Kamp om specialisterne: Vores folk er ved at være trætte af hele tiden at blive kontaktet af headhuntere

10. januar kl. 10:40
Jacob Strange, CEO Nine
Jacob Strange, CEO Nine Illustration: Nine.
I en årrække med massivt underskud af specialister i den danske it-branche er det lykkedes konsulenthuset Nine at ansætte nogle af fagets skarpeste hoveder. 
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Mens hovedparten af it-branchen skriger sig ømhalsede på specialister med dyb, teknisk viden, er et mindre konsulenthus lykkedes med at hente talent på fast basis. Det er it-konsulenthuset Nine, der siden opstarten i 2007 er vokset til knap godt 150 medarbejdere i en tid, hvor alle kappes om kandidaterne. 

»Vi vokser hele tiden, og selvom enkelte medarbejdere forlader os, synes jeg egentlig, at vi de seneste år har været ret gode til at få nye, dygtige folk ombord. Men det har ikke været uden sværdslag, for de er ikke lette at få fat i,« siger medstifter og CEO, Jacob Strange.

Næsten hver måned ses nye ansigter på kontoret ved Kongens Nytorv, fortæller Jacob Strange, der denne morgen netop træder ud af et intromøde med fire nye medarbejdere. 

»Også vi oplever, at det er meget svært at fat i de rette folk. Der er simpelthen ikke nok af dem, og de bliver hele tiden kontaktet af headhuntere i en grad, så mange faktisk er trætte af det,« siger Jacob Strange.

Netværk, netværk, netværk

Nine laver primært softwareudvikling for den offentlige sektor samt finanssektoren. Derfor søger virksomheden som hovedregel hårde, tekniske profiler, selvom der også er behov projektledere, softwaretestere, analytikere mv. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men hvad er opskriften på at indfange talenter, der bliver trukket i fra alle sider? 

Ifølge Jacob Strange brugte Nine i begyndelsen udelukkende ledelsens og personalets eget netværk til rekruttering. I takt med et stigende behov for kloge hoveder er arbejdet i dag mere systematisk og professionelt, selvom netværket stadig er kritisk for rekrutteringen. 

Derfor samarbejder Nine med eksterne rekrutteringsbureauer, og sideløbende har virksomheden oprettet en lille, intern rekrutteringsafdeling, der søger efter kandidater på LinkedIn, jobmesser og så videre. Dette arbejde kobles med videoer af og med eksisterende medarbejdere, som fortæller om virksomheden og deres konkrete opgaver og roller. 

»En af de stærkeste måder at rekruttere på er at vise, hvilke mennesker kandidaterne skal arbejde sammen med, så kandidaterne gerne skulle kunne spejle sig i dem,« siger Jacob Strange.

Som en relativt lille virksomhed er det umiddelbart svært at være synlig nok i kampen om talent. Store virksomheder og deres topledere optræder oftere i medier og andre offentlige fora, hvor de kan synliggøre virksomheden. Men for Nine er det ikke et problem at være lille, mener Jacob Strange. 

Småt er godt

»Synligheden kan være en udfordring, for vi er jo ikke så kendte, men vi oplever faktisk, at det for rigtig mange er attraktivt, at vi netop ikke er så store. De er blandt andet tiltrukket af, at de får større nærhed til ledelsen, og at vi er knap så bureaukratiske. Når først folk kommer ind til samtale, har vi høj hitrate i forhold til ansættelse,« siger han.

Jacob Strange peger på, at især mange yngre talenter søger mod Nine, fordi man arbejder med komplekse opgaver med betydning for samfundet.

Jacob Stranges 5 råd til at indfange it-talenter

 

  • Vær ærlig over for kandidaten – både om jobprocessen, jobindholdet, kulturen i virksomheden og ikke mindst udfordringer i stillingen.
  • Tænk på, hvem dine ansøgere er og lad dem spejle sig i de kommende kolleger.
  • Mød kandidaten i øjenhøjde og lyt til hans eller hendes behov og ønsker.
  • Brug dit netværk – vejen til succes kan være kortere, end du tror.
  • Vis virksomhedens talenter frem – kandidater tiltrækkes af, hvem de bliver kollegaer med 

I september sidste år købte den internationale it-koncern Trifork
70 procent af aktierne i Nine. Dermed blev Nine pludselig meget større, men det mærker man ikke, ifølge Jacob Strange.

Filosofien i Trifork er, at koncernen ikke ønsker for store enheder, og virksomheden drives grundlæggende som før, fortæller direktøren. 

I begyndelsen ansatte Nine kun erfarne folk, men for at imødekomme mangen på kandidater ansætter man nu også yngre talenter, dog ikke flere, end at yngre medarbejdere maksimalt udgør cirka 20 procent af staben. Yngre medarbejdere kobles med etablerede teams for at lære dem op, blandt andet fordi de ofte skal sidde ude hos kunderne for sig selv eller i små grupper. 

»Vi skal hele tiden kunne tage hånd om de mindre erfarne talenter, så vi går efter, at der er en klar overvægt af erfarne medarbejdere. Det er lidt en slags mesterlære,« siger Jacob Strange. 

Også løn spiller en rolle i det, der er ‘medarbejders marked’. Ifølge direktøren er Nine ikke lønførende, men han og den øvrige ledelse prøver at lave en ‘ædruelig vurdering’ af lønniveauet, når nye kandidater kommer til. Hvis en kandidat kun kommer for høj løn, og det sker indimellem, må de finde andre steder. 

»Dem er vi jo ikke interesserede i at ansætte. Det er om at finde en balance, og det er naturligvis altid svært,« siger Jacob Strange.

Flere hoveder 

For at fastholde medarbejderne forsøger Nine – ud over et fagligt højt niveau – at sende medarbejderne på jævnlige seminarer, konferencer og efteruddannelser enkeltvis såvel som i teams. Dette suppleres med fredagsbarer og fester, og mindst én gang om året tager alle ansatte på fire dages kick-off, der som regel er i udlandet. 

»Det bruger vi en del krudt på både fagligt og socialt, netop fordi mange medarbejdere sidder ude hos kunderne og dermed ikke ses så ofte,« siger Jacob Strange. 

Han forventer, at Nine fortsætter sin vækst i de kommende år og stadig kan tiltrække dygtige medarbejdere, uden at han ønsker at sætte antal på. 

»Jeg ved ikke, hvor mange vi skal ansætte. Det vigtigste er, at vi får de rette mennesker. Men vi bliver helt sikkert flere.«

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger