Medarbejderaktier skal knytte medarbejdere tættere til Mekoprint

Anders Kold, adm dir Mekoprint
Illustration: Mekoprint.
Det ansvar og ejerskab medarbejderne tager i dagligdagen, får de nu også et mere kontant udbytte af i form af et medarbejderaktieprogram. Målet er at understøtte og styrke den tilknytning, de har til virksomheden, forklarer adm. dirktør Anders Kold.
Løsninger7. marts kl. 13:10
errorÆldre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

I begyndelsen af 2021 fik alle medarbejdere i industrikoncernen Mekoprints danske afdelinger tilbudt et medarbejderaktieprogram. Godt halvdelen af medarbejderne meldte sig til, og efter et år kunne de indkassere et afkast på 22 procent takket være en rekordhøj omsætning og det hidtil bedste resultat før skat i familievirksomhedens 67 år lange historie.

At medarbejderne således har fået del i de gode tider er netop en af ideerne med programmet, forklarer adm. direktør Anders Kold:

»Det ansvar og ejerskab, der bliver taget i dagligdagen, har nogle efterspurgt i form af et egentligt formelt ejerskab. Programmet muliggør, at medarbejderne kan investere direkte i virksomheden og er samtidig det første skridt mod at udvikle en mere åben ejerstruktur. Her er det helt naturligt, at virksomheden bliver en fælles virksomhed.«

Set fra Mekoprints side giver det god mening, forklarer direktøren:

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Det er en naturlig måde at understøtte og styrke den tilknytning, man har til virksomheden, og derfor er jeg glad for, at over halvdelen af medarbejderne sagde ja til at deltage.«

Langsigtet fokus på investeringer i ny teknologi, bygninger og organisation kendetegner virksomhedens strategi, og det gælder også medarbejderaktieprogrammet:

»Det handler om fastholdelse og udvikling af medarbejdernes tilhørsforhold til virksomheden, og dermed understøtter det den fælles udviklingskultur, vi allerede har, og gør den endnu stærkere,« forklarer Anders Kold og uddyber:

»Der er en direkte sammenhæng mellem, at jo bedre vi udvikler virksomheden, des bedre bliver aktierne. Nogle virksomheder vælger at have en bonusudbetaling, men vi gør det med aktier for at understøtte det langsigtede perspektiv. Det kommer os alle til gode over tid, for det gør det endnu tydeligere, at det, der er godt for virksomheden, også er godt for medarbejderne.«

Aktiekøb er en privat sag – og kun et tilbud

Selvom fordelene er nemme at få øje på, er der også ulemper ved et sådant program, erkender Anders Kold:

»Der er risiko for, at dem, der ikke synes, at det er noget for dem, kan føle, at de bør være med. Derfor har jeg gjort meget ud af at sige, at det er et tilbud, og at det ikke gør nogen forskel, hvis man ikke er med. Det er vigtigt, at der ikke bliver et a- og et b-hold, hvor der er forskel på dem, der er aktionærer, og dem, der ikke er. Vi forholder os ikke til, hvem der køber aktier. Det er en privat sag.«

Medarbejderne kan tilmelde sig programmet hvert år i begyndelsen af januar, og Anders Kold kan nu konstatere, at endnu flere har tilmeldt sig her fra starten af 2022.

»Helt overordnet er det vigtigste for os at arbejde med den langsigtede udvikling af virksomheden, både når det gælder kunderelationer og ansættelsesforhold. Vores mantra er det langsigtede samarbejde på alle planer, og derfor er vores motto også: »Vi skaber sammen«. Det går igen over alt. Det, vi laver, er en langsigtet holdsport.«

Medarbejderaktieprogrammet er en såkaldt bruttolønsordning, hvor man køber aktier i Mekoprints holdingselskab. Man kan købe aktier for 500 eller 1.000 kroner om måneden, og det valgte beløb bliver så trukket fra bruttolønen. Først når man sælger aktierne, skal der betales skat. 

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger