Universal Robots runder 1.000 ansatte: »Det er en kernedel af vores dna at blive ved med at udfordre og innovere«
»På et tidspunkt var den udtalte vision at have et hovedkvarter, der var stort nok til at kunne ses fra begge broer til Fyn. Så ambitionen har absolut været stor fra starten, for man kunne godt se, at det her havde kæmpe potentiale,« fortæller Anders Beck, der er vice president for strategi og innovation hos Universal Robots i Odense, som i denne måned kan fejre, at medarbejdertallet har rundet de 1.000.
Det er mindre end 20 år siden, at tre studerende sad i en kælder under SDU og konstruerede de første robotter til den virksomhed, de stiftede i 2005. Alligevel er det lykkedes den fynske iværksættervirksomhed, der siden 2015 har været ejet af amerikanske Teradyne Inc, at opskalere i et tempo og en skala, der sjældent ses herhjemme.
Alf Rehn, der er professor i innovation, design og ledelse på SDU’s tekniske fakultet mener, at det er rimelig usædvanligt i Danmark, at iværksættervirksomheder vokser sig så store, selvom han kan komme i tanke om et par sidestykker i form af f.eks. Lego og Bestseller.
»Os, der forsker i iværksætteri, plejer at sige 'Det er nemt at starte, svært at få det til at løbe rundt og en stor udfordring at skalere det,' for så kommer alt det kedelige med processer, drift osv. Derfor er det også tit sådan, at iværksætteren, og den, som bygger det stort, ikke er den samme.«
Netop den tidlige indsættelse af en direktør giver Anders Beck som en af grundene til, at det er gået Universal Robots så godt, og det var da også et krav fra Vækstfonden, der trådte ind i virksomheden, allerede mens den første prototype var ved at blive lavet.
Plejer har aldrig eksisteret
Siden er mange flere medarbejdere hvert år kommet til, og den konstante medarbejdervækst har ifølge strategi- og innovationschef Anders Beck givet en organisation, der er meget gearet til at absorbere de kompetencer, der kommer ind.
»Derfor er der heller ikke en ‘sådan har vi altid gjort’-kultur her.«
Ud over et »hårdt kommercielt drive fra starten« og tre skarpe stiftere, der formåede at skabe »et produkt, som håndterer helt konkrete udfordringer, på det rigtige tidspunkt«, så er den overlevende iværksætterkultur, hvor plejer ikke bare er død, men aldrig er blevet født, ifølge Anders Beck en af årsagerne til virksomhedens succes og vækst.
Og det er noget af en kunst at bevare den legende iværksætterkultur i en virksomhed af Universal Robots' størrelse. I hvert fald, hvis man spørger professor i innovation Alf Rehn:
»I begyndelsen er det hele sjovt, alle kender alle, og der er samme gode energi som i en børnehave. Derfor taler man om 'bring in the adult' – altså et menneske, som kan holde alt det kedelige i gang, organisere alt det administrative osv.,« fortæller professoren og uddyber:
»Og det er der, hvor rigtig mange iværksættervirksomheder taber energien. Det sker ofte, at en forretning går fra et par mennesker til 100 eller 200, men at vækste fra 100-200 til 1.000 er en helt anden rejse, for så er der brug for meget mere professionalisme, kontrol og processer. Eller en meget god kultur, der holder det i gang,« mener professoren.
Innovation som en del af kulturen
»Vi er ikke en lille virksomhed mere, så der bliver nødt til at være et vist niveau af proces, men vi er født ud af innovation, og derfor er det en kernedel af vores dna at blive ved med at udfordre og innovere. Så vi har også sørget for ikke at splitte tingene ad,« fortæller Anders Beck, der kom til Universal Robots i 2018 efter at have fulgt virksomheden og automationsbranchen i flere år fra en stilling hos Teknologisk Institut.
»Derfor har det været en af mine største opgaver at få lavet en virksomhed, hvor innovation er en del af kulturen. Hvor der ikke er en opdeling af dem, der laver produktet, og dem, der finder på skøre ting. Det skal ligesom hænge sammen,« siger Anders Beck, der mener, det løses ved, at alle i virksomheden forstår, hvilken rolle deres bidrag spiller hele vejen ud til kunden.
»Og selv som ingeniør, der sidder og har konkrete tekniske leverancer, kan man sagtens arbejde med virkelig at forstå, hvorfor man gør en forskel,« mener strategi- og innovationschefen.
