Medarbejdermangel truer vækst for jernstøberi

Dion Brun
Salgsdirektør i Uldall Jernstøberi i Vejen Dion Brun. Illustration: Uldalls Jernstøberi.
Uldalls Jernstøberi i Vejen har med sit høje energiforbrug og glohede ovne svært ved at tiltrække folk i et lige så glohedt arbejdsmarked – og det er kritisk for virksomhedens vækst.
1. august kl. 10:24

Samtlige af Uldalls Jernstøberis kunder har oplevet vækst i 2021. Især gælder det de kunder, der opererer inden for energi, hvor en enkelt endda har ottedoblet sin omsætning.

Og når det regner på præsten, drypper det som bekendt på degnen, så jernstøberiet i Vejen har haft bugnende ordrebøger med en ordrebeholdning, der er otte gang større end inden coronapandemien, fordi de blandt andet leverer forbrændingsriste og større elementer til energivirksomhederne.

Men succesen har en bagside, for selvom Uldalls Jernstøberi allerede har fået 60 procent flere medarbejdere siden begyndelsen af 2021, er det ikke nok, fortæller salgsdirektør Dion Brun.

»Hvis vi ikke får ansat de resterende medarbejdere, kan vi ikke levere. Vi er allerede udfordrede, fordi vi har solgt skindet, før bjørnen er skudt,« siger han og har et ønske om at fordoble medarbejderstaben. Et ønske, han på nuværende tidspunkt får meget svært ved at indfri på grund af den generelle lave arbejdsløshed.

Op ad bakke

Lige nu søger jernstøberiet både støberiteknikere, smede, ufaglærte og en enkelt ingeniør, der skal være med til at forbedre produktionsflowet i den 70 mand-store virksomhed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Det er op ad bakke at finde en ingeniør. Enten er vi for dårlige til at specificere opgaven, eller også er der ikke nok på markedet,« siger han og hælder mest til det sidste, selvom han erkender, at virksomheden måske ikke har slået nok på nogle af de ‘salgsargumenter’, der især tiltrækker ingeniører i dag – såsom faglig udfordring, work-life balance og fokus på den grønne dagsorden.

»Der er ingen tvivl om, at det er det med den grønne dagsorden, der er op ad bakke, fordi vi bliver sat i bås med virksomheder som Aalborg Portland. Og vi er også energitunge, men alternativet til at have et jernstøberi i Danmark er at fragte de tunge elementer til Danmark fra andre lande,« siger han.

Uldalls Jernstøberi
Illustration: Uldalls Jernstøberi.

Og i modsætning til mange andre lande, gør afgifterne her, at produktionen er mere effektiv og energibesparende for at holde udgifterne nede, tilføjer Dion Brun.

Det betyder, at hele fabrikken i Vejen er optimeret med LED-lys, opvarmningen er skiftet fra olie til fjernvarme, ovnene er blevet bedre isolerede, og at kølevandet genanvendes til opvarmning af bygningerne.

»Så fra marts til oktober køber vi slet ikke varme,« fortæller han.

Ovnene er sværvægterne, når det kommer til energiforbrug på jernstøberiet.  De bruger fire millioner kWh om året, og andelen af vedvarende energi følger selvsagt landsgennemsnittet.

»Ingeniører fra vores moderselskab, Vald. Birn, har regnet på, om det kunne betale sig at stille solceller eller vindmøller op, men det er der ingen forretning i,« siger Dion Brun.

 

Tavse om fordele

I forhold til frihed og fleksibilitet kalder salgsdirektøren Uldalls Jernstøberi ‘lidt ulig andre støberier’.

»Hos os er der vide muligheder for at sætte sit præg på eksempelvis arbejdstiden – nogle er endda selvstændige ved siden af. Vi annoncerer nok ikke med det, men det skal vi måske til,« siger han med et smil på læben.

Faktum er, at støberiet ikke får de ansøgninger, de har brug for på trods af stor forretningsmæssig succes.

»Der er ingen arbejdsløshed lokalt. Vi ligger i en by, hvor der ligger nogle større virksomheder end os, så vi kan ikke konkurrere på løn med dem. Men vi er klar til at gøre rigtigt meget og kan slå på, at man får en spændende hverdag, gode kolleger og stor fleksibilitet,« siger Dion Brun.

»Til gengæld kan vi ikke tilbyde, at man kan møde op i en hvid skjorte om morgenen og garantere, at den stadig er hvid ved fyraften. For hvis man som  ingeniør skal ud at arbejde med en kerneskyder, så bliver man beskidt!«

Uldalls Jernstøberi

Grundlagt i 1944 i Vejen og beskæftiger i dag 70 medarbejdere.

Leverandør af små og mellemstore støbejernsserier, der enten er komplekse i udførelse eller legering. 

Uldalls Jernstøberi er miljøgodkendt og en del af den 100 procent danskejede støberikoncern Vald. Birn.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger