Troels tog sagen i egen hånd: “Recruitere oversælger ærligt talt jobbet lidt”

Job, karriere
Illustration: Adobe.
I vores serie om kandidater, der har skiftet job, har Peopletech interviewet Troels. Trods masser af henvendelser fra recruitere, var det Troels selv, der lukkede aftalen.
30. maj kl. 12:57

Hvilken stilling er du tiltrådt?

Jeg sidder hos T&W Engineering som mekanikudvikler.

Kandidaten

Navn: Troels

Uddannelse: Design- og innovationsingeniør

Titel: Mekanikudvikler hos T&W Engineering

Branche: Udvikling af medico

Skiftede job: Juni 2022

Hvorfor: Unik mulighed for at koble sine evner med en sjælden stilling

Blå bog:

T&W Engineering, Lead Mechanic 2022-

ProInvent, Senior Mechanical Engineer 2021-2022

Oticon, Design and innovation engineer 2016-2021

Oticon, Mechanical Developer 2009-2016

Uddannelse: DTU, Design- og innovationsingeniør fra 2009

Hvad fik dig til at søge jobbet?

Nogle af de faglige kræfter, som jeg havde meget glæde af i mit tidligere job, stoppede. Mine venner smuttede, så at sige.

Jeg tog nok beslutningen om at kigge efter andet job i løbet af juleferien, men jeg har været ret kræsen. Det er relativt nemt at komme i betragtning til et senior mekanik job, så det sværeste var faktisk at finde ud af, hvad jeg gerne ville.  

Jeg opdagede, at T&W søgte en lead-mekaniker med erfaring med elektroder inde i øret, og jeg vil gætte på at vi er ca 5 i Københavns-området, der har erfaring med netop det. Det var et unikt sammenfald, at jeg var ledig på markedet, og stillingen blev slået op.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den nye stilling har en tidlig innovation-aura over sig - T&W udvikler teknologi, der hjælper folk med hjernesygdomme. Det kan vel ses som en tech-startup-incubator, som har gode projekter. Det er fedt og inspirerende at arbejde med ny teknologi, men at overdrage det til det store moderskib i større virksomheder kan være tungt. Her er det mindre og med kortere aftræk, og dermed nemmere at realisere projekterne. Det er noget for mig.

Hvad betyder generelt meget for dig i dit daglige job?

Det betyder meget med det store billede - jeg vil gøre en positiv forskel i verden, og det kan jeg i medicinal-verden. Bortset fra det åbenlyse kapitalistiske aspekt i den branche, så er det altså et sted, hvor man kan gøre en forskel for menneskers liv. Desuden er kolleger og ordentlige arbejdsforhold, barsel og ferie også vigtige faktorer.

Hvor hørte du om din nye stilling?

Jeg finder mine jobs på LinkedIn

Mit jobskifte

Peopletech interviewer løbende tekniske specialister, der har skiftet job for nyligt. Vi spørger ind til, hvad der fik vedkommende til at tage chancen, slippe de trygge rammer og søge lykken andetsteds. 

Hvordan var rekrutteringen?

Jeg var langt i processen på et andet job med et andet firma og havde allerede brugt ca 10 timer på samtaler og tests. Så kom T&W pludselig på banen. Det var lidt specielt at skulle ind en anden proces, men der var fart på, og jobbet passede mig virkelig godt.

Jeg så jobbet om fredagen, og jeg søgte det. Jeg fik kontaktpersonen til at skubbe på for processen, og jeg blev inviteret til samtale allerede om onsdagen. Holdt jobsamtale 1 og 2 lige i streg på samme dag, så der var mere end to timers intens samtale. Samtalerne sluttede med “du er rigtig interessant, og vi vil gerne tilbyde dig et job”. De satte en kontrakt sammen, og torsdag lå den til underskrift hos mig.

Direktøren var med til samtalerne, og det gav alt den beslutningskraft, der var brug for for at lukke aftalen hurtigt. Han er også en profil, der er helt nede i teknikken, så han ved, hvad han taler om, når det kommer til drift og hverdagen. Det var megafedt, at de reagerede så hurtigt - De så det samme unikke match mellem jobbet og min viden om elektroder i øret, som jeg gjorde.

Hvordan kan du fristes af en recruiter?

Jeg har løbende headhuntere, der kontakter mig. Men jeg har oplevet før, at jeg var fejlcastet til stillingen. Følelsen var lidt, at målet var misset fordi headhunterne sidder og holder på informationen om stillingen og foreslår ting til højre og venstre.

Derfor tog jeg beslutningen om selv at kigge efter jobs, for det blev for skørt at sidde og svare på forkerte forslag fra recruitere. Det var rart at tage kontrollen og have styr på hele processen. Headhuntere sluger en masse tid, og de siger kun de dele, der er interessant for dem, der hyrer - de oversælger ærligt talt jobbet lidt.

Hvad er vigtigt for at fastholde dig på en arbejdsplads?

Bliv ved med at tilbyde mig faglig udvikling og så må holdet gerne bestå af nogle erfarne kollegaer, jeg kan arbejde sammen med og lære af. Det kræver også frihed til at arbejde med projekterne - tidlig innovation er svær at vurdere, om det bliver det nye sort. Derfor skal tingene testes, og det er vigtigt at give det chancen. Det kan virke demotiverende, hvis ideerne bliver skudt ned for tidligt.

 

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger