Mangel på arbejdskraft tvinger Beckhoff ud i mesterlære

Michael Nielsen, adm. direktør Beckhoff Automation Danmark
Illustration: Beckhoff Automation.
Hos Beckhoff Automation er man begyndt at kigge på mesterlære, som en måde at adressere problemer med rekruttering til it-funktioner, og efterlyser mere hjælp fra uddannelsesinstitutionerne til at klæde medarbejderne på.
16. maj kl. 12:17
errorÆldre end 30 dage

I kampen om højteknologisk arbejdskraft er flere af de små og mellemstore virksomheder begyndt at tage mere ansvar for oplæringen og opkvalificeringen for at få de folk, de skal bruge. 

En af dem er Beckhoff Automation i Kolding – en del af en stor international koncern af samme navn, som udvikler automationsløsninger til forskellige former for produktion. 

Den danske afdeling tæller dog kun omkring 30 ansatte og er ikke nødvendigvis øverst på listen, når folk med de kompetencer, virksomheden efterspørger, leder efter en ny arbejdsplads, og derfor er Beckhoff Automation begyndt at gå efter eksempelvis maskinmestre eller elinstallatører for at se på, hvordan man kan opkvalificere dem til at tage sig af programmeringsopgaver.

»Vi er begyndt at arbejde med en mesterlæretilgang, eller hvad vi kalder en mentorordning her hos os. Vi har eksempelvis ansat én, der har en elektrikeruddannelse, som vi med hjælp fra vores eksperter i huset kan klæde på til at programmere og understøtte vores produkter,« siger adm. direktør Michael Nielsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er ikke, fordi Beckhoff Automation nødvendigvis gerne vil stå for hele opkvalificeringen selv, men det har ikke været muligt for virksomheden at finde efteruddannelseskurser, der passer til deres behov.

»Vi har prøvet at slå på tromme over for erhvervsskolerne og ingeniøruddannelserne, når det kommer til efteruddannelse, for vi ser samme situation ude hos flere af vores kunder. Mange har behov for at få nye kompetencer ind i virksomheden, men har svært ved at finde den rette hjælp,« siger Michael Nielsen.

Økonomi skal med i billedet

Hos professionshøjskolen og erhvervsakademiet UCL har Birger Brandt, uddannelseschef med ansvar for efteruddannelsessegmentet, afgjort bemærket, at der er kommet større efterspørgsel på de mere specialsyede og fleksible efteruddannelseskurser.

»Det kan være i forhold til, at det skal være online, på video eller at der er tale om eksempelvis små mikrolæringsforløb,« siger han om den udvikling, UCL ser på efteruddannelsesområdet.

Hos UCL vil man gerne imødekomme virksomhedernes behov, men Birger Brandt anerkender, at professionshøjskolerne ikke nødvendigvis altid er på forkant.

»Vi prøver at følge med i, hvad der er brug for ude hos virksomhederne, men vi bliver også nødt til at tage højde for økonomi, antal deltagere og hvor mange ressourcer, der skal bruges,« siger uddannelseslederen.

Selvom Birger Brandt erkender, at uddannelsesinstitutionerne nogle gange bevæger sig langsommere, end erhvervslivet måske kunne ønske, mener han også, at virksomhederne i højere grad skal være villige til at arbejde for en dialog.

»Når vi skal etablere kurser i nye teknologier eller kompetencer, skal vi også være sikre på, at der er en efterspørgsel. Det er den dialog, vi godt kan mangle med virksomhederne. Ofte kigger virksomhederne kun på, hvilke kurser vi allerede har, men tager ikke skridtet videre og tager en snak med os om deres behov, og det er jo pejlemærket for efterspørgslen,« siger Birger Brandt.

Nu kommer der mere uddannelse i digital værktøjer

Et nyt samarbejde mellem Dansk Industri og flere danske universiteter skal efterkomme en stigende efterspørgsel på efteruddannelser fra de danske virksomheder. 

En ny undersøgelse fra Dansk Industri viser, at mere end halvdelen af virksomheder med akademisk uddannende medarbejdere efterlyser efteruddannelse i brugen af digital værktøjer. 

Find den samlede liste over universiteternes efter- og videreuddannelser her.

Af samme årsag forsøger UCL også at lave mere opsøgende markedsføring af tilbuddene inden for efteruddannelse med for eksempel besøg hos virksomheder og flere åbent hus-arrangementer.

»Vi prøver at lave mere markedsføring på, at nu har vi hjulpet den og den virksomhed med det her specifikke problem, men det er ikke altid det, man støder på, hvis man leder efter et programmeringskursus,« forklarer Birger Brandt. 

Hul der trænger til lapning

Indtil Beckhoff Automation finder efteruddannelseskurser til de ansatte, som kan passe, gør man brug af de muligheder, der eksisterer i virksomhedens eget regi. Det vil altså først og fremmest sige kundekurser, som er designet til at introducere Beckhoff-løsningerne.

Det er dog en ukomplet løsning, fordi det ikke giver medarbejderen den mere generelle programmeringsintroduktion – kun egenskaber i forhold til virksomhedens egne løsninger. Derfor er sidemandsoplæringen fra de eksisterende programmører også afgørende.

Kundekurserne er dog samtidig også en af årsagerne til, at Michael Nielsen er overbevist om, at Beckhoff langt fra er den eneste virksomhed, der tumler med det samme problem.

»Vi har flere gange oplevet, at virksomheder, som er gået i gang med digitalisering og automatisering med vores produkter, spørger os, om vi kan lære dem at programmere, men det er vi ikke gearet til. Vi kan lære dem om vores udstyr, ikke det basale,« siger han og tilføjer:  

»Det er svært at finde de mere generelle, teoretiske introduktioner til, hvad man skal gøre i forhold til programmering – hvor man skal gå hen for at finde den opkvalificering. Vi har ikke fundet det endnu, og det har vores kunder heller ikke. Og det er et hul, der skal lappes.«

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger