Unge ledere vurderes som de mest kompetente, men bliver færre og færre

20. februar kl. 06:00
ledelse
Ny analyse foretEn ny undersøgelse viser, at ledere i alderen 18-34 år vurderes som de mest kompetente. Illustration: Eamesbot/Bigstock.
Andelen af unge ledere flugter ikke med antallet, der har lysten. Et kursus for nyuddannede skal styrke de unges mod til at lede i STEM-virksomhederne.
Artiklen er ældre end 30 dage

Andelen af ledere ­i ­alderen 20-35 år faldt ifølge Danmarks Statistik med 21 pct. i perioden 2008-2020.

I samme periode steg andelen af ledere over 50 år med næsten 52 pct.

Og det er »en samfundsmæssig udfordring,« mener Lasse Dallerup, der er lederudviklingskonsulent i Ingeniørforeningen, IDA.

»Hvis vi ikke har unge ledere, så mister vi de synsvinkler, perspektiver og kompetencer, de kommer med. De unge vægter nogle andre værdier end de ældre – f.eks. medbestemmelse, selvstyrende teams og at gøre op med det hierarkiske,« siger Lasse Dallerup, der kan komme i tanke om flere gode grunde til, at et øget fokus på at få flere unge ind i ledelse er en god idé.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En ny undersøgelse viser nemlig, at ledere i alderen 18-34 år vurderes som de mest kompetente. Det viser Kandidatanalysen 2022 fra konsulenthuset Ballisager, hvor en repræsentativ del af danskerne i alderen 18-65 år svarer på spørgsmål relateret til deres arbejdsliv og karriere.

Her har hele 59 pct. svaret »i høj/meget høj grad« på spørgsmålet »synes du, at din leder er dygtig?«, hvis den leder, vurderingen handlede om, var i aldersgruppen 18-34 år. Tilsvarende tal for 35-49-årige ledere og ledere over 50 år ligger på henholdsvis 50 og 49 pct.

Ballisagers undersøgelse viser også, at den stærkeste lederrelation findes mellem en ung medarbejder og en ung leder, mens den dårligste relation findes mellem modne medarbejdere og unge ledere. Aldersforskel mellem leder og medarbejder ser altså ud til at påvirke relationen negativt.

Det kan være en af grundene til, at omkring 45 pct. af de adspurgte 20 til 30-årige i IDAs ledelses- og ligestillingsundersøgelse 2020 svarede, at de oplever manglende erfaring som en barriere for at blive leder.

»Jeg hører tit unge medlemmer med en lederstilling i sigte sige ‘jeg ved ikke, om jeg har det, der skal til,’ når jeg har kompetenceudviklingssamtaler med dem,« fortæller IDA's Lasse Dallerup og indskyder, at det ikke er, fordi de unges lyst til at blive leder mangler.

Faktisk angiver cirka 80 pct. af de 20 til 30-årige i IDA's undersøgelse fra 2020, at de er interesserede i at blive leder.

Lasse Dallerup er lederudviklingskonsulent i Ingeniørforeningen, IDA Illustration: Ingeniørforeningen.

Ledelse er en disciplin i sig selv

Hos IDA er man derfor begyndt at tilbyde de unge medlemmer et kursus, der klæder dem på til et fremtidigt lederskab.

Lasse Dallerup er en af frontfigurerne på det fem dage lange talentudviklingsprogram, der bærer navnet Future STEM ­Leaders og så dagens lys for første gang sidste efterår, og netop i disse dage starter hold nummer to op.

På kurset får 60 unge lederaspi­ranter, som enten er under uddannelse eller nyuddannede, chancen for at snuse til, hvad ledelse handler om.

»Vi ser en stor efterspørgsel på at lære de kompetencer, der er i ledelsesfaget. Både personlige udviklingskompetencer, relationelle kompetencer, strategi og forretningsudvikling. Det er nemlig noget, mange ikke får på deres universitetsuddannelser,« fortæller Lasse Dallerup, der gerne vil skabe både interesse, forståelse og respekt for ledelsesfaget.

»Og en bevidsthed om, at det er vigtigt. Ledelse er en disciplin i sig selv, som man kan specialisere sig i og blive dygtig til. Mange ledere inden for vores felt bliver prikket på skulderen, fordi de er dygtige specialister, men når man bliver leder, bliver man faktisk trukket en lille smule væk fra sit fagområde og skal til at arbejde på en ny måde. Derfor er det vigtigt at vide, hvad det indebærer,« mener Lasse Dallerup.

Lederdrømme

Jesper Thyre Elgaard, 26 år, er en af de 60 unge mennesker, der deltog i det første kursus sidste efterår.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Under studierne til konstruktionsingeniør på Aarhus Universitet fik han på et udvekslingsophold i USA interesse for ledelse. Da han kom hjem, faldt han over Future STEM Leaders og søgte ind, fordi kurset talte til ham med sin »businessmindede ingeniørdel.«

Jesper Thyre Elgaard deltog i forårets version af Future STEM Leaders. Til daglig læser han konstruktionsingeniør på Aarhus Universitet. Illustration: Privatfoto.

»Jeg har altid elsket at lede og håbede, kurset kunne give mig en større indsigt i, hvad ledelse er for en størrelse. Og inspiration til, hvad det indebærer at komme ud i verden som leder med STEM-kompetencer,« siger han og fortæller, at begge dele lykkedes til fulde.

Faktisk blev han i løbet af kurset så overbevist om, at han skal ud at arbejde med ledelse, at det til dels blev afgørende for, at han valgte at læse en master som civilingeniør i sustainable energi på DTU efterfølgende med henblik på at arbejde med management consulting bagefter.

Og han er ikke bange for, at alderen kommer til at spænde ben for lederdrømmen, for på kurset er han blevet klædt godt på med oplæg af ledelseseksperter fra bl.a. Harvard University og konsulenthuset Bain & Company, som både har gjort ham klogere på egne styrker og gjort hans forretningsforståelse stærkere.

»Så jeg tænker ikke, min unge alder er en begrænsning for min evne til at lede, men jeg er godt klar over, at man kan komme ud for en situation, hvor man skal håndtere, at andre er af den opfattelse.«

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger