Færre unge optaget på it-uddannelserne

5. august 2021 kl. 12:22
Efterspørgslen på it-uddannede vil være enorm i 2030
Illustration: IDA.dk.

For få unge er blevet optaget på it-uddannelserne i år. Der er behov for at uddanne flere unge til den stadig vildere it-jobfest der ses på arbejdsmarkedet. Det er dårligt nyt for it-branchen, der mangler arbejdskraft

Det mener IT-Branchen

Der mangler lige nu 7.500 it-folk, og dette tal forventes at stige til 22.000 i år 2030, viser en analyse fra IRIS Group og HBS Economics for Danske Gymnasier og Ingeniørforeningen IDA.

Optagelsen af unge på it-uddannelser er i år faldet med 5 procent, hvilket svarer til 392 personer. Dette fald kommer ovenpå sidste års rekordoptag af unge på it-uddannelser, der skete efter, at en særlig coronapulje gav mulighed for at oprette flere it-uddannelsespladser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Der er en sand it-jobfest i gang, og den tegner kun til at blive vildere og vildere. Den fest skal vi have flere unge med til,« siger Mette Lungberg, direktør for politik og kommunikation i IT-Branchen.

Den stigende mangel på it-folk på arbejdsmarkedet betyder, at der er stor efterspørgsel på de nyuddannede unge. Op mod 44 procent af alle it-virksomheder har ikke kunne besætte ledige stillinger i 2021, viser IT-Branchens IT-Barometer.

»Derfor er vi nødt til at bede politikere om igen at prioritere it-uddannelserne, og samtidig skal vi i fællesskab styrke indsatsen for, at flere unge får lyst til at blive it-professionelle,« fortsætter Mette Lundberg.

It-branchen omsatte i 2020 for omkring 250 mia. kroner og satte samtidig rekord for eksport med tæt på 82 mia. kroner.

Debatten er slået fra på dette indhold