Virksomheder ignorerer en af de væsentligste årsager til at IT-professionelle skifter job
Løn er nummer 3 på listen over parametre, som de IT-professionelle finder afgørende for hvilke virksomheder de synes er attraktive. Det viser flere års grundige analyser af gruppens jobpræferencer. Løn er kun overgået af parametrene "God virksomhedskultur og ledelse" og "faglige udfordringer".
Jeg har skimmet 30 forskellige private virksomheders IT-jobopslag på Jobfinder.dk her i 2023 og tæt på 2/3 af dem nævner ikke ordet “løn” eller noget, der minder om det.
- 62 % nævner ikke løn
- 38 % specificerer, at de tilbyder løn efter kvalifikationer
- 0 % indikerer lønramme
Når man målrettet sidder og leder efter indikationer på, hvilken slags løn man kan forvente i et givent IT-job, så bliver det nærmest komisk, hvordan løn bliver ignoreret i jobannoncerne. I stedet kan man læse en masse om mindre vigtige faktorer som godt arbejdsmiljø, work life balance, mulighed for hjemmearbejde, karriereudvikling, purpose, osv. Alle faktorer som er vigtige, men ikke ligeså vigtige som løn, når man spørger dem jobannoncerne er målrettet. Det er virkeligheden.
Min kollega Dennis Roi Hansen beskriver i et tidligere Synspunkt hvordan de forskellige parametre i forhold til jobpræference har ændret sig hos de IT-professionelle.
Jeg er med på, at vi er kulturelt udfordret på det her område. For virksomhedernes egen skyld synes jeg dog, at det er på tide, at de får øjnene op for de nye prioriteter og værdisæt hos de IT-professionelle.
Anderledes står det til med transparensen i det offentlige, hvor relativt gennemsigtige løntrin giver gode indikationer af, hvor man kommer til at ligge lønmæssigt. Paradokset er, at det er de lønførende private virksomheder som ikke flager med de højere lønninger. Løn er først noget der bliver berørt langt inde i rekrutteringsprocessen. Misser det private marked en god mulighed for at tiltrække endnu flere af de attraktive IT-professionelle? Jeg tror det.
Jeg antager at 99 % af virksomheder arbejder med en lønramme når de rekrutterer til en specifik rolle. Hvad ville der ske hvis man proklamerede den i stillingsopslaget?
Eksempel: “Til denne stilling har vi en lønramme på 40.000 - 50.000 kr, som vil blive specificeret i tråd med din erfaring og dine kvalifikationer.”
Hvad ville det have af konsekvenser, at være åben omkring lønramme i det private? Intern splid pga. skæv aflønning af nuværende medarbejdere? Skuffede kandidater når de bliver tilbudt 42.000 kr og ikke 50.000 kr? Færre afhoppere sent i rekrutteringsprocessen ved afsløringen af lønrammen? Flere (relevante/irrelevante) ansøgere?
Jeg er nysgerrig på årsagerne til, at undlade at skilte med en lønramme. Byd meget gerne ind, hvis du har nogle konkrete erfaringer med overvejelserne for eller imod.
25. April kl. 14.00 - 15.30
Bliv klogere på hvordan du styrker rekrutteringen af it-specialister til din virksomhed.
