Systematic dropper udenlandske it-specialister
Selvom de danske it-virksomheder som udgangspunkt har hele verden som jagtmark i kampen om kvalificeret arbejdskraft, er det ikke uden udfordringer at hente international arbejdskraft til Danmark. Det viser en analyse om behovet for it-specialister offentliggjort i marts 2022, som Rambøll har foretaget på vegne af DI Digital.
Her svarer 64 pct. af de danske it-virksomheder med op til ti medarbejdere, at de har oplevet udfordringer ved at rekruttere it-specialister uden for Danmarks grænser. For virksomheder med mellem 11 og 30 medarbejdere er det hele 70 pct., der oplever udfordringer, mens det gør sig gældende for 68 pct. af de virksomheder, der har mere end 30 medarbejdere.
En af de danske it-virksomheder, der har deltaget i undersøgelsen og selv har gjort sig erfaringer med at hente international forstærkning til Danmark, er aarhusianske Systematic. For et par år siden hentede virksomheden blandt andet fem it-specialister fra Italien til hovedkontoret i Smilets By. I dag er der kun én tilbage.
»Vi har fået en sindssyg dygtig medarbejder, som vi er rigtig glade for, men ‘hitraten’ i forhold til fastholdelse er dårligere, når det handler om færdiguddannede medarbejdere,« siger Nikolaj Holm Bramsen, group senior vice president, People & Culture i Systematic.
Dansk skal minimeres
I analysen fra DI Digital fremgår det, at nogle virksomheder oplever sprogbarrierer. Det er også en problemstilling, man kender til i Systematic, hvor man arbejder aktivt med at gøre virksomheden mere international, blandt andet ved at man i udgangspunktet nu taler engelsk i stedet for dansk.
»Vi er i gang med en transformation, så vi fremadrettet laver det kundevendte på dansk eller tysk, eller hvad kunden foretrækker, og det interne laver vi på engelsk,« siger Nikolaj Holm Bramsen.
»Det handler også om, hvilket projekt en eventuelt international medarbejder kommer på. Det er alt andet lige sværere at komme ind i et projekt som italiener, hvor al dokumentationen er på dansk.«
Systematic har nu sat rekrutteringen af internationale medarbejdere på pause, indtil virksomheden organisatorisk er mere gearet til ikke kun at rekruttere, men også fastholde eventuelle udenlandske medarbejdere.
I analysen fra DI Digital omtales det som tipping point, hvor der er en tilstrækkelig mængde af udenlandske medarbejdere, der indgår i den daglige drift, og hvor integrationen af international arbejdskraft foregår uproblematisk, fordi de organisatoriske rammer er på plads.
Hele familien skal trives
Rapporten konkluderer, at det er en stor udfordring at sikre god integration af medarbejderne, og at det kræver mange ressourcer, ligesom det kræver en indsats at sikre, at en eventuel medfølgende ægtefælle integreres godt.
»Man siger lidt jokende ‘happy wife, happy life’, men hvis din partner ikke trives, så bliver det bare aldrig en succes. Hvis man vil have erfaren arbejdskraft til Danmark, er man nødt til at gøre rigtig meget for at sikre, at de, der kommer med partner, kæreste og børn, får et godt liv, for ellers rejser de igen. Hele pakken skal hænge sammen, for at en international medarbejder har lyst til at blive,« siger Nikolaj Holm Bramsen.
Han tilføjer, at det ikke er, fordi man ikke vil have udenlandske medarbejdere på kontoret i Danmark, men at man ikke pt. investerer målrettet i markedsføring for at tiltrække internationale it-specialister, der allerede er på arbejdsmarkedet.
Fokuserer på studerende
I stedet fokuserer Systematic på studerende og arbejder aktivt på sammen med blandt andet universiteterne at se på, hvordan man kan få studerende til Danmark og sørge for, at de kan komme ud og få et godt arbejde, så de bliver i landet efter endt uddannelse.
»De udenlandske studerende er meget villige til at tage studie-arbejde, og det er under studietiden, vi kan skabe det netværk, der gør, at de får lyst til at bruge deres tid og blive boende i Danmark bagefter. Det er selvfølgelig ikke alle, der gør det, men det virker for os, og det er noget, vi arbejder målrettet med,« siger Nikolaj Holm Bramsen.
I Systematic er der i øjeblikket 15 studentermedhjælpere med international baggrund ud af en studentergruppe på 28. De udenlandske studerende arbejder som programmører og kommer primært fra datalogistudiet.
»Vi laver arrangementer målrettet studentermedhjælperne, så vi sikrer, at alle de unge får et fællesskab og føler sig velkomne på arbejdspladsen. De får et netværk, og det kan vi se, er vigtigt, når man kommer udefra,« siger han.
Kort tid til at etablere sig
Hovedkilden til Systematics internationale studentergruppe er datalogi på Aarhus Universitet, fortæller Nikolaj Holm Bramsen. Udfordringen er dog, at det kun er masterdelen, der lige nu er på engelsk. Han så gerne, at der kom flere engelsksprogede studerende også på bachelorniveau.
»Hvis du som studerende er her hele din uddannelsestid i fem år, så får du et andet netværk. Sandsynligheden for, at du bliver en del af det danske samfund og får et arbejde, er større, end hvis du kun er her på en master, hvor du har kortere tid til at nå at etablere dig,« siger han.
DI Digitals analyse af behovet for it-specialister viser, at 65 pct. af de danske it-virksomheder med over 30 medarbejdere rekrutterer på det internationale jobmarked. For virksomheder med op til ti medarbejdere gælder det for 41 pct., mens 45 pct. af virksomhederne med mellem 11 og 30 medarbejdere henter forstærkninger i udlandet.
