan være behov for et større perspektiv på tingene, når der af og til opstår kritik af, at det ene eller det andet anlæg importerer affald.

Styrket internationalt samarbejde om affald er positivt. For mens mennesker respekterer landegrænser, er de fleste typer forurening grænseoverskridende.