Studerende er den stabile fødekæde for Universal Robots

Morten Boris Højgaard, Innovation Lab Manager, Universal Robots, 3
Illustration: Universal Robots.
Universal Robots skal øge sin medarbejderstab med 30 procent årligt de kommende år. Flere af de nye medarbejdere træder allerede indenfor, mens de læser. Strategien er at lære dem op og knytte dem til virksomheden, så de er klar til at træde direkte ind i et kandidatjob, når de er færdige.
9. maj kl. 14:18
errorÆldre end 30 dage

Efterspørgslen efter de samarbejdende robotarme, cobots, fra Universal Robots går kun en vej: opad. Det samme gør den odenseanske virksomheds behov for kvikke hoveder. Alene i 2022 forventer virksomheden at skulle rekruttere 250 nye kolleger til de næsten 1.000 medarbejdere, og robotvirksomheden har en ambition om at øge medarbejderstaben med 30 procent årligt de kommende år.

»Vores rekrutteringsbehov er stort, og det bliver større. Industrien for kollaborative robotter boomer, fordi behovet for automatisering bliver større,« fastslår Morten Boris Højgaard, der er innovation lab manager i afdelingen product creation i Universal Robots’ udviklingsafdeling. Her er han blandt andet ansvarlig for den del af virksomhedens talentstrategi, der fokuserer på studerende og samarbejdet med uddannelsesinstitutioner.

Sidste år hyrede Universal Robots cirka 160 nye medarbejdere globalt. 90 af dem fik arbejde på hovedkvarteret i Odense, og af dem har omkring 80 procent en baggrund inden for STEM-fagene (science, technology, engineering, mathematics), mens resten er ansat i marketing, salg, HR og andre forretningsområder i virksomheden:

»Den type opgaver fylder mere og mere i takt med, at vi bliver en stor global virksomhed, men fordi tech er vores kerne, er der et meget stort træk på ingeniører. Og det bliver kun større og større,« siger Morten Boris Højgaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det samme bliver rekrutteringsopgaven, for i takt med den teknologiske udvikling øges presset på medarbejdere med teknisk naturvidenskabelige uddannelser:

»Alle prognoser peger på, at efterspørgslen på de kompetencer, vi skal bruge, bliver endnu større end i dag, så konkurrencen bliver skærpet. Nu er vi ikke kun i konkurrence med andre techvirksomheder, men kigger ind i, at konkurrencen om medarbejderne vokser, fordi mange produkter, der ikke tidligere var digitale, nu også bliver det, og for eksempel skal tilgås fra en app.«

Alligevel går det ifølge Morten Boris Højgaard »ret godt« med at skaffe medarbejdere - dog kun til en vis grænse:

»Vi er et velkendt og stærkt brand, så mange vil gerne være en del af vores virksomhed. Når det er sagt, kan vi godt mærke, at det kan være svært at finde kandidater inde for ingeniørfag som elektronik, mekanik, softwareudvikling og robotics, fordi udbuddet er mindre end efterspørgslen.

Strategi om at fastholde og tiltrække

I jagten på talenter har Universal Robots fordel af at kunne positionere sig også som en virksomhed, der er med til at trække samfundet i en mere bæredygtig retning, påpeger han:

»Vi har en vision om, at vi skal have mennesker til at arbejde med robotter og ikke til at arbejde som robotter. Vi vil meget gerne kaste lys over, hvor vigtige robotter er for at skabe velfærd og tilbyde meningsfulde arbejdspladser i fremtiden. Det store billede er, at det giver mening at arbejde her.«

Der må dog også mere håndgribelig initiativer til, hvis man skal lokke talenterne til, fortsætter han:

»På den korte bane gælder det om at sikre, at vi ikke løber tør for folk. Det handler dels om at have en god arbejdsplads, dels om at være relevante og proaktive i forhold til de uddannelsesretninger, der er hård kamp om.«

Derfor har Universal Robots en strategi om at tiltrække og fastholde studerende, mens de stadig har en del tilbage af deres studie. Således udgjorde de studerende sidste år fem procent af de nyansatte, mens andelen i år er vokset til ti procent.

