IT-Universitetet, AI Innovation House og Vejle Kommune har underskrevet en hensigterklæring om at søge politisk opbakning til at åbne et campus med mulighed for at udbyde 400 it-uddannelsespladser årligt.
Det skriver ITU, der skal være hovedarkitekten bag den nye campus, hvor studerende og innovationsparken DANDY Business Park skal være i tæt interaktion.
”IT-Universitetet har alle dage haft et tæt samarbejde med erhvervslivet om vores uddannelser. Hvis hensigtserklæringen nyder politisk opbakning, vil vi kunne sikre de studerende en særdeles attraktiv faglig profil, der kombinerer teoretisk indsigt på højeste niveau med virksomhedsnær praksis i et af Danmarks fremmeste digitale og innovative miljøer. Det giver de studerende de bedste kort på hånden i forhold til spændende og fremtidssikrede jobmuligheder, og samtidig skaber det vækst i et område, der tørster efter digitale kompetencer. Den udvikling vil vi gerne bidrage til,” fastslår rektor på IT-Universitetet Martin Zachariasen.
Samtidig understreger han, at forudsætningen for, at forslaget kan blive en realitet, er, at det er fuldt finansieret, og at IT-Universitetet ikke skal reducere antallet af studiepladser i København.
