Fremtidens ledelse: Megatrends og wildcards
Hvad kan man gøre som leder, når forandringerne blæser om ørene, og den såkaldte ‘brændende platform’ dukker op uden invitation?
En måde er at få indblik i de vigtigste megatrends og forståelse for wildcards og grå næsehorn.
Wildcards – det uforudsigelige
Både coronapandemien og krigen i Ukraine er wildcards. Wildcards viser sig uventet og voldsomt uden mulighed for gradvis tilpasning. Ligegyldigt hvor kompetent en leder man er, er det umuligt forudsige det næste Wildcard.
Drømmen om fremskridt og fred, som har været til stede siden den kolde krig, er brudt. Det påpeger Mikkel Vedby Rasmussen i sin bog Krisesamfundet. Derfor skal man i fremtiden udvikle sine krisekompetencer. Man skal erkende, at man er i krise og navigere, når normaliteten bryder sammen. Fremtidens leder skal ikke være bureaukrat, men krisekrat.
Spot de grå næsehorn
Krisekompetencer er også vigtige for at håndtere grå næsehorn, men her er udfordringerne ikke ukendte. Et gråt næsehorn er en stor og åbenlys fare, som længe har været i horisonten. Vi vidste, at den ville angribe os med rasende styrke på et tidspunkt. Vi valgte bare at stå stille og ignorere det. Derfor vokser udfordringerne. De trænger os op i en krog, hvor vi må handle hurtigt.
Det er den amerikanske politiske analytiker Michele Wucker, der i sin bog The Gray Rhino introducerer det nye vilde dyr i kriseledelse. Eksempler på grå næsehorn kan være mangel på arbejdskraft, klimaudfordringerne og cyberkriminalitet, hvis man har siddet hackertruslen overhørig. En opgave for fremtidens leder er at spotte grå næsehorn i tide.
Megatrends i ledelse
Megatrends er hverken omskiftelige eller vilde. Her handler det om de lange linjer, som ser ud til at pege 10, 20 eller flere år ind i fremtiden. Det kan være individualisering, digitalisering og bæredygtighed.
Her tre bud på vigtige emner i fremtidens ledelse, der stammer fra megatrends:
Turbo på grøn omstilling
Den grønne omstilling har været længe undervejs med FN´s Verdensmål som ledestjernen, men pludselig går det stærkt. Krigen i Ukraine har udfordret vores forsyningssikkerhed. Nu skal vi lynhurtigt trimme hele organisationen til at bruge mindst mulig energi og udvikle en krisestrategi i tilfælde af ‘brownouts’, hvor elektriciteten og dermed nettet er begrænset i tre timer. Der er landet en akut opgave på lederens bord.
Rekruttering og fastholdelse
Manglen på arbejdskraft er akut. De små årgange er på vej ind på arbejdsmarkedet. De store boomer-årgange tjekker ud. Ledelse i fremtiden handler om at skabe en arbejdsplads, som virker tillokkende for de unge i SoMe-generationen, der forventer mening, fleksibilitet og individualitet uden at skylle de ældre medarbejdere ud med badevandet. En attraktiv seniorpolitik er på tide. En mere inkluderende tilgang til medarbejdere med særlige behov. Der bliver brug for alle på fremtidens arbejdsmarked.
Et flydende arbejdsbegreb
Coronapandemien har boostet det flydende arbejdsbegreb. Normalt tager det år at ændre en arbejdskultur, men nu står man som leder med medarbejdere, der har smagt friheden af at arbejde hjemmefra uden den slidsomme transporttid.
Den britiske økonom Lynda Gratton forudser i sin nyeste bog Den hybride arbejdsplads, at forventningen til ens arbejdsliv vil blive stærkt individualiseret. Vi er gået fra masseproduktion til hyper-individuelt forbrug, og vi vil gå fra faste job og arbejdstider til krav om ens helt egen job-palette. Ledelse kommer i den grad til at handle om at skabe mening, tillid og retning i flydende projekter med løsgående medarbejdere.
Scenarier for ledelse
En konkret måde at angribe fremtiden an på er at anvende fremtidsscenarier. Vi kan kombinere megatrends og modtendenser i flere fremtidsbilleder. Vi kan diskutere hvilke udfordringer og muligheder, der vil være i de forskellige fremtider. På den måde kan man forberede sig i forhold til fremtidens kunder og medarbejdere. Man kan sågar smide et gråt næsehorn i alle scenarier.
I virkeligheden er der nærmest tale om strategiske krigsspil, og scenariemetoden blev da også udviklet af U.S. Air force efter anden verdenskrig. Her var der stor usikkerhed om, hvordan fremtidens krige ville se ud. Derfor forsøgte man at opstille scenarier og strategier for fremtidens krige.
Siden har mange andre virksomheder taget metoden til sig. Man arbejder med flere bud på, hvordan markedet vil udvikle sig. At skabe dialog om flere forskellige fremtidsscenarier og strategiske muligheder kan være en vigtig ledelsesopgave i fremtiden.
Se fremtiden i øjnene
Ifølge den tyske sociolog Hartmut Rosa er acceleration den stærkeste megatrend. Forandringerne kommer i et stadig hurtigere tempo. Man kan let at miste det psykologiske fodfæste, når udviklingen ‘udenfor’ går stærkere, end det vi reelt kan kapere ‘indenfor’. Det gælder både for medarbejderen og lederen.
Derfor er det en vigtig ledelsesopgave at styrke sin psykologiske indsigt og sine krisekompetencer. Man skal have blik for megatrends, holde øje med grå næsehorn, udvikle strategiske scenarier og lære at holde balancen, når det næste wildcard rammer. Vi skal se den spændende fremtid i øjnene.
