Ny guide skal hjælpe virksomheder med at ansætte udenlandske medarbejdere

17. februar 2021 kl. 12:47
Erhvervsstyrelsen
Illustration: Erhvervsstyrelsen.

Den nye guide skal hjælpe mindre virksomheder, som har det svært, når de skal have styr på de registreringer og regler, der gælder, når man vil ansætte en medarbejder fra et andet land. 

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Dansk Industri.

Den nye guide er udarbejdet af Erhvervsstyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI). Guiden er et digitalt forløb, som trin-for-trin skal hjælpe virksomhederne med alt fra registreringer til lønudbetalinger.

Dansk Industri tager positivt imod den nye guide, og har gennem længere tid efterspurgt bedre vejledning til virksomheder, som vil ansætte udenlandske medarbejdere. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Det er rigtig godt med en guide, der på helt konkret vis kan hjælpe de virksomheder, der har fundet en udenlandsk medarbejder, som kan få virksomheden til at vokse og udvikle sig. Det har vi presset på for i lang tid,« siger chefkonsulent i DI Søren Kjærsgaard Høfler og tilføjer: 

»Især når vi kigger på udlændinges betydning for fremgangen i beskæftigelsen i Danmark, er det afgørende, at vi giver danske virksomheder de bedste værktøjer til at kunne rekruttere udenlandske medarbejdere. Og det er præcis, hvad vi her har opnået.«

Debatten er slået fra på dette indhold