Tættere på kunderne
Det seneste år er måden, Universal Robots laver produkter på, derfor blevet transformeret, og Anders Beck fortæller, at de nu arbejder rigtig meget med både brugerfokus og empowerment i de enkelte teams:
»Vi er gået meget over til en empowered-product-team-model, hvor vi ikke har projekter, men produktteams, som ejer den lange horisont på hvert delelement af vores produkt. De arbejder jo allesammen ind i den langsigtede strategi, men de har også selv et kæmpestort ansvar for at komme op med de smarte løsninger til de her problemer, som vores strategi har udpeget, og være med til at få dem matchet med vores kunder og deres behov.«
»Der er ikke de der vandtætte skodder, for vi har prøvet forskellige modeller, og hver eneste gang man sætter barrierer op mellem at have en god idé og udføre den, så går det galt. For så ender man med at have nogen, der har travlt med at bygge produkter, og nogen, der har travlt med at finde på, men der er ikke rigtig nogen, der har tid til at snakke med de andre. Og så er der altså rigtig mange gode ideer, der ikke bliver til noget alligevel.«
Derfor er begreber som markedsanalyse, kundeforståelse og value chain rykket helt ned i de enkelte teams, så den enkelte medarbejder er bevidst om, hvad det er for nogle effekter, han eller hun prøver at drive derude med sin indsats.
»Det handler for alle medarbejdere om at sikre sig, at man ikke bare finder på en ny smart teknisk ting, men rent faktisk løser et behov derude. En af vores største opgaver er at få alt den her kreativitet fra alle de kloge mennesker til også at knække de svære problemer ude i markedet, som også skaber bundlinje,« fortæller Anders Beck og nævner nye cloud-connected robotter og sensorteknologi som eksempler på det.
»Robotterne har udviklet sig rigtig meget brugervenlighedsmæssigt, og der er løbende blevet tilføjet teknologi til armen, som fjerner forskellige barrierer, vi ser ude i markedet. F.eks. kom vores 2018-generation, som er på markedet i dag under navnet E-serien, med en indbygget kraftsensor i tool-flanschen, hvor du monterer dine værktøjer på robotten, og det gør f.eks. robotten i stand til at polere,« siger Anders Beck, der mener, at sensorteknologien fjernede barrierer for de kunder, som måske mente, der var for stor variation i deres produkter til, at det gav mening at bruge robotter.
Store barrierer endnu
Selvom taktikken fra dag 1 har været at fjerne markedsbarriererne én efter én, er der stadig mange barrierer at udslette, mener strategi- og innovationschefen.
»Nogle af de større barrierer er, hvordan vi går fra at nå ud til innovatører og 'early adopters' til at komme ud til dem, der i dag måske ikke tænker på robotter som noget, der er inden for deres rækkevidde. Det er en kæmpe barriere, når det kommer til at transformere fremstillingsindustrien og den måde, folk arbejder med gentagende opgaver der.«
Og selvom Universal Robots har solgt et godt stykke over 50.000 cobots, hvilket er cirka halvdelen af de kollaborative robotter, der er leveret til verdensmarkedet, mener Anders Beck, at den samlede robotindustri i dag kun har penetreret 2 pct. af markedet – bare med den teknologi, der er til rådighed i dag.
»I løbet af 20 år er den bid, vi har taget af den her kage, stadig mikroskopisk. Så derfor har vi virkelig ramt et kæmpe potentiale – og også formået at eksekvere på det – men nogle gange er det sværere at få matchet produktet med markedsbehovet.«
Manglende behovserkendelse
Anders Beck mener derfor, at det for Universal Robots i fremtiden ikke handler om at udkonkurrere naboerne i byen, der ellers er relativt tæt befolket med robotvirksomheder.
»Vores allerstørste konkurrent lige nu er sådan set mangel på automation – det er folk, som stadig står og laver gentagende arbejde og endnu ikke har fundet vejen til at få suppleret det med automation,« mener han og uddyber:
»Vores største udfordring er at komme ud til de rigtige mennesker, for det mindre maskinværksted har ikke noget tilhørsforhold til dem, som leverer robotløsninger. Så der er rigtig mange, som har behov for det, vi laver, men ikke har erkendt deres behov – det, vi i marketingtermer kalder ‘awareness’. Men vi har nok heller ikke gjort det nemt nok for dem at få øje på det behov,« erkender strategi- og innovationschefen, der derfor fremover vil bruge flere kræfter på at gøre teknologien mere nærværende, »så folk ikke er bange for at tænke på robotter.«
Derfor er virksomheden begyndt at sende forretningsudviklere ud for at møde kunderne, ligesom de i Nordamerika ringer alle nye kunder op for at høre om deres oplevelser.
»Fordi teknologien stadig er avanceret, er der også stadig meget engineering, der er overladt til modtageren af teknologien, og det bliver vi også nødt til at gøre nemmere ved at tage væsentligt bedre hånd om folk derude, så de ender med en succesoplevelse,« mener Anders Beck, der også tror på at få standardiseret produkterne en smule mere.
»I dag er robotteknologi tænkt som noget, der er meget generisk, og det er mere eller mindre kun fantasien, der sætter grænser for, hvad du kan løse med den. Men måske er det endnu vigtigere at blive skarpere på, hvordan du som kunde lige præcis får løst dit meget konkrete behov,« funderer han.
»For vi kan jo se, at det ikke bare drejer sig om at få stoppet robotter ned i halsen på folk. Det handler om at give folk en fantastisk oplevelse med det, så de erkender, hvor stor en forandring, vi kan gøre for deres dagligdag.«