Som ansvarlig for rekruttering og oplæring er det Morten Boris Højgaards opgave at bygge bro til studerende på de relevante studier:

»Vi har et formelt fokus på at være proaktive over for de studerende, fordi vi vil undgå at stå i en situation, hvor vi pludselig mangler rigtigt mange medarbejdere, og fordi vi på den måde undgår at starte fra scratch. Studiet er selvfølgelig det vigtigste, mens du studerer, men når de har et studenterjob hos os ved siden af, er de lettere at onboarde senere, fordi de kender virksomheden.«

Universal Robots
  • Etableret i 2005
  • Den første robotarm, UR5, blev solgt i 2008
  • Har produceret mere end 50.000 såkaldte cobots
  • Blev i 2015 købt af amerikanske Teradyne
  • Er repræsenteret i 16 forskellige lande med i alt 20 kontorer

Det er årsagen til, at virksomheden tilbyder sine studenter mulighed for praktikforløb og for at skrive bachelor- og masteropgaver:

»Vi arbejder meget struktureret i forhold til at få dem ind på et tidspunkt i deres studietid, hvor de har fået lidt i rygsækken, men samtidig har tid tilbage, så de kan skrive deres opgaver her. Vi sørger også for, at de over tid kommer rundt i forskellige teams, så de lærer organisationen, kollegerne og produkterne at kende. Når de så dimitterer, er de allerede klar til at træde ind i en stilling.«

Empowerment skal motivere

I tillæg til de faglige udfordringer sørger robotvirksomheden også for at skabe et socialt miljø, der fastholder de studerende:

»Det gør vi blandt andet ved at facilitere og understøtte netværk for studerende på tværs af virksomheden, men også ved at gøre dem klart, at de bidrager til den store fortælling om robotics’ bidrag til velfærd og meningsfulde arbejdspladser.«

Her medvirker ledelseskulturen i Universal Robots også til at tiltrække og fastholde de ombejlede techtalenter, vurderer han:

»Vi har tillid til, at medarbejderne selv kan træffe beslutninger. Vi har en strategi og en målsætning om at forstå vores kunder og deres problemer i forhold til automation, og så lader vi det være op til det enkelte team af finde løsningerne selv. Det motiverer, at man få lov at bruge sig selv og være kreativ – i stedet for at drukne i regler og struktur.«

Empowerment er én ting, fællesskab er noget andet, og derfor gør Universal Robots som mange andre techvirksomheder en del for at stimulere det sociale liv blandt kollegerne:

»Vi har en meget fed onboarding, hvor vi fire gange om året flyver alle nyansatte medarbejdere ind til Odense. I marts havde vi 54 medarbejdere herovre i to dage, hvor de fik en introduktion til virksomheden, fik etableret et netværk og fik mulighed for at dyrke fællesskabet,« fortæller han.

Herudover bliver der givet støtte til fritidsaktiviteter som brætspilsklub, indendørsfodbold, løbegrupper og hvad der ellers kan skabes et fællesskab om.

»Endelig har vi fokus på ledelse og kommunikation, og derfor har vi anskaffet en kaffevogn, hvor det nu og da er en af lederne fra vores senior management team, der står og serverer kaffe for folk. Det giver mulighed for at få en sludder og styrker kommunikationen internt. «

Den tætte kontakt til studiemiljøerne handler i høj grad om at sikre en stabil fødekæde af nye medarbejdere til virksomheden, men derudover har Universal Robots også bud efter erfarne profiler.

Her er rekrutteringsgrundlaget langt mere globalt og det er virksomhedens afdeling talent acquistion, der sørger for et rekrutterings-setup blandt andet med annoncering på lokale sites og via LinkedIn suppleret af mere opsøgende search-aktiviteter.

Det internationale præger da også product creation, hvor cirka 30 procent af medarbejdere stammer fra udlandet.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